Bratschen lider ofte af underpræsentation, halvplatte vittigheder og et lidt blakket ry. Som om at violiner føler sig smukkere og synes, at de har en vigtigere plads i orkestret. Men en søndag i juli skubbede den islandske bratschist Anna Elísabeth Sigurðardóttir til den ulige magtbalance i en vidunderlig, varieret og meget velspillet koncert i Harpa, Reykjavík.
Det gjorde hun sammen med sine kompetente medmusikanter.
Og det endda i strålende solskin nær polarcirklen.

”Velkomin heim” var overskriften for Anna Elísabeth Sigurðardóttirs koncert. En kort koncert, der var en del af en serie med samme overskrift, som koncerthuset Harpa har arrangeret med de af husets musikere, der er hjemvendt fra en studietid i udlandet.
For Anna Elísabeth Sigurðardóttirs vedkommende bød studietiden på et ophold ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København, som hun afsluttede i 2023. Nu er hun tilknyttet Iceland Symphony Orchestra, der i øvrigt kan fejre sit 75-års jubilæum i 2025.

Scenen kunne ikke være bedre denne søndag eftermiddag. Og det kunne vejret heller ikke. Det var et spændende program med alsidig musik, og der var fint fremmøde til kammerkoncerten i det åbne areal Hörpuhorni, der er placeret i et hjørne af koncerthusets førstesal med Reykjavík som baggrund. Og med de karakteristiske glasruder som bagtæppe. Solen skinnede igennem og var med til at gøre koncerten ekstra seværdig, så man kunne opdage arkitekturen under helt formidable omstændigheder.  

Modigt, inderligt og skrøbeligt lagde Anna Elísabeth Sigurðardóttir ud med et solostykke skrevet af den islandske, kvindelige komponist Mist Þorkelsdóttir, født 1960. ”Líf í tuskunni” var titlen, der oversat betyder ”Liv i karkludene”. Sådan helt nede på køkkenbordet og i livtag med det virkelige liv. Stykket er skrevet i 1987 og oprindeligt dedikeret til den islandske bratschist Svava Bernharðsdóttir. Anna Elísabeth Sigurðardóttir åbenbarede en meget flot lyd i sit instrument. Og som det netop er hensigten med værket, fik vi lov at høre instrumentet fra de dybe til de høje toner; et værk, hvor bratschen er i samtaler med sig selv med sekvenser i spørgsmål og svar, ligesom der var flotte løb i forskellige tonerækker, hvori vi kunne mærke, at bratschen er et særligt blødt instrument. ”Líf í tuskunni” er naturligvis et noget moderne, men også velfungerende værk i fragmentarisk stil, som Anna Elísabeth Sigurðardóttir fremførte i en rolig spillestil, hvilket viste sig at være karakteristisk for hende hele koncerten igennem.

Inderligheden fortsatte i næste stykke, hvor også en fyldig melankoli sørgede for en ophøjet og koncentreret stemning. Den belgiske violinist Henri Vieuxtemps (1820-1881) har skrevet ”Capriccio, Op. 55”, der i et roligt mol-univers giver bratschen mulighed for at udfolde sig i flotte, fyldige akkorder og inderlig skrøbelighed. Henri Vieuxtemps vender ofte tilbage til stykkets udgangspunkt, så man let kan lære stykket at kende samtidig med, at det giver værket et fokus og et budskab. Anna Elísabeth Sigurðardóttir kunne nok have udnyttet de ekspressive steder noget mere for at skabe tydeligere, dramatiske kontraster. Man savnede mere mod i stykkets smerteligste steder. Dog nød man slutningen, som hun smukt rundede med blødt pizzicato.

Cellisten Hjörtur Páll Eggertsson gjorde hende selskab i det spændende værk ”Lullaby & Grotesque” af den britiske komponist Rebecca Clarke (1886-1979). Bratschen havde dæmper på i begyndelsen, og parløbet hos de to instrumenter gav gåsehud i første sats’ smukke snoninger. Et spagt og inderligt udtryk gjorde stort indtryk, inden der var springende lethed med livlige parløb i næste sats. Sjove passager, leg og dans prægede resten af værket, og Hjörtur Páll Eggertsson passede så fint sammen med Anna Elísabeth Sigurðardóttir. Både i styrke, udtryk og temperament. Igen kunne man savne mere udfarenhed og udnyttelse af de kraftfulde steder i værket. Det ville skabe en endnu mere spændstig dynamik.

Som en fantastisk afrunding af koncerten fik vi lov at høre P. Hindemiths ”Sonate for viola og klaver, Op. 11, No. 4”. Et tredelt stykke med ”Fantasi” som første sats, ”Tema med variationer” dernæst og ”Finale med variationer” til, ja — afslutning. En helt særlig oplevelse var det at høre stykket live, fordi samspillet mellem Anna Elísabeth Sigurðardóttir og Bjarni Frímann var så harmonisk, ubesværet, afbalanceret og meget velfungerende. Solisten stod faktisk vendt væk fra sin akkompagnatør, så kommunikationen mellem dem fungerede lidt specielt – ikke åbenlyst, men diskret og skjult.

Hindemiths krogede, virtuose og moderne tankeverden var ren nydelse; som at gå på opdagelse i en spændende roman, hvor man bliver ført igennem et meget skiftende landskab og hvor handlingen kører et uforudseeligt forløb. Anna Elísabeth Sigurðardóttir gik meget ydmyg til opgaven uden at overtage scenen i overskruet dramatik, hvilket bidrog til den behagelige oplevelse. Hindemith har meget på hjerte, og hans fantasi er medrivende. Værket fremstod overlegent i sin mangfoldighed: rumlen i instrumenterne, opfarende passager og foruroligende stemninger blev flot foldet ud hos begge musikere. Bjarni Frímann viste et sikkert og roligt tag på opgaven, så hans akkompagnement blev en overbevisende og meget behagelig oplevelse.

Stadig kunne solisten godt være noget mere udfarende og slå mere til dramatiske elementer, så der kunne være kommet mere kul på Hindemiths mystik. Men alt i alt var der godt liv i kludene, så man hele tiden var optaget af, hvad der måtte komme.
Den der ler sidst, ler bedst, og Anna Elísabeth Sigurðardóttir kunne også smile til slut. Også som en overvindelse af de halvdårlige bratschvittigheder.

Udgivet den 26. juli 2024 

Rachel Einarsson