Han virker som en mand i sin bedste alder. Han har energi, selvtillid og fokus. Og drive. En cool attitude. Og en levende og direkte kontakt med sit orkester.

Den unge italienske dirigent Vincenzo Milletarì besøgte Aarhus i august, da dette interview fandt sted. Her skulle han dirigere Den Jyske Opera igennem “Tosca” - et stort set up med den verdensberømte tenor José Cura, der sang hovedrollen ved premieren.  
Vincenzo Milletarìs' næste job ligger i Ankara, hvor han for første gang skal stå i front for CSO (Cumhurbaskanligi Senfoni Orkestrasi). Her er hovedhistorien Saint-Saens’ “Cello Concerto No. 1”, inden turen går til Prag, hvor han skal dirigere “Rigoletto” på statsoperaen senere i efteråret. Inden den sidste opførelse i Prag har han i begyndelsen af december også været i Frankrig for at dirigere Beethoven's “Piano concerto no. 5” på Opéra de Tours i byen Tours. 

Sådan går det, når man er en dygtig freelance dirigent. Og han virker til at kunne lide den slags frihed, variation og konstante omskiftelighed, der kendetegner tilværelsen som gæstedirigent for mange forskellige orkestre rundt i Europa. “Ja, jeg kan godt lide det på den måde. Jeg er vant til det, men jeg er også nødt til at kunne lide det”, siger han med et miks af fornøjelse og realisme.

Det forekommer åbenlyst at give ham ret, efterhånden som man kommer til at kende lidt til hans arbejdsvilkår, der inkluderer en masse uforudsigelige lokationer, forskellige mennesker og musik i et vidt spektrum. “Det er fantastisk at være dirigent. Du føler dig ikke træt, når du står i det, når du er i situationen”, forklarer han. Og det, selvom der også somme tider har været flere koncerter med hver sin korte deadline nogenlunde samtidig.

Vincenzo Milletarì husker et meget koncentreret program med koncerter i Sverige og Danmark næsten sideløbende. Orkesterprøve i Stockholm om formiddagen og derefter orkesterprøve i København om aftenen. “I sådan en situation føler jeg mig som en løve! Men når det er gennemført og overstået, slapper jeg bare helt af og sover en masse", siger han lettere hovedrystende.

Denne historie minder ham også om hans livsstil især før corona pandemien.

“Før corona lavede jeg mange flere opførelser, men var også mindre glad. Nu er jeg så heldig at være i den situation, at jeg kan vælge, hvad jeg vil lave. Jeg tager ikke imod alle tilbud længere, men tænker mig om og vælger det, der virkelig interesserer mig. Nu fokuserer jeg meget mere på et liv i balance, hvor jeg ikke overarbejder som førhen”, siger han.

Faktisk kunne han godt lide coronanedlukningen. Måske fordi, han lærte noget af den. “Jeg tilbragte ikke meget tid sammen med min familie, for jeg var bange for at smitte dem. Derfor var jeg meget alene med mig selv i mit sommerhus, og jeg elskede det. Det er jo egentlig forfærdeligt at sige, men jeg sov bare så godt i den tid. Jeg kom fra en meget stressende arbejdsgang: Kl. 4.00 om morgen stod jeg op, taxaen ventede udenfor kl. 4.30 og derefter var det bare at arbejde indtil kl. 23.00. Og så boede jeg også på forskellige hoteller hver nat”, husker han uden tegn på at ønske sig tilbage til dét tempo.

”Mit ønske er at få musikken til at blomstre, og jeg vil bare gerne, at hver musiker er tilfreds; at alle jeg arbejder sammen med, er glade indeni”

Når Vincenzo Milletarì har fri fra arbejde, elsker han at være sammen med sin hund, Tano, der faktisk er opkaldt efter Gaetano Donizetti (Tano er en forkortelse af Gaetano). Og så kører han så meget i bil som muligt mellem sine opgaver for at kunne have Tano med sig. Derudover er Vincenzo Milletarì også en aktiv sportsmand og en dedikeret motionsløber. En form for aktivitet, der supplerer følelsen af den frihed, han mærker i sin freelance tilværelse som professionel dirigent. 

Når man har valgt vejen som freelancer, er det imidlertid vigtigt at kunne skabe kontakter for at være i stand til at leve af sine jobs. Sådan er det også for den 33-årige Vincenzo Milletarì. Men han bekymrer sig ikke så meget om fremtiden. Og hvorfor skulle han også det. Hans kalender er godt fyldt, og opgaverne levner ikke meget tid til ferie de mange kommende måneder. På sin portefølje har han både orkester- og operaværker, hvilket giver en ekstra rækkevidde. Samtidig er han opmærksom på forskellene på de to genrer. 
“Resultatet bliver meget forskelligt. Når du dirigerer en symfoniorkesterkoncert, arbejder man sammen med de samme mennesker hele ugen. Så kommer vi til at kende hinanden rigtig godt. Derimod, når vi spiller opera, er orkestret ofte større, og nogle af musikerne bliver skiftet ud undervejs. Der er også flere forestillinger af samme værk, og hver aften er resultatet forskelligt“, siger han. Netop på grund af de mange mere uforudsigelige forhold i en opera er hans opmærksomhed ekstra koncentreret her. Derfor er han altid spændt, hver gang han løfter armene for at sætte en ouverture i gang.

”Du er den eneste, der har det fulde ansvar gennem hele forestillingen”, fortæller han generelt om sin rolle som dirigent. “I en opera er musikerne ikke kun akkompagnatører for sangerne og selve handlingen på scenen. Musikken arbejder sammen med dramaet”, pointerer han. “Vi som orkester skal sikre, at dramaets forløb og musikken er synkroniseret. En aften var der f.eks. en sanger, som var lidt sent på den i en indsats, og så måtte orkestret vente lidt, og jeg trak en takt lidt ud, for at vi igen kunne fælges med sangeren”, husker Vincenzo Milletarì.

