03.05 2024

Symfonien der blev væk — helt væk

Der var ca. fire minutters fantastisk musik i SYMFONI. De resterende ca. 31 minutter var monolog, anekdoter, korte musikalske smagsprøver og reflekteren over, hvordan man skal komme i gang med at skrive en symfoni, mens der intet foregik i orkestret af betydelig art.

SYMFONI sprænger de traditionelle rammer for, hvad en symfoni er, må man sige.

Vi fik Allan Gravgaard Madsens nærmest ikoniske, instrumentaliserede bladvenderi, ligesom vi fik en symfoni, der bestemt ikke var for lang. Dermed to elementer, som er karakteristiske for Allan Gravgaard Madsen og som publikum er kommet til at holde af.
Men man kan stadig nå at kede sig på 35 minutter.

Alt så helt almindeligt ud fra begyndelsen. Orkestret stemte, og publikum klappede dirigent og komponist ind på scenen. Som lovet fik vi lidt introduktion til værket af Allan Gravgaard Madsen. Men da vi skulle i gang, fortsatte Allan Gravgaard Madsen sin monolog ind over musikken. Generelt var orkestret i de tre første satser blot akkompagnement til hans egne refleksioner over musik.

Han indledte med at præsentere sig selv stående foran orkestret med sit manuskript. Han har været huskomponist for Aarhus Symfoniorkester 2017-2024 og har kun ét værk tilbage med orkestret, før kontrakten er udløbet, fortalte han. Denne koncert var altså det næstsidste værk.  
Derefter indledte han en længere monolog med overvejelser om, hvordan man kan gribe en symfoni an. Han nævnte forskellige stemninger: Den dystre, det sfæriske, det sitrende, det højtidelige plus et par andre. Alle stemninger blev præsenteret som smagsprøver i orkestret, og hver stil blev forkastet af komponisten, men endte jo på forunderlig vis alligevel med at blive en del af værket. Dog uden at der overhovedet var en musikalsk sammenhæng mellem smagsprøverne. 
Derefter fik vi historien om, da han gik til klaverundervisning uden stor succes. På sin vis ganske hyggeligt, men ikke med det store udbytte. Han fortsatte med at eksemplificere forskellige akkorder, som orkestret efterfølgende demonstrerede. Men hvor var sammenhængen? Og hvis det var meningen, at der ikke skulle være det: Hvad skulle vi så tage med os?

Da Allan Gravgaard Madsen begyndte at reflektere over det tomme nodepapir, forstærkedes fornemmelsen af, at han i selve værket bearbejder sin egen arbejdsproces; at overvejelsesfaserne i at komponere er indeholdt i SYMFONI. Det blev der også talt om ved Q&A-arrangementet i Musikhusets café efter koncerten, hvor aftenens komponist var på scenen sammen med musikchef Jesper Nordin for at besvare forskellige spørgsmål om sit nye værk.

I sin fortsatte monolog i værket, der indimellem blev til en dialog med dirigenten, fortalte Allan Gravgaard Madsen om tallene i sin mors sidste lottokupon, der også bliver omsat til diffuse akkordpræsentationer i orkestret.

”Nu er vi kommet til tredje sats”, fik vi pludselig at vide. Scherzo. Den eneste sats i værket, der har en titel. I denne sats puslede komponisten med fænomenet leksikale opslag, og det blev til en opremsning af ord begyndende med den fonetiske enhed sch-. Her kom bladvenderiet til sin ret, idet musikerne indimellem Allan Gravgaard Madsens opslagsord vendte blad i takt, hvilket for så vidt var virkningsfuldt og humoristisk. På et tidspunkt fik vi heldigvis en musikalsk interessant passage, der i et flot mønster trinvist bevægede sig op i de høje toner. For til sidst at forsvinde helt op i det næppe hørlige.

Nu fik vi at vide, at vi var kommet til finalen. Og så satte Allan Gravgaard Madsen sig ned midt i orkestret, mens vi fik lov at høre fire virkelig sjove, svingende og medrivende minutter af musik, der gav mening, hang sammen og var noget helt nyt for ørerne. Et nærmest rytmisk hjerteslag var dominerende, mens klarinetterne opførte sig som aber, der svingede sig i lianerne i et set up, der havde nærmest caribisk stemning over sig. Men kun i fire minutter.   

Det var helt sikkert skuffende, at man ikke fik mere musik denne aften. Det virkede desværre egentlig mest som om, at komponisten brugte symfonien til at skrive sig ud af en skrivekrise. Og at han desværre ikke kom helt ud af den. For hvordan skal man få noget musikalsk meningsfyldt ud af 30 minutter, der hovedsageligt er afrevne stumper af fraser, flygtige smagsprøver og mangel på sammenhæng?

Men Allan Gravgaard Madsen havde som sagt publikum med sig: et publikum, der i øvrigt var klart anderledes sammensat end ved andre klassiske koncerter. Aldersgruppen 25-40 år var godt repræsenteret, og den stående, påholdende applaus efter endt koncert var da også umulig at misforstå. Allan Gravgaard Madsen har et stærkt publikum, der helt forståeligt elsker hans sympatiske person og stil. Hans humor, hans tankeunivers og hele måde at være i verden på. Tilslutningen til Q&A-afterparty på Caféscenen ca. en halv time efter koncerten sammen med Jesper Nordin viste også, at speaker-Allans publikum holder fast og følger ham. Det er skønt.

Det er første gang, Allan Gravgaard Madsen har skrevet en symfoni. Eller måske en dekonstruktion af en symfoni. En søndersprængt eller helt deform symfoni. Man kan udfordre en genre så meget, at den skifter til en anden.

Måske har Allan Gravgaard Madsen opfundet en ny genre.

Udgivet den 24. juni 2024

Rachel Einarsson