21.05 2026
“Vi tror, vi er frie, men vi følger i virkeligheden faste mønstre“
Interview
Han er kendt som en musiker med visioner og en vilje til at træde nye stier for klassisk musik. Pekka Kuusisto er finne og kunstnerisk leder for Det Norske Kammerorkester, og vi fik mulighed for at mødes i Oslo i januar.
Emnet er hans blik på den spektakulære teaterkoncert ”DSCH” – et show baseret på musik af D. Sjostakovitj fremført i en dramatiseret form, som han har været med til at lede. Nu kommer han med de norske musikere til Danmark med ”DSCH” for første gang, hvor teaterkoncerten kører på Det Kgl. Teater den 27.-28. maj 2026.
Men hvad går koncerten ud på, og hvor har den bragt orkestret hen?
Man skal ikke kunne se det for tydeligt. Men Pekka Kuusisto leder indimellem spillet, når han er på scenen med Det Norske Kammerorkester i teaterkoncerten “DSCH“
Foto: Magnus Skrede
Han er typen, der holer døren for dig med et lille, høfligt buk. Han er også manden, der gør porten videre for spektakulære opfindelser og gamle ting i nye former.
Pekka Kuusisto er finne med et stort udsyn til verden. Sammen med sin ledende position i Det Norske Kammerorkester er han aktiv i orkestre i mange lande både som musiker og dirigent. Siden 2023 har han været hovedgæstedirigent og kunstnerisk leder for Helsinki Filharmoniske Orkester. Dertil kommer hans positioner som hovedgæstedirigent for Göteborg Symfoniorkester og chefdirigent for Tokyo Metropolitan Symphony Orchestra fra april 2028. Derudover finder man ham også som samarbejdspartner i San Francisco Symphony, for ikke at glemme hans tilknytning til Deutsche Kammerphilharmonie Bremen som kunstnerisk konsulent.
Pekka Kuusisto har siden 2020 været kunstnerisk leder for Det Norske Kammerorkester. Som sådan har han arbejdet for en mere fri og progressiv platform for klassisk musik med orkestret. Det kan man få en smag af, når han kommer til København med de norske musikere for at præsentere teaterkoncerten ”DSCH” for første gang for et dansk publikum. En forestilling på 90 minutter med musik af D. Sjostakovitj fremført i en lettere dramatiseret form, som oprindeligt er Katrine Øigaard Sonstads idé. Hun er kontrabassist, og ligesom hendes mand, cellist Øystein Sonstad, er hun mangeårigt medlem af Det Norske Kammerorkester. Øystein Sonstad blev tidligt i forløbet involveret i skabelsen af ”DSCH” som arrangør af musikken, og det blev lidt af en overraskelsesbombe, da de præsenterede ideen for orkestrets ledelse. Det er blevet fortalt, at Pekka Kuusisto i begyndelsen var lidt skeptisk; nu har ”DSCH” imidlertid været på scenen i både London,
Bergen og Oslo.
Det taget i betragtning, har orkestret opnået et vist momentum. Da vi mødes, er Pekka Kuusisto dog stadig spændt på opførelsen, som skal finde sted senere samme aften i Operaen i Oslo. ”Uh ja, helt sikkert”, svarer han med udråbstegn, da jeg spørger ham. Selv en erfaren musiker kan mærke præstationspresset. Måske det gør sig særligt gældende i en sag som ”DSCH”, hvor mange ting kan gå galt; mange sceneskift, musik der skal huskes uden noder, bevægelser og positioner, der skal opføres på rette tid og sted for at
sikre, at forestillingen hænger sammen i sine mange led.
Foto:
Scenebillederne varierer i et glidende tempo, og musikerne følger med. Her sidder de i en togkupé, mens landskabet glider forbi i videoformat.
Foto: Pete Woodhead
Faktisk er det mere sandsynligt, at Pekka Kuusisto er glad; som om en vis portion af usikkerhed mikset med
uforudsigelighed og optimistisk forventning er en god drivkraft for ham.
Selvom musikerne ikke skal
improvisere i forestillingen, er det stadig en genre, som Pekka Kuusisto er kendt med – og som han måske
benytter sig af undervejs også i ”DSCH”. Han virker ikke til at være utilpas med at være på en scene i en
utraditionel måde uden sit nodestativ – en sikkerhedsforanstaltning, der ikke er plads til i forestillingen.
Der er flere udfordrende discipliner for musikerne i ”DSCH”. De spiller for det første uden dirigent. Men det er de egentlig vant til. Og faktisk fungerer Pekka Kuusisto som skjult og diskret dirigent i visse passager, hvor musikerne lettere uset retter deres opmærksomhed mod ham som samlingspunkt. Det er også udfordrende, at musikerne både skal spille et krævende potpourri af Sjostakovitjs musik, mens de bevæger sig – en multifunktionel rolle for musikere, der er vant til at have fokus kun på musikken. Pekka Kuusisto indrømmer, at det på en måde har været skræmmende at kaste sig ud i ”DSCH”. Og han beskriver med
levende detaljer, hvordan han på et tidspunkt i forestillingen skal lade sig falde bagover, mens han spiller violin.
Jeg spørger ham, hvordan hans egen beskrivelse af ”DSCH” lyder.
