Egentlig er Vox Mariæ ikke et fuldt professionelt vokalensemble. Med kun 10 år bag sig har ensemblet for kvindestemmer imidlertid virkelig arbejdet sig frem til et højt niveau af præcision, stærk lyd og en overbevisende fornemmelse for det materiale, der arbejdes med.
En kæmpe styrke er også korets naturlige klang og fremtoning. Alt er behageligt at se på og lytte til. Sangerne synger uden vibrato, og der er ingen anstrengte miner eller opstyltede vejrtrækninger. Stemmerne lyder meget naturlige og individuelt stærke og meget klare.

Programmet var godt varieret til koncerten. Men alligevel stod man efter sidste sang tilbage med følelsen af, at der ikke var helt så meget stilistisk variation. Generelt lå alle sange i det høje sopranleje, hvilket også trak de øvrige stemmer op i de højere registre. Man savnede, at der indimellem også var plads til et lavere toneleje som det dominerende. På samme måde savnede man lidt mere variation i dynamikken, for enkelte steder dukkede det op: Koret er fuldt ud i stand til at synge fortissimo og banke til det højdramatiske barometer, og det kunne godt være dyrket lidt mere.

Meget modigt blev vi i indledningen mødt af høje råb fra enkelte sangere i sangen ”I himmelen” med melodi af Karin Rehnqvist. Det var lidt voldsomt, men da vi fik forklaret, at råbene var kokald, som de lyder på fjeldene, når køerne kaldes hjem, var det til at forstå og værdsætte.

Som et af koncertens højdepunkter fik vi derefter tre smukke digte af W. Shakespeare, som den amerikanske komponist Amy Beach (1867-1944) har sat musik til. Det gav gåsehud at høre de dejlige melodier, der helt naturligt flettede sig ind i poesien. I digtet ”Come unto these yellow lands” hørte man det smukkeste og mest eftertænksomme ”tralala” nogensinde, inden man i digtet ”Through the house give glimmering light” simpelthen bare nød det. Der var Knabenchor-lyd i de lyse stemmer, ligesom der var en snert af tysk julemelodi i de romantiske melodiføringer.

Også to motetter af Svend S. Schultz var et absolut højdepunkt; med stærke tekster fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente fik vi et spændende genreskifte, hvor stemmerne stod i skarpe kontraster til hinanden og de storslåede akkorder fik fin plads. I sangen ”Min sjæl er stille for Gud alene” udvidede kirken sig til en kæmpe katedral samtidig med, at man selv blev helt lille indeni. I det hele taget har Severin Korsgaard en fantastisk fornemmelse og respekt for inderligheden og meningen i det, han dirigerer. Det kan mærkes. Og det er vidunderligt, at alt får den tid, det fortjener og har brug for.

Som et nyt og også meget givende indslag fik vi ”Tre Anholtsalmer”, som sognepræst Peter Danielsen har skrevet teksten til. Per Drud Nielsen har sat dejlige og indbydende melodier til den fine poesi, der er inspireret af Peter Danielsens ophold på Anholt i sommeren 2020, og alt er meget velproportioneret og lytteværdigt.

I den første sang hørte vi om tryghed, inden den anden salme sammenlignede lyset fra fyrtårnet med lyset fra Gud; dette dejligt illustreret i en fastholdende basstemme, der virkede som et anker. Man bemærkede også den interessante måde, Per Drud Nielsen har inddraget C. E. F. Weyses melodi til ”Lysets engel går med glans”.

I tredje salme oplevede man en opblomstring i nye, interessante klangveje, der virkelig må blive en stolthed i dansk musikhistorie. Det er behagelig, men samtidig overraskende og vitaminrig musik, der understøtter teksten fint.

Koncerten bød herefter bl.a. på flot middelalderlyd fra bl.a. M. Duruflé, inden ”O Magnum Mysterium” af Morten Lauridsen indgød en skøn, meditativ og æterisk stemning til julenat.

Meget passende fik vi til slut sangen ”Prepare to go” af Bo Holten skrevet til et kærlighedsdigt fra middelalderens Portugal. Historien om pigen, der skal afsted til fest, fik et sjovt, hektisk præg, så man kan fornemme den forventningsfulde panik, der er inden afgang: Sidder kjolen ordentligt, er hatten rigtig, hvor er dog nu læbestiften (eller hvad man havde på den tid), og mon jeg når det! Koret præsterede en stærk dynamik og intense og insisterende passager, der med en snakkende staccato-karakter havde en humoristisk effekt.

Derfor gik vi fra koncerten med et godt grin og et stort musikalsk vitamintilskud at komme videre på.

Udgivet den 14. oktober 2022

Rachel Einarsson