Sprudlende tango får et stænk europæisk romantik

Vemod, livsglæde, eftertænksomhed, spontanitet og selv stilhed – det hele er med i en inderlig grad, når den argentinske tango fortolker livet for os.

Sådan er det også på ”Directions”, som er et interessant samarbejde mellem den finske akkordeonist Minna Weurlander, strygerensemblet Deseo Strings og den argentinske komponist Saúl Cosentino.

Vi får ni stykker – tre komponeret af Minna Weurlander og resten af Saúl Cosentino, og det hele passer sammen i én flot præsentation af lytteværdig tango. Og lidt europæisk romantik. 

Lad os begynde med komponisten Saúl Cosentino. Han er født i 1935 og er nyskabende tangokomponist fra Argentina, der gennem hele sit liv har haft den argentinske nationalmusik helt tæt på sig. Seks af numrene på ”Directions” er udtænkt af ham. Minna Weurlander er født i Finland og tog senere til Sverige for at dyrke musikken. Hun er uddannet solist ved Sibelius Academy University of Arts i 1997, og siden har hun opbygget et flot CV og samarbejdet med mange orkestre rundt i verden.

Vi kommer rigtig godt fra start med Saúl Cosentinos ”En la emboscada”, der simpelthen får os op af sofaen, op at deltage i livet og springe ind i dets stråledans. Den enkle melodi er let at optage og tage med sig, ligesom man nyder alle de helt karakteristiske elementer i den typiske argentinske tango, som Saúl Cosentino har sørget for. Spændstige spring i både violin og akkordeon er en ren nydelse. Men man hører også et blødt strygerensemble, der breder lidt europæisk romantik ud som bagtæppe. Virkelig et lækkert nummer.

Allerede i andet nummer møder vi kontrasten i tango. Violinen indleder i et mere eftertænksomt toneleje, og akkordeonet overtager pladsen og folder brede akkorder ud i parløb med strygerne tæt om sig. Der er lidt mørke farver og brede, lange buestrøg. En smule vemodighed, der også får en smuk nerve i strygernes legato. Efterklangene i strygerne mod slut giver klare associationer til A. Piazzollas karakteristiske lydunivers.

En dejlig ro med brede akkorder, dvælende vibrato og eftertænksomhed med et stænk af vemod folder sig flot ud i Saúl Cosentinos ”Toda mi tristeza”, inden vi i næste nummer vender tilbage til den spændstige stil, som vi fik i første nummer. Det dansante, sprælske og nærmest trodsige får plads i et lidt moderne harmoniunivers, men stadig med tydelig rod i den klassiske tango. Og dét er en styrke. For hele albummet. Akkordeonet fører sig frem, strygerne følger fint med, og man bemærker den flotte oktaverede passage.

Som en smuk midte på albummet kan man nyde ”A la memoria de Astor” – til minde om Astor Piazzolla, the king of tango. En sørgende violin spiller smukt, og stykket virker i det hele taget som en sang for instrumenter.

”Tekla” bliver indledningen til rækken af Minna Weurlanders kompositioner – en stille start som i en tåge af strygerklang. Uklart baner musikken sig vej i et nummer, der er moderne uden at være for mærkeligt. Der er noget skæbneagtigt over det; som et soundtrack til en alvorlig film. Der er virkelig flot arbejde i basgruppen hen mod slutningen inden en brat opstandsning og det hele lige så stille ebber ud. Men måske er der ikke så meget tango her? Det er vi jo egentlig heller ikke blevet lovet, at der skulle være.

”Vicky” viser sig som en indholdsrig tangosolo for akkordeon, der indledes i en Piazzolla-agtig stemning. Der er stille, inden det fyrige kommer frem, og vi holdes i gang hele vejen igennem, inden ”Jeanne” får lov at følge efter. Nu er strygerne på igen, og det er virkelig lækkert. Et af de bedste numre på udgivelsen. Der er flotte nedgange i akkompagnementet, god afveksling i kompositionen, og lyden af klassisk strygekvartet får fin plads i et smukt og roligt glidende lydbillede. Violinen får også lov at styre i det lettere smertefulde udtryk.

Der sluttes af i et romantisk sprog, så vi lander godt.

Generelt set melder sig et spørgsmål: Kan europæere spille ægte tango, så den får den rette, nærmest vrede sorg, men også enorme, trodsige livsvilje?
Det kræver noget særligt at få gnisterne til at springe. Som europæisk klassisk musiker må man kæmpe lidt med den klassiske, brede vibratoklang, er min tese og erfaring; ikke, at vibratoet ikke også har sin plads i tango. Men vreden! Gnisterne, de vilde ryk i instrumenterne – de er næsten forbeholdt argentinske musikere. Dette ensemble gør det rigtig godt, men kunne måske godt være lidt mere vredt. Komme lidt mere i dybden på strengene, så det knager og vi kan høre harpiksens tørre skrat. Det, at man ikke er så nodebundet, men kaster sig lidt på stolen, tramper i gulvet og krænger tonerne ud.

En styrke er, at Minna Weurlanders soli ikke er for overgjorte. Det er ikke sådan, at fingrene er ved at falde over hinanden i en konstant strøm af improvisationer, som der ellers kan være tendens til i den frie tangostil. Man når ikke at blive træt af at høre på det, fordi alt er fint afstemt og velproportioneret. Der er flot balance i hele albummet.

Og så viser "Directions" et flot samarbejde mellem Skandinavien og Sydamerika. To forskellige traditioner, der forenes flot med lidt fra hver verden. Det er fedt at opleve Cosentino som en nulevende og nyskabende komponist med respekt for tangotraditionen, så det ikke ender i en gang helt uforståeligt lydrod. Det er vidunderligt. Ånden lever videre, og det er dén, vi har brug for.

Udgivet den 11. februar 2024

Rachel Einarsson