Omstillingsparathed i forskellige former dukker nærmest op som en generel disciplin i hans arbejdsliv; efterhånden er han også bekendt med en del forskellige orkestre rundt i Europa, og hvad kræver det mon af en gæstedirigent? Jeg spørger ham om den kulturelle situation i de enkelte orkestre - om der er forskelle i måden at arbejde sammen på, hvordan musikerne responderer på hans anvisninger og hvilke forventninger, de har til ham. Han fortæller, at der er en slags international standard. Hver musiker har sin plads og gør sin del i koncerten, og han har tilsyneladende ikke oplevet nævneværdige problemer i samarbejdet nogen steder. Dog kan der godt være forskellige forventninger til, hvordan Vincenzo Milletarì skal kommunikere.

”Personligt tror jeg ikke så meget på hierarki”, indleder han sin egen analyse af sin rolle. “I nogle lande forventer man, at jeg er chefen, men andre steder ønsker man i højere grad, at jeg tager del i en diskussion. De her forskelligheder er smukke, men det er også hårdt at skulle skifte imellem dem, fordi de er hinandens modpoler”, siger han, stadig med sin afslappede attitude og rolige stemmeføring. En attitude der vidner om en ung dirigent, der ved, hvad han kan og skal. Og hvad han har lyst til at arbejde med.

Men hvad så med Danmark - hvor befinder vi os i spektret af kulturelle modpoler?
“Danmark er meget antihierarkisk”, siger han kort og præcist.

Når alt kommer til alt, ved han godt, at han er den, der skal træffe en beslutning om, hvordan showet skal køre. “Nogle ting kan bare ikke forandres, og det er dirigentens pligt at træffe beslutningerne“, konkluderer han. Men hvad er hans eget personlige mål som dirigent? 

Først og fremmest er han altid kun fokuseret på musikken, scenen og musikerne under en opførelse. Kunsten selv, med andre ord. 

”Det er kunst, men det er også et job at være dirigent. Mit ønske er at få musikken til at blomstre, og jeg vil bare gerne, at hver musiker er tilfreds; at alle, jeg arbejder sammen med, er glade indeni”, siger han, så man forstår, at det egentlig er en enkel sag for ham. Lidt ligesom de klare og ukomplicerede følelser, der er så kendte fra de klassiske operaer. Og så kommer det netop også frem, at opera faktisk er det, Vincenzo Milletarì gør mest i i øjeblikket. Det kommer bare til ham, siger han. Dertil kommer, at opera også er en naturlig del af hans opvækst som italiener. 

”Ja, vi har en stor musiktradition i Italien, og folk er interesserede i klassisk musik og kommer gerne til koncerterne. Måske ikke lige så meget, som de går i biografen, men klassisk musik er alligevel en stor kulturel hjørnesten i Italien”, siger han og refererer til de forskellige operafestivaler, der hver sommer finder sted rundt i Italien.

”Selvfølgelig er opera en stor del af vores liv i Italien. Ikke kun de italienske, men også de franske og tyske operaer”, går han videre og tilføjer det faktum, at majoriteten af alle operaer godt nok er italienske. “Jeg kan rigtig godt lide Verdi og Puccini, men jeg blev også opdraget med de tyske operaer, og jeg kan lide dem alle”, lyder det diplomatisk, mens Vincenzo Milletarì igen lader sin klare og ukomplicerede tilgang til sit job komme for en dag.
Vincenzo Milletarì ser i øvrigt tydeligt den klare forbindelse mellem de forskellige operaer på tværs af nationaliteter.

“Kulturerne var tættere forbundet dengang. Mere end vi umiddelbart tror”, lader han os vide. “Musikerne og kunstnerne mødtes og delte deres idéer. Derfor kan man f.eks. se stærke ligheder mellem Wagners “Lohengrin” og operaerne af V. Bellini. Wagner så til Bellini, og Puccini kiggede til Wagner, så her er også andre forbindelser”.
Når det er sagt, erkender Vincenzo Millitarì også, at opera spiller en anden rolle i vores samfund i Europa i dag - og måske i hele verden - end i svundne tider.

”Jeg bebrejder ikke nogen”, siger han og trækker lidt på skuldrene. “Engang var opera det mest  interessante at give sig til. Sådan er det ikke nu. Men jeg bebrejder ikke nogen”, gentager han, samtidig med at han fastholder den evidente kvalitet, som han mener, opera stadig har. “Realiteterne har bare forandret sig: For 150 år siden var live opførelser, teaterforestillinger og operaer de eneste ting, folk virkelig kunne underholde sig med. Nu har vi biografer, tv, Netflix. Dog er det stadig sådan, at det, vi får fra operaerne, er noget dybtgående og meget aktuelt. Det burde stadig være en del af vores daglige liv”, er hans vurdering. ”Det er godt for os at komme i forbindelse med f.eks. ”La Traviata”, og operaverdenen har dybe budskaber, som aktuelt bringer os et eller andet”, vurderer Vincenzo Millitarì.

Sidst men ikke mindst skal det nævnes, at Vincenzo Milletarì er uddannet i både Danmark og Italien. Han har været professionel dirigent siden 2017, og gennem forløbet har han modtaget undervisning af Riccardo Muti. I 2018 indspillede Vincenzo Milletarì i øvrigt en CD for Brilliant Classics med Copenhagen Phil, hvor materialet er musik af Max Bruch.

Det er en af måderne, hvorpå man kan implementere Vincenzo Milletarìs stilfærdige tilstedeværelse i stor musik i sit eget hjem og i sin afspiller. 

Udgivet den 29. september 2023

Rachel Einarsson