”Jeg vil sige, at den handler om en komponists liv, men også om et undertrykkende system”, siger han og refererer til Sjostakovitj, der levede under kommunistisk styre i det tidligere Sovjet Unionen. ”Orkestret har prøvet meget forskellig før, men det er første gang, vi gør noget som dette. Vi er ikke professionelle dansere eller skuespillere, men Mikkel Harder Munck-Hansen gjorde det”, lader han mig vide, idet han henviser til den danske instruktør og skuespiller, der er blevet bedt om at være med til at realisere ”DSCH”.
Han har nu nået målet med at lære musikerne at bevæge sig rundt på en scene, mens de spiller på deres instrument. Mikkel Harder Munck-Hansen er bl.a. tidligere skuespilchef ved Det kgl. Teater, mens han nu ses som direktør for Det Danske Institut for Videnskab og Kunst i Rom. ”Det er en forestilling, der er opfundet til os, så vi bevæger os i det med en helt særlig bevidsthed”, fortsætter Pekka Kuusisto. ”Men det har vist sig, at det er muligt for os at bevæge os udenfor vores comfort zone. Vi er alle kommet tættere på
hinanden gennem det her og er også blevet bedre musikere”, konkluderer han.
Med andre ord tyder det på, at orkestret har fået flere kompetencer af at gennemføre ”DSCH”. Den usædvanlige træning og det meget anderledes prøveforløb, hvor mange ting har været til test og udvikling undervejs, kan musikerne drage stor nytte af fremover i andre projekter. Skridt for skridt bliver det ubehagelige mere behageligt. ”Man indser, at du bare gør det, når du er på scenen! Vi har alle sammen lært nye tricks. Vi laver noget, der er mere kompliceret end ellers, og fra nu af er det lettere for os at spille mere konventionelle koncerter efter at have været igennem ”DSCH”, vurderer han.
Der er også elementer af humor i “DSCH“. Her marcherer Pekka Kuusisto henover scenen, mens han taktfast slår på stortromme.
Foto: Thor Brodreskift
For Pekka Kuusisto er det ikke utænkeligt, at orkestret kan lave mere af den slags i fremtiden. ”Jeg kan sagtens forestille mig, at der kommer mere drama ind i musikken. Måske sker det allerede”, siger han og henviser til, at der på Sibelius Akademiet i Helsinki i nogen grad nu er implementeret drama i uddannelsen af klassiske musikere. Og den tanke leder ham til at tale om improvisation – en genre, som han er kendt som en ivrig fortaler for. ”Vi går uden om improvisationen for at blive gode. Vi koncentrerer os om at spille korrekt, og så skubber vi improvisationen væk”, siger han.
Jeg tror, at han vil have mig til at indse, at der er betydelige ulemper forbundet med at skære så meget ned på improvisationen – at vi mister noget, hvis vi kun fokuserer på at spille korrekt og holder os strengt til den skrevne node. ”Det er ikke kun et spørgsmål om at kontrollere sit instrument. Du lever virkelig med musikken, når du improviserer”, siger han og lader en forstå, at improvisation er en anden måde at være i musikken på. Det er åbenlyst, at han faktisk er bekymret for at miste improvisationen som en mere fri måde at spille på. For hvis døren til den verden lukkes, kan den være svær at åbne igen, lyder hans overvejelse.
Med tanke på ”DSCH” spørger jeg Pekka Kuusisto, om klassisk musik har brug for at udvikle sig – om den har brug for mere i genren af ”DSCH”. ”Det er svært at sige”, reflekterer han. ”Jeg siger ikke, at det publikum, der kan lide de gode gamle klassikere som Beethoven og Brahms osv., tager fejl. Men jeg føler, at den klassiske kunstform ville få gavn af denne her slags koncerter. Måske kan vi tænke på logistikken og det
formelle system på en mere åben måde”, overvejer han.
Da han taler om en række koncerter, som orkestret nu har gennemført i februar i tiden efter den aktuelle koncert i Operaen denne lørdag aften i januar, reflekterer han også over længden af en koncert. Han giver eksemplet, at Det Norske Kammerorkester til de nævnte koncerter har skullet spille korte sektioner på 20-30 minutter, og hvor der har været pauser imellem. En mere afslappet måde at kommunikere en genre, der
i sine rødder er konventionel og bundet op på et særligt system.
Måske denne form også trænger til forandring. ”Korte koncerter bliver mere almindeligt for os, og vi kan spille musik, der fremstår på en ny måde”, siger han og linker til Sjostakovitjs situation: Hans stærkt begrænsede udfoldelsesmuligheder under kommunismen.
Foto:
En kunstner, der lever i isolation og under begrænsede vilkår er et tema i “DSCH“.
Foto: Magnus Skrede
”Vi tror, vi er frie, men vi følger i virkeligheden faste mønstre. ”DSCH” er mere aktuel, end hvad behageligt er”, siger han, da vi er ved at runde samtalen af.
Det bliver en afsluttende snak om, at den frie tale og den individuelle politiske frihed stadig er en værdi, der skal værnes om.
Måske lidt ligesom i musikken, hvor improvisationen fortsat bør have et liv og musik ikke altid har behov for
at blive dikteret af det, der står på nodestativet”.
----------------------------------
Af samme skribent kan du også læse to andre artikler om “DSCH“. De ligger på
www.kulturinformation.org:
https://kulturinformation.org/klassisk-musik-dsch-kommer-til-koebenhavn-artikel/
og
https://kulturinformation.org/interview-rachel-einarsson-taler-med-folkene-bag-dsch/