Verden har stadig brug for den samme andagt

Ikke at det er nødvendigt med et jubilæum for at aktualisere J. S. Bachs udødelige Johannespassion. Men alligevel: I år er det 300 runde år siden, at oratoriet blev opført i sin førsteudgave i St. Nicolai Kirche i Leipzig.

Aarhus Bach-Orkester leverede søndag aften en minimalistisk, gribende og veludført 2024-udgave, der funklede i sin naturlighed og fravær af krukkeri.

”Nu er der blot tilbage at lade sig føre med af 300 års magi, at fordybe sig i den over 2000 år gamle fortælling om Jesus i påsketiden og lukke verden og det digitale ræs ude for en stund”.
Karin Dalsgaard, cellist i Aarhus Bach-Orkester, har skrevet disse ord i indledningen til koncertens programhæfte. Og intet kunne vel egentlig være mere belejligt, relevant, velgørende og opbyggeligt, alvorligt og smukt end at sætte sig og tage den 300 år gamle andagt til efterretning.

Med J. S. Bachs Johannespassion oplever vi forløbet i den kristne påske begyndende fra Getsemane Have. Det er som at få Bibelen tilsat musik. Det er samtidig givende at tænke på, at passionsmusikken er en videreførelse af en endnu ældre tradition. En tradition fra kirkens helt tidlige tider om at synge de fire evangeliers passioner på fire forskellige dage i påskeugen. Og det med fordelte roller og formuleret i den gregorianske sangs mønstre og formler.

Søndag aften kastede Aarhus Bach-Orkester sig sammen med Vokalgruppen Concert Clemens og fire velvalgte solister ud i opgaven igen. Som dirigent fik vi igen lov at opleve Gotthold Schwarz, der 2016-21 var kantor ved Die Thomaskirche, Leipzig. På en måde ligesom det, at paven er efterfølger af Skt. Peter.

Gotthold Schwarz har tidligere været på dirigentpodiet med Aarhus Bach-Orkester i Aarhus.

Korets første indsats med det karakteristiske ”Herr” var egentlig mere spagt og legato-præget, end man ellers somme tider oplever. Men det virkede godt; som en slags bevidsthed om, at der er alvor bag ophøjelsen. Tempoet var fint og roligt, og koret præsterede et godt flow af englesang; som en strøm af majestætisk lovsang med et let swung fra basgruppen. Dén sats er bare helt fantastisk.

De fire solister var alle godt sporet ind på den genre, de skulle synge. Desværre er sopranen ikke tiltænkt så mange arier. Det var med at nyde Clara Cecilie Thomsens dejlige enkle, men spillevende og nærmest perlende stemme; til gengæld fik hun to arier, som måske er noget af det smukkeste, der kan være skrevet for en sopran? Da hun sang satsen hen mod slutningen med ordene ”Zerflisse, mein Herze”, var det, som blev alt andet smukt i verden fejet væk. Tekst og solist sammen med det minimale akkompagnement strålede i sin inderlige enkelhed, og Clara Cecilie Thomsens ukrukkede og naturlige udtryk passede helt perfekt til den situation. Og hvad med hendes arie ”Ich folge dir gleichfalls”, hvor basgruppen har en fest sammen med orglet, mens fløjterne i duet nærmest danner et ballerinapar, der danser henover bagtæppet, mens sopranen toner frem i midten som en blomst?

Lauritz Jakob Thomsen, der i øvrigt er bror til Clara Cecilie Thomsen, udfyldte rollen som Jesus. Han brugte sin behagelige, fyldige og runde stemme til at forme hovedpersonen med ro og andægtighed. Det var virkningsfuldt. På en måde stod han i stor kontrast til evangelisten Tobias Hunger, der i rollen som evangelist måtte være udfarende, fortællende og nærmest pågående. Han åbenbarede en åben, lys og meget stærk stemme, der virkelig fængede og kunne råbe den sovende verden op.
Den fjerde solist, Steffen Jespersen, var også et godt bekendtskab. Skønt at opleve en kontratenor, der har kant og slagkraft med fylde også i de højeste toner.

Det allermest slående ved denne opførelse af Johannespassionen var det naturlige og ukrukkede udtryk i både kor og ensemble. Concert Clemens leverede et nærværende musikalsk udtryk, der måske havde et par upræcise afslutninger indimellem, men som var så naturligt, homogent og ikke-anstrengt. Man tænker, at sådan var det nok også ved den første fremførelse i 1724. Det virkede, som om en overkorrekt og stærkt indstuderet tilgang var mindre vigtig og at roen og et mindre ekspressivt udtryk var opprioriteret. Det lød meget originalt og passede godt til den ligeledes lidt minimalistiske og slanke stil i ensemblet, som vi har lært at forbinde med barokmusikken og som Aarhus Bach-Orkester også leverede.

Alle instrumentgrupper fulgte godt med i en vel indlevet og sammenvævet oplevelse, ligesom organisten også konstant var en stabil tovholder. Samtidig var koncertmester Signe Madsen en garant for et sikkert drive over hele linjen.

Der var også god tid til at få øje på de mange kontraster i værket. F.eks. mellem musik og tekst. Når noget er meget alvorligt i teksten, er musikken mange steder dansant, legende og nærmest glad. Det oplever man bl.a. i satsen, hvor folket råber ”Weg, weg mit dem, kreuzige ihn!”.
Også kontrasterne alene i teksten om Jesus, der bliver fornedret, men alligevel ophøjet, om det vertikale syn på forholdet mellem Gud og mennesker.

Man fik denne aften oplevelsen af, at J. S. Bach md sit valg af harmonier og variation har skabt en musik, der udtrykker, at en overmenneskelig orden kom ned til Jordens kaos i påsken.

Man kunne også nå at nyde korets virkelig flotte udtale af de tyske konsonanter, så den tiltænkte hvislende, diskuterende og forvildede menneskemængdes snakkende kullise blev levende i et dynamisk og interessant, musikalsk billede. Det tyske sprog er eminent til dén dramatiske effekt, og det blev udnyttet godt.
Der var i det hele taget så mange flotte detaljer, der kom godt frem. At opleve en klar tekst, der går til stålet, tør nævne Jesu navn og fremhæver påskens nærhed for den enkelte er også altid værd at bruge tid på.

Gotthold Schwarz virkede i øvrigt tilfreds og dirigerede ubesværet og udramatisk hele forløbet. Dog hørte man ham højt hviske med på bassens ”Nach Golgata” i arien med ordvekslingen med koret. Man mærkede, at dette smertens sted havde vægt.

Selve afslutningen var nærmest i verdensklasse. Stemningen var helt, hvor den skulle være; kampen er slut, og tilbage står de sørgende og tilbedende med en bøn om gensyn og nåde.

Udgivet den 12. marts 2024

Rachel Einarsson