En ægte barok humørbombe fyldte Vor Frue Kirke i Aarhus

Der var virkelig åndelig føde for menigheden dengang i 1730'ernes Leipzig.

Ifølge historikerne var der hver søndag en Bach-kantate som et led i gudstjensterne i hovedkirkerne Sct. Nicolai og Sct. Thomas — året rundt. En stund hvor man simpelthen bare kunne sidde og lytte, lade de poetiske og inderlige udlægninger af evangeliet synke ind og lade dem fæstne sig i sjælen til eget brug. 

Sådanne tre kantater fik vi søndag aften under den kendte titel "Juleoratoriet". Et værk, der på en måde er opstået senere, da kantaterne ikke er tænkt som ét helt værk til én koncerts længde. 

Uden at bruge for lang tid på det her kan man overveje, om det er entydigt godt at ændre på den oprindelige tanke med Bachs kantater. Ikke at alt oprindeligt nødvendigvist altid er det bedste og at man ikke med succes kan udvikle til det bedre. Men i dette tilfælde kan der være nogle overvejelser. 

Helt sikkert er det dog, at første sats sprang frem af orkestret og koret som en kæmpe barok humørbombe med smæld på "Jauchzet" denne søndag aften. Pauken annoncerede med springende lethed stolt sangens budskab, mens Gotthold Schwarz med sin ekspressive og indlevende gestik havde svært ved at holde fødderne på podiet og humøret i kælderen. Bagerst gjorde korsangerne sig meget tydelige anstrengelser for at være på pletten, og musikerne sad på det yderste af sædet. Lyden og tempoet var helt fantastisk - perfekt, levende, spændstigt. Og meget tysk. Intet kunne være gjort bedre for at skyde værket i gang. 

Da bølgerne så småt havde lagt sig efter denne åbning, trådte tenoren Conny Thimander frem for at synge de første vers af juleevangeliet fra Lukasevangeliet kap. 2. Det gjorde han på sin helt egen nærmest teatralske måde, så det var klart, at han ikke tog sin rolle for givet, men virkelig var til stede for os. I det hele taget gjorde han altid sine arier til sine helt egne; måske lidt for meget somme tider, men stadig interessant, bemærkelsesværdigt og originalt. Og med en meget flot og behagelig vokal præstation.

Senere fik vi en smuk og farverig kontrast mellem de engleagtige stemmer i koret og den fyldige bas hos Steffen Bruun, inden han virkelig flot artikulerede ordene "Erden Pracht!" i sin sidste arie i første kantate. Som om verdens flygtige glimmer og pangel fik et hånligt spark til hjørne.

Mezzosopranen får god plads i J. S. Bachs "Juleoratoriet", og Johanne Thisted Højlund (tv.) lod os høre sin smukke, mørke glød i klangen. Bassangeren Steffen Bruun (i midten øverst) og sopranen Louise McClelland (midten nederst) præsterede en fantastisk duet; hver for sig var de også en stor oplevelse. Som evangelist fik vi fornøjelsen af Conny Thimander (sidste billede), der virkelig foldede rollen ud og gjorde den til sin egen.

I tredje kantate lagde man mærke til de flotte korsatser, der havde et sprudlende tempo. Conny Thimander fik flot fremhævet, at Maria gemte de sagte ord i sit hjerte, ligesom Louise McClelland Jacobsen og Steffen Bruun simpelthen fik sunget deres duet på en helt forunderlig og fantastisk måde — med ydmyghed for opgaven, men samtidig sikkerhed i udtrykket. Så fint at man tænkte, at det da må være noget af det allersmukkeste, der er skrevet for denne duetsammensætning.

Johanne Thisted Højlund var også altid et lyt værd med sin lidt mørke, men stadig milde og varme glød. Den minimale basgruppe i orkestret udgjorde sammen med orglet et sikkert og meget lytteværdigt værksted med walking bas, finurlige tonerækker og en funktion som satsernes sikre og lidt diskrete metronom.

I sig selv meget andagtsfuldt og fint. Men når man får alle tre kantater i ét stræk, kan visse passager virke ens og trække lidt i langdrag. Det er, som er man kommet langt væk fra koncentrationen i den sprudlende og fængende første sats, ligesom energien i lange perioder kommer langt ned i intensitet. 

Dog var tempoet generelt rigtig godt søndag aften, og det var en udsøgt ære at se, hvordan Gotthold Schwarz gav satserne liv og smittede orkestret med sine listige smil og sin levende gestik. Tilmed fik vi et ekstranummer i form af sidste korsats i første kantate. Bønnen om at julens gæst må gøre en vugge i lytterens bryst. Og ganske sikkert ligger koncerten også gemt i brystet et langt stykke ind i fremtiden på tilhørerne.

Udgivet den 7. december 2022

Rachel Einarsson