10.02 2026

Det blev en højoktankoncert med brødrene Swensen

Brødrene Swensen hører til blandt de unge musikere, som gør sig mest og bedst bemærket på den danske og såmænd også på de internationale klassiske scener i øjeblikket. Jonathan og Nicholas har vundet et hav af internationale konkurrencer, fået mange priser og legater og studeret de helt fine steder, alle de ting som fra en tidlig alder antyder, at de nok skal klare sig. Og man hørte straks, at der er mange grunde til, at det er gået dem godt indtil videre.

Denne koncert bestod usædvanligt nok kun af to værker, et forholdsvis moderne og et af kammermusiklitteraturens helt essentielle klassikere. Jonathan lagde for i en relativt ukendt cellokoncert af østrigeren Ernst Toch, dirigeret af broderen Nicholas foran 10 veloplagte musikere fra Randers Kammerorkester. Tochs musik er ikke kendt af mange i dag. Han var jøde og måtte flygte fra sit hjemland i 1933 og tog ligesom flere kolleger, f.eks tjekken Korngold og tyskeren Hindemith, til USA. Det gik ham ikke særlig godt derovre, han kaldte sig selv ’verdens mest glemte komponist’. Det synes der ikke at være nogen kvalitativ grund til, men på den tid er han dumpet lige ned i det, som den berømte amerikanske musikskribent Richard Taruskin har kaldt ’a serial gulag’, altså et miljø omkring de store universiteter og kunstneriske institutioner, hvor man simpelthen var nødt til at skrive i den tolvtone-stil, som var blevet opfundet af Arnold Schönberg nogle år før, ellers var man simpelthen ikke med på noderne. Den stil benytter Toch ikke. Han skriver i den ekspressionistiske sentonale stil, som i begyndelsen af århundredet blev kendetegnende for flere mellemeuropæiske komponister. Udover Toch drejer det sig netop om Korngold, men også om skikkelser som Franz Schmidt, Frank Martin og andre, som altså heller ikke hoppede på den atonale vogn, men søgte andre veje.

Cellokoncerten er skrevet i 1924 til en konkurrence for kammermusik, og orkesterstemmen er derfor også kammermusikalsk besat af 10 solistisk spillende musikere. Jonathan Swensen er en hamrende sikker solist, som spiller med en stor og nuanceret klang, perfekt intonation og et dejligt rytmisk drive. Han blev godt hjulpet på vej af Nicholas og orkesteret, der spillede velafbalanceret og meget nøje koordineret. Værket er tydeligvis særdeles kompliceret at udføre, men begge Swensen’er og det veloplagte Randers Kammerorkester, hvis kvalitetsmæssige udvikling synes at fortsætte, levede op til udfordringen. Et både udfordrende og underholdende værk at høre på, storartet udført.

Efter pausen fortsatte de to brødre, nu med Nicholas på bratsch, med Felix Mendelssohns kendte Oktet sammen med kammerorkesterets strygere. Den blev spillet efter devisen ’Af med jakken, en over nakken’, som jazzmusikerne siger. Det blev en udførelse på jetbenzin. Det var ikke så meget gruppens tempi, der såmænd var vældig fornuftige, som det var det stedse hårdtpumpede udtryk, der godt kunne være lidt anstrengende. Fuld fart frem, og der blev ikke taget fanger. Pianisten og pædagogen Carl Czerny opremser i sin bog om det musikalske foredrags kunst adskillige affekter eller følelser i den roligere ende: stille tvivl, ubeslutsom kredsen, sart hengivelse og mange flere. Det mærkede man ikke meget til, der var fortrinsvis tale om en vekslen mellem rasende ophidselse og undertrykt rasende ophidselse. Hver en node fik maksimalt udtryk, hvilket ind imellem endda gav sig lidt pudsigt udtryk, som f.eks. da 2. cellisten skulle indlede den hurtige sidste sats med nogle hurtige figurationer, som fik så meget kraft og eftertryk, at det nærmest lød, som om det oprørte hav var ved at skylle ind over os, og der gik temmelig mange takter inden man kunne begynde at orientere sig i takt og tonalitet.

Forstå mig ret, det er ikke min hensigt på nogen måde at antyde, at der blev spillet dårligt. Det gjorde der ikke. Det var igen rent og i takt, alle vanskeligheder var løste og næsten alle noder på plads. Så er det først, at vi kan slappe af og begynde at tænke på, hvad musikken egentlig vil. Når der bliver spillet så intenst hele tiden, kommer musikken til at mangle perspektiv. ’Hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det da saltes med’, står der i bibelbogen. Hvis der er kraftige accenter alle vegne, og hvis omdrejningstælleren er i det røde felt konstant, så mangler der kontrast og variation. Hvis takten er helt stram hele tiden, så kan vi godt blive lidt stramme mellem ørene. At spille de vigtige steder på en vigtig måde mestrer disse musikere som få andre. Men at spille de uvigtige steder på en uvigtig måde kræver nok lidt mere tid og eftertanke.

Ulrik Spang-Hanssen