Luksusorkester stråler i overlegen volumen og variation
Vinylanmeldelse
'Monument' Who Killed Bambi
Udkommer i dobbeltvinyl form med 25 sange
Medvirkende solister: Bl.a. Steffen Brandt, Peter Sommer, Katinka, Fallulah og Brimheim
Udgivet den 19. juni 2026
I forbindelse med udgivelsen af 'Monument' udtrykker Who Killed Bambis grundlægger, Mette Dahl Kristensen, på Facebook taknemmelighed til de danske popsangere, der har samarbejdet med orkestret gennem årene. Et samarbejde der nu fejres med udgivelsen 'Monument', hvor 24 sangere optræder med hvert sit udtryk på en baggrund af det træfsikre strygerensemble Who Killed Bambi fra Aarhus.
Men de danske sangere der har fået lov at medvirke, har lige så stor grund til at være taknemmelige for, at et orkester som Who Killed Bambi findes og at de får mulighed for at blive sat i scene på så kvalificeret vis.
Man bliver sat til vægs. Man bliver opslugt, overbevist og nærmest henført, når man bliver mødt af den form for klassisk musik, som Who Killed Bambi iklæder sine danske sangsolister fra den rytmiske scene på 'Monument'.
Den kompetente strygergruppe skuffer aldrig – hverken live eller på en indspilning. Gruppen holder sit stabile niveau. Derfor er det også denne gang en virkelig udsøgt fornøjelse, berigelse og åbenbaring at lytte til Who Killed Bambis nyeste skrig, 'Monument'. Her har gruppen samlet et udpluk af sine samarbejder med danske popsangere fra årenes løb i 25 numre – forhenværende og nuværende samarbejdspartnere i én samling. Måske bliver det lidt for meget at høre alle sangene ud i én køre. Dog, man er fortsat nysgerrig efter at se, hvordan den næste sanger i rækken bliver klædt på i en farvemættet klassisk musik-slåbrok af imponerende, ukrukket verdensklassestrygerkunst.
Det fungerer helt fantastisk at sætte de danske rytmiske sangere op enkeltvis på en baggrund af velafstemt og energisk strygermusik, der har masser af karakter og indlevelse. Vi oplever, hvor mange forskellige landskaber og karakterudtryk, der kan skabes af sådan en strygergruppe. Vi mærker, hvordan solisten svøbes og bæres frem på flotteste vis. Det er luksus i en særlig klasse. Sangene bliver taget til steder, som den rytmiske musik ikke når så let, selv om den selvfølgelig også kan sine ting (i øvrigt: klassisk musik er vel også rytmisk musik). Når Who Killed Bambi danner baggrund, hakkes melodien ikke op i bidder af et taktfast trommesæt, den udfordres ikke af en elbas, der også gerne vil være solist. Med Who Killed Bambi har solisten ikke konkurrence fra orkestret, og der er en fantastisk ro og inderlighed, der samtidig har en stærk og interessant karakter. Man får både gåsehud og somme tider en fugtig øjenkrog.
Who Killed Bambi spiller som nævnt stadig dejligt ukrukket; enkelhed, inderlighed og fantastiske harmonier virker som centrale byggeelementer, der får sangerne til at stråle i et naturligt univers. Det er bare lækkert og velfungerende og med en dejlig nordisk klang, som gør én til stolt dansker.
Man bliver f.eks. ramt af nummeret med Jonas Petersen fra Hymns From Nineveh. ”I dag vil jeg slutte mig til de levende”, synger han i et upoleret og ligefremt oplæg. Når man har læst om Jonas Petersens personlige kampe med depression, virker det nærliggende at læse sangen biografisk. Dermed er det særlig skønt at høre ham blomstre her i en flot inderlighed sammen med den gode fremadstræbende rytme i Who Killed Bambi; et akkompagnement, der virker som en lille motor for ny livsenergi.
Dorte Gerlach bidrager også med en nærværende sang bl.a. om fadervor, livsoptimisme og råd om at give mere, end man tager af livet. Eller hvad med Signe Svendsen, der synger: ”Alt det, vi ikke kan tilgive, forsinker os”. Tankevækkende.
Så er der Emma Grankvist, der opererer under kunstnernavnet eee goo. Her hører man orkestret i en fyldig og stærkt overbevisende Grieg-agtigt intro, inden sangerinden kommer på og orkestret derefter bevæger sig rundt i forskellige musikalske figurer. Helt fantastisk.
Who Killed Bambi blev dannet i 2009 med Mette Dahl Kristensen (bagerste række i midten) som primus motor. Foto: Julie Montauk
Med bidragene fra Kellermensch og Jacob Bellens kommer vi ind i afdelingen for lidt amerikansk-inspireret maskulin coolness. De to sangeres upolerede stemmer i engelsksprogede tekster står