Anna Geniushene, solist Daníel Bjarnason, dirigent
Torsdag den 25. september 2025 Harpa, Reykjavík
Fingerspidserne rørte næsten glødende lava, de islandske heste drev fordi i et par takter, mens man også hørte store sus som lyden af den imponerende intethed i den islandske natur. Daníel Bjarnason dirigerede en overdådig koncert, hvor hans egne værker stod side om side med Tjajkovskijs første klaverkoncert samt et værk af den islandske kollega Hildur Guðnadóttir (1982).
Det var i sidstnævntes univers, vi begyndte aftenens rejse. Hildur Guðnadóttirs ”For Petra I úr Tár” blev en flot flydetonernes fest med roligt glidende overgange og overlapninger mellem platoer af udtryk. Celloerne har langsomme glissando-steder underneden, og det kom godt frem. Rollerne skifter rundt i orkestret undervejs, og dissonanserne trives i et blødt hav af harmonier. Værket virker på samme tid beroligende, tåget og uudgrundeligt. Ni minutter varer værket, og det er meget passende. Det bliver nok ikke en klassisk ørehænger. Men et ok interessant værk, som fik en meget flot lyd og blev fortolket med nænsomhed fra Daníel Bjarnasons side.
Fra det uudgrundelige kom vi ind i et meget mere konkret univers, da russiskfødte Anna Geniushene satte sig ved klaveret. Selvom hun desværre i starten var foran orkestret i slaget på det helt karakteristiske tema, vandt hun virkelig ens beundring. Bag sig havde hun et fløjlsblødt akkompagnement i orkestret, der gav god plads til, at vi kunne høre hende udnytte klaverets potentiale. Det meget krævende værk med mange oktavspring i et næsten hæsblæsende tempo skal bare sidde i skabet. Og det gjorde det. Dertil kom Anna Geniushenes virkelig flotte legatosteder, hvor hun spillede, som var tangenterne gjort af glødende lava – med toppen af fingerspidserne dryppende over klaviaturet. I det hele taget fornemmede man, at hun har den rette respekt for værket. Uden egentlig at gøre alt for meget væsen af sig bankede hun virkelig klaveret i bund, så man også fattede, hvor overdådigt et instrument hun spillede på. Alt sammen uden noder, naturligvis. At hun så efterfølgende gav et ekstranummer – med noder – i meget enkel stil og valsetakt, nærmest naivt, var en fin kontrast til Tjajkovskijs ekstravagante og pompøse værk. Anna Geniushene fremførte ekstranummeret med stor humor ved at spille stykkets efterhånden velkendte tema, som var hun en gammeldags robot, der var tæt på at gå i stå mod slutningen. Det virkede super godt. Og hun havde publikum med sig.
Det havde Daníel Bjarnason også. Og det især nok, da vi fik et af hans egne værker præsenteret i form af det tredelte værk ”I Want To Be Alive”. Undervejs i dette værk har Daníel Bjarnason bl.a. gjort sig tanker om, hvordan gammeldags arketyper og myter afspejles i nutidens verden, også set i lyset af teknologien og kunstig intelligens. Han har f.eks. haft gudinden Bergmál i tankerne – en gudinde, der var dømt til blot at gentage det, hun hørte. Derfor kunne hun ikke give udtryk for sin forelskelse i en ung mand, og det førte til, at hun sygnede hen og til sidst blot havde sin stemme tilbage.
Det mytiske i islandsk sammenhæng hænger selvfølgelig ofte tæt sammen med det, som naturen udtrykker. I ”I Want To Be Alive” oplever man at blive ledt gennem et panoramisk, filmisk og musikalsk meget velfunderet terræn. Selvfølgelig er værket ganske atonalt, fristes man til at nævne, når nu værket er af ny dato. En svaghed er, at når værket er så moderne, uforudsigeligt og fyldt med effekter og op- og nedture, så egner det sig helt klart bedst til en live-opførelse. Man er simpelthen nødt til at opleve det i en koncertsal for at kunne følge det og forstå det.
Det betyder også, at vi denne aften fik lov at opleve Daniel Bjarnasons meget behagelige direktion; selv i hans eget værk virkede han ikke overdrevet dramatisk eller spor selviscenesættende. Tværtimod var der en smuk ro over hans bevægelser, og det var fantastisk at se ham arbejde og forme orkestrets materiale i luften.
”I Want To Be Alive” begyndte med en skælvende klang; en nærmest hviskende, hvæsende strøm af lyd. Daníel Bjarnason benytter sig generelt flittigt af slagtøjsgruppen, og det er meget virkningsfuldt. Man genkender mange naturlyde som rislende vand og lyden af hestetrav, og det føles vitterligt som en panorerende tur gennem det islandske landskab.
Daníel Bjarnason, født 1979, er både en betydningsfuld islandsk dirigent, komponist og arrangør. Denne sæson er han gæstedirigent for sit hjemlands orkester og vil være det samme for Aalborg Symfoniorkester.
Foto: Islands Symfoniorkester
Anna Geniushene er født i 1991 i Moskva, hvor hun afsluttede sine studier i 2015. I 2022 vandt hun sølv ved Van Cliburn International Piano Competition, og den 3. oktober 2025 udkommer hendes album ”Opus 1” på forlaget Fuga Libera.
Foto: Masha Kushnir
Med gode intervaller bygges der op til kæmpe brag i gong-gongen: En enorm symfonisk fylde vokser til og ender i et kæmpe brag, inden det hele splintres i spinkelt violinspil med spagt akkompagnement, før hele første del ender ud i et fuldstændig svidende opsving i slagtøjsgruppen. Klimaks blev enormt flot samlet i orkestret, så man oplevede det både som blomstrende og buldrende.
I stykkets anden del fik man en fantastisk oplevelse af et orkester, der kan bevæge sig i en voldsom tæt symfonisk klang, der smyger sig som sort sol. Der er fede bank og drøn i slagtøjsgruppen, det hele er ret foruroligende og har nogle dybder, som står for sig selv. Og så er det en særlig oplevelse at lytte til konstellationen harpe, fagot og kontrabas i en trio af drømmende og funderende stemninger. Således nåede vi til tredje sats, hvor fløjten blomstrer op i et nyt lydbillede. Det er interessant, men også meget skrøbeligt, fordi det kræver meget opmærksomhed af publikum for at blive til noget. Og dermed er skrøbeligheden måske alligevel en styrke, fordi det skrøbelige og uforudsigelige holder én fanget. Man er næsten bange for at ødelægge musikken med et forkert skrab med foden i gulvet.
Bjarnason brillerer med rytmisk meget velfungerende og interessante passager, kirkeklokker i et mega vildt og foruroligende akkompagnement. Helt generelt er slagtøjsgruppen meget harmonisk og super udtryksfuldt og ligeværdigt tænkt ind i sammenhængen med det øvrige orkester og ikke som noget tilfældigt, moderne pling-plong, der drysses ud over noget andet tværgående mislyd. Derfor er det et helt fantastisk værk, der bare emmer af velgennemtænkt, velproportioneret og lytteværdig ideformning- og udfoldelse, hvor det foruroligende bare får lov at bruse og blomstre til en slags nydelse.
