Anmeldelse

Opera

"Werther", J. Massenet

Den Jyske Opera

Aarhus Symfoniorkester

Solister: Zurab Zurabishvili,
Na'ama Goldman, Silvia Micu,
og Christian Oldenburg

Musikhuset Aarhus

Premieren den 1. februar 2024

Solisterne begejstrede, musikken skuffede og lyssætningen imponerede.
Der er en del at lægge mærke til i Den Jyske Operas opsætning af J. Massenets "Werther", der netop har indledt sin danmarksturne.

Spørgsmålet er, om J. Massenet i sin musik udnytter det store spændningsfelt, der både litteraturhistorisk og indholdsmæssigt ligger i fortællingen om den unge Werthers lidelser.

Samspillet mellen scene og handling er imidlertid meget interessant i denne opsætning.

Vi får det lige i hovedet.

Det rå og kolde scenebillede med de stenede vægge med indbygget bar, den grå sofa, retro-skrivebordet i teaktræ og de hvide Arne Jacobsen 7'er-stole, der senere kommer til. Bagerst et stort vindue, hvis udsigt ofte er så stillestående, at det til forveksling ligner et koldt billede fra et kedeligt pizzeria.

Alt er holdt i nutidig minimalistisk stil og med et stillestående og kontrolleret udtryk, der på mange måder står i skærende modsætning til det rod, der er i de fire medvirkende personers liv.

Der er i alt kun fire sangere i spil, og i denne kvartet oplevede vi den tyske baryton Christian Oldenburg som Albert. En Albert, der som en slags afmålt og tjekket ejendomsmæglertype forsøger at holde fast i sin erobring, Charlotte. Han er et trygt og nobelt valg for Charlotte, der synges af den israelske mezzosopran Na'ama Goldman. Problemet er tilstedeværelsen af den kunstneriske og mere åndfulde Werther, der kan formulere kærligheden og skrive betagende breve. Og måske er det også det løfte, som Charlotte gav sin mor, der er et problem: At hun lovede at gifte sig med Albert. 
Charlotte agter at holde dette løfte. Men hun havner i den klassiske konklikt mellem fornuft, pligt og følelser. Hun gifter sig, men hjemsøges hele tiden af Werther, smukt sunget af georgiske Zurab Zurabishvili, der til sidst skyder sig selv i fortvivlese og smerte over sin forliste kærlighed.

Som den fjerde person udfylder den rumænske sopran Silvia Micu rollen som Charlottes søster, Sophie. En karakter, der på mange måder danner en ubekymret og naivt optimistisk modsætning til de tre andre undergangskarakterer. 

Så er banen kridtet op.

Når man tager så kendt og stormombrust en figur som Werther frem, skal der virkelig slås i paukerne, sitres i strygerne og koges gevaldigt op i de dramatiske udsving. At Goethes udgivelse om den unge Werthers lidelser fik mange af datidens unge mænd til simpelthen at begå selvmord, er velkendt. Døden i en roman blev også den ægte død ude i virkeligheden. Det er der en vis alvor i. Men det kom ikke tydeligt nok til udtryk i musikken, hvilket ikke var Aarhus Symfoniorkesters skyld. Orkestret spillede smukt og præcist, så der stadig var plads til solisterne. Men J. Massenet er for kedelig og ukoncentreret i sin orkestrering i værket, der i øvrigt havde sin førsteopførelse i 1892. Ganske vist var der enkelte gode højdepunkter, men generelt mangler der storladenhed, voldsomhed og mere sammenhæng, så man føler sig mere ramt. Man mangler følelsen af at få næsten dårlig samvittighed over at se denne opera. Og hvorfor har J. Massenet ikke sørget for at skrive et par arier, som kan hænge ved og som er genkendelige, så vi selv kan tage historien med hjem og synge den for os selv igen? Det savnede jeg.

De fire solister var imidlertid meget lytteværdige. Især Silvia Micu var virkelig interessant; med en særlig stærk og perlende klang gjorde hun indtryk, så man næsten drejede øret hen mod scenen. Dertil kommer, at musikken også skiftede karakter, når hun skulle synge: Det var, som fløj der eventyrligt tryllestøv ud af violinerne, mens fløjten og harpen fik det til at pible livsbekræftende af  forår på vej. Og det hænger nok fint sammen med søsterens hele attitude og personlighed. I denne opsætning virker hun lettere overfladisk — en influencer, der går op i smart tøj og gerne vil ses på de såkaldt sociale medier. Måske er hun lidt usikker på sig selv, men samtidig er hun opmærksom på sin søsters problem.
At kostumerne faktisk var lidt af en fed og fristende modeopvisning, gør endnu en interessant ting: Det ydre er på plads, men i det indre er der noget, som ikke stemmer. Ligesom der somme tider også er ude i virkeligheden. 

Sophie prøver altså at hjælpe Werther, Charlotte og Albert på sin egen ubehjælpsomme måde ved at være naiv optimist. Det hjælper ikke så meget. Men hun er alligevel en smuk figur i forestillingen.

Na'ama Goldman mindede mig hele tiden om Carmen. Hendes dramatiske udtryk var måske lidt for stærkt nogle gange. Men hendes stemme har en dejlig gylden kant og mørk lød, som stod meget flot i fortællingen.

Zurab Zurabishvili var meget overbevisende med et lidt ydmygt og tilbageholdt udtryk. Man ønskede bare, at han havde flere arier. Også Christian Oldenburg var en fornøjelse at lytte til med sin behagelige stemmeføring og meget klare klang. Han klarede rollen som den mere kontrollerede bejler flot.

Som før nævnt står det minimalistiske scenebillede i kontrast til det liv, som personerne udlever.
I starten er det lidt forstyrrende, fordi det umiddelbart virker svært foreneligt med det højpoetiske sprog i operaen. Men måske i virkeligheden en meget fin måde at vise, at kærligheden ikke kan udleves i de rammer, samfundet gav Werther og Charlotte?

Kærligheden smadres med andre ord i så faste rammer.

Lidt komisk bliver det imidlertid, da Werther dør. Eller er i gang med at dø. Det lykkedes ham at skyde sig, og han falder om på scenen. Man tror, at nu er han død. Men så begynder han at synge igen og kommer endda også op at sidde på en stol. Det virker lidt modsat og gør på en måde adskillelsen mellem Werther og Charlotte mere tålelig. Men altså også lidt komisk, fordi alvoren ligesom trækkes lidt i langdrag. 

Bagerst på scenen er det føromtalte vindue, som virker flerfunktionelt. På et tidspunkt sner det udenfor, og man ser en mand skovle sne. Werther er sammen med Charlotte på scenen, og da den sneskovlende person viser sig at være Albert, mødes de to bejleres blikke gennem vinduet på en stærk og skæbnesvanger måde. Et flot og isnende højdepunkt i forestillingen.

Lyssætningen er også virkelig fantastisk. Især på et tidspunkt hen mod slutningen, da Albert kommer hjem og finder Werthers breve spredt over gulvet. Lyset forandrer sig, så alt bliver iskoldt, nærmest natteblåt og stille på en alvorstung måde på den stille scene. Det var, som lyset for en kort stund fik sin egen solo, og det var virkningsfuldt.

"Werther" opføres med forskellige landsdelsorkestre og skiftende solister gennem turnéen, der varer til og med den 11. marts.

Udgivet den 3. februar 2024

Rachel Einarsson