12.07 2025

Lidelse, prøvelse og sejr kommer op af skrivebordsskuffen

Den 16. juli kan man opleve Thure Lindhardt, når han kaster sig ud i at fortolke en flere tusindårig beretning om lidelse, ydmygelse og sejr. Det sker, når han sammen med organist Tina Christiansen opfører orgelværket ”Job”, som den tjekkiske komponist Petr Eben skrev under svære vilkår under kommunismen.

Men hvad kommer der til at ske i sådan en koncert med to helt forskellige medvirkende fra hver sin kunstneriske verden?
Det fortæller den tværæstetiske duo om her.  

”Min sjæl er led ved mit liv, frit løb vil jeg give min klage over ham, i min bitre sjælenød vil jeg tale, sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig! Gavner det dig at øve vold, at forkaste det værk, dine hænder danned, men smile til gudløses råd?”

Der er både kamp, smerte, bitterhed, ydmyghed og en troens vedholdenhed i beretningen om den bibelske personlighed Job. Og meget mere. En beretning om et enkelt menneske, der sættes nærmest maksimalt på prøve af Gud ved at blive ramt af sygdom, ensomhed og isolation. Måske en slags præfiguration på, hvad Jesus senere måtte gennemleve – og også til sidst overleve. De indledende tanker fra Jobs Bog kap. 10, 1-3 vil man i musikalsk og dramatisk grad få lov at opleve, når organist Tina Christiansen og skuespiller Thure Lindhardt sætter sig for at opføre Petr Ebens orgelværk ”Job”. Et særegent orgelværk som den tjekkiske komponist skrev i 1987 under svære forhold.

”Petr Eben er en af de komponister, der levede under kommunismen”, indleder Tina Christiansen sin præsentation af værket. ”Han har skrevet meget orgelmusik og kirkemusik, men det var ikke let for ham, for tiden var ikke til det på grund af kommunismen. Herunder var kirken meget nedprioriteret, og Petr Ebens orgelværker er derfor skrevet til skrivebordsskuffen i første omgang”, siger hun og forklarer, at værkerne først for alvor kunne komme ud af gemmerne og foldes ud ved et instrument efter systemets fald.

At Petr Eben således selv var udsat for prøvelse under skabelsen af netop et værk om Job, virker ekstra tankevækkende. Gennem værkets otte satser kommer lytteren gennem de forskellige faser, som Job også gennemlever. Fra nederlag til sejr. Værket giver mulighed for at læse op af Jobs Bog undervejs, og her øjner duoen muligheden for kreativ tænkning.

”Thure Lindhardt og jeg har opført værket tre gange indtil nu, og vi har valgt at udvide opførelsen med både oplæsning og dramatisering”, siger Tina Christiansen. ”Vi har valgt at forholde os friere til forlægget, og hele Jobs Bog giver mange muligheder. Opførelsen sker for fjerde gang, men det er ikke helt det samme, der sker hver gang”, siger hun. Fra gang til gang evaluerer og justerer duoen hist og her til næste opførelse.
”Rent praktisk foregår det tit sådan, at Thure står oppe ved alteret, mens jeg sidder ved orglet i den anden ende af kirken”, forklarer Tina Christiansen om selve opførelsen. Netop den foranstaltning har Thure Lindhardt et særligt forhold til.

”I mange kirker står Tina og jeg langt fra hinanden, og det gør, at vi svarer hinanden igen”, forklarer han. ”Jeg råber op til orglet, og nogle gange svarer orglet og nogle gange ikke. Orglet har det guddommelige over sig. Som kommer det fra en anden verden. Frygtindgydende og andre gange usigeligt smukt. Skønhed kan også være frygtindgydende”, forklarer Thure Lindhardt, så man mærker, at orglet med sin volumen gør indtryk på ham. Ligesom også Bibelens tekster gør et vist indtryk på ham.

Måske kan man sige, at Thure Lindhardts professionelle vej ind i det bibelske skete lidt i en tilfældighed. ”For nogle år siden blev jeg spurgt, om jeg ville læse Prædikerens Bog – bogen, der handler om, hvad det vil sige at være menneske. Så blev jeg sat sammen med jazzmusikeren Søren Gemmer, og det var så godt, at vi fortsatte med en turné”, fortæller Thure Lindhardt med en vis lethed og glæde. Han har desuden dramatiseret Højsangen, ligesom han også før har optrådt sammen med Tina Christiansen. Her gjaldt det en forestilling om N. F. S. Grundtvig, som Thure Lindhardt selv har skrevet.

De helt gamle tekster fra Bibelen bliver til stadighed ved med at sige ham noget. ”Det Gamle Testamente indeholder meget stærke, dramatiske tekster, der er så fulde af visdom, som jeg synes, fortjener en skuespiller og en musiker til at fortolke. Det er meget berigende - jeg bliver nødt til at forholde mig til teksterne. Det er en gave”, siger Thure Lindhardt med en klar og enkel overbevisning.  
En enkelhed der på en måde modsvarer hans emne på onsdag i Sorø Klosterkirke.

”Job bliver testet gennem lidelse, får frataget alt, han ejer og har. Det handler om tillid og tro og om at miste”, forklarer Thure Lindhardt. ”Det er dybt dramatisk, men også almenmenneskeligt. Vi kommer også til at miste, når vi dør. Teksten rammer os på et dybt plan - også os, der ikke mister vores ejendom og får sygdomme. Det hele bliver sat på spidsen”, siger han.

Da han bliver spurgt til, hvordan et stykke drama som dette passer ind i hans generelle virke som skuespiller, mærker man, hvad det er, han ønsker at udrette med at optræde.

”Jeg favner bredt; mit arbejde består i at favne bredt”, indleder han. ”De små, stille fortællinger kan også have stor værdi. Så længe det vil sin modtager noget, så er det ikke så vigtigt, hvad det er”, siger han. Det er kvalitet fremfor kvantitet. ”Hvis det kan fremkalde eftertænksomhed hos i det mindste nogle tilskuere, så er min opgave løst. Ej blot til lyst”, sigjer han og citerer skriften over Gamle Scene på Det Kgl. Teater i København. ”Det måtte ikke bare være til tom underholdning”, tilføjer han om citatet.  

Derfor kan man også få flere dimensioner af personen Job med sig på onsdag.   

”Blandingen af moderne orgelkoncert og denne over 2.000 år gamle tekst supplerer hinanden rigtig godt. I musikken får man en pause fra teksten, og i teksten en pause fra musikken. Der er en vekselvirkning mellem de to, og det forstærker lytningen. Det skaber et spændende rum”, lover Thure Lindhardt. 
I den forstand bliver ”Job” et tværæstetisk værk. Kirkemusik og skuespil i én vekselvirkning og harmoni. Måske også et lidt skævt magtforhold, som Thure Lindhardt tidligere har berørt: Den lille mand overfor det store instrument. Og musikken indtager netop sin fyldige plads i dette magtforhold, kan man forstå på Tina Christiansen.

”Det er et krævende værk; enormt farverigt, voldsomt. Musikken udnytter hele instrumentet, og det er virkelig spændende. Det tilfører noget fantastisk, og det skaber et hele at have en dygtig skuespiller med”, siger hun med overbevisning. Måske hænger det sammen med, at historien ender godt.