”Antonio Vivaldi Concertos for violin, organ and orchestra”
Randers Kammerorkester Mo Yi, violin Ulrik Spang-Hanssen, orgel Jette Kristensen, obo Søs F. Kjeldgaard, fagot David Riddell, dirigent
Udgivet: September 2024 Forlag: CD-Klassisk
Violinen stod centralt i A. Vivaldis univers. Måske fordi han selv var en fremragende violinist. Men i denne udgivelse med Randers Kammerorkester og Ulrik Spang-Hanssen får vi alle hans dobbeltkoncerter, hvor violinen deler scenen med orglet, strygerne og continuo. Det afføder en del vellyd, genhør og tonemylder i en livlig optimisme, der også generelt kendetegner den kendte komponist.
Man bør ikke underkende værdien af en booklet i ægte papir. Slet ikke, når den er velskrevet og velinformerende. Det er Ulrik Spang-Hanssen, der står bag de tætskrevne sider til denne udgivelse, og de er skrevet med god fornemmelse for de stærke biografiske farver i A. Vivaldis person – hans opvækst og virke, hans selvoptagethed, hans sans for pengesager og hans eminente evne til komponere i en lind strøm. Det er interessant læsning og endda med et humoristisk twist.
Musikmæssigt får vi seks koncerter, hvoraf fire er for violin, orgel og orkester. Og det er en kende usædvanligt for A. Vivaldi, der oftest skrev dobbeltkoncerter for to violiner i front, får vi at vide. Derudover får man lov at lytte til en sonate for violin, obo, fagot og orgel, mens der også er fundet plads til et lettere usædvanligt værk i form af koncert for violin, orgel og obo. Randers Kammerorkester danner rammen om det hele, og det sker i et behageligt og velbalanceret lyd- og temponiveau.
Gennem tiden har A. Vivaldi fået en slags skyld for at have skrevet værker, der lyder meget ens. Og det kan man til dels genkende, når man lytter albummet igennem. Men samtidig må man også indse, at der er meget variation i de skiftende stemninger; fra det glade, dansante til det eftertænksomme over i det let springende, ubekymrede. Alt sammen i et rigt og detaljeret tonebillede.
I bookletten gøres vi endvidere opmærksomme på, at A. Vivaldi har haft så stor påvirkning på eftertidens måde at skrive på, at han også her har sin originalitet. Det er f.eks. ham, der har opfundet den tresatsede form hurtig-langsom-hurtig. Og det virker jo stadig fænomenalt, må vi sige. Og så har A. Vivaldi skrevet koncerter for mange forskellige instrumenter, og det er dyrket i udvalget af musikken på udgivelsen.
Vi starter i et livligt udspil i første koncert, hvor orgel og violin samvirker i en nærmest optimistisk samtale med ekkoer og gentagelser i små figurer. Eftertænksomheden tager over i næste sats, ligesom besætningen fremstår mere enkel, inden vi slutter af i et dansende og festligt lydbillede, hvor alle instrumenter kaster sig ind i festen. Hurtig-langsom-hurtig – det virker.
I anden koncert får man fire satser, der egentlig starter stille og roligt; en blød orgelklang der danner baggrund for blæsernes smukke duet i tætte tertser med små triller som pynt. Der er meget afveksling undervejs, selvom man let genkender kadencerne og afslutningerne. En i øvrigt generel genkendelighed, der også bekræfter A. Vivaldis aftryk på eftertiden. Vi kan forstå denne musik uden at have hørt den før. Sikkert fordi A. Vivaldis model for opbygning af kadencer og musiknumre som helhed har dannet forbillede for mange komponister efterfølgende. Orglet får desuden en strålende solo med farverige triller, ligesom det en overgang danner orgelpunkt for de andre instrumenters solo.
I den tredje koncert er især anden sats dejlig med den inderlige dialog mellem orgel og violin. Og det i en dejlig mol-klang.
I den fjerde koncert kan man måske høre tydelige paralleller til De Fire Årstider i violinens solo i adagioen.
Generelt er der masser af rytme; det hører man f.eks. i CD'ens femte koncert i første sats, hvor violin og orgel igen har en livlig dialog i en dansende rytme. I samme koncert kan man også høre aner fra mesterens ”De 4 Årstider”, især hos violinen. Grave-satsen er smuk mol-udveksling med fast rytme i bassen og konstant vandren i tonerne i orglet, mens violinen danser sin egen dans henover. Der er igen dialog på spil i CD'ens sidste koncert i første sats – og der er altså også lyd fra ”De Fire Årstider” her i violinens opadgående figur inden for en oktavs længde. Inderligheden i anden sats er også bemærkelsesværdig, inden det hele futter af i tredje sats.
Der er fart på i alle stemmer, en fantastisk livagtighed, lette spring i violin og orgel, og dialogen og rytmen går igen som et mønster. Det er klassisk A. Vivaldi, fristes man til at sige. Et væld af vellyd.
Albummet er en god samling af A. Vivaldis mindre kendte værker, som belyser hans sans for detaljer, optimisme, livagtighed, elegance, fremdrift, rytme og velafsluttende kadencer. Det dialogprægede, velorganiserede og velafgrænsede er også en del af hans måde at komponere på. Satserne er ganske korte, og det vidner om A. Vivaldis gode sans for proportioner. Man kan faktisk godt nå at sige noget, ramme en stemning og opnå en ro i musikken i korte satser. Et forhold, som mange komponister efterfølgende måske burde have kopieret lidt bedre.
Albummet er i det hele taget udført i tilpas, behagelige tempi, så man kan nå at nyde musikken, men samtidig får en fart og friskhed, som er ganske gavnlig for sindet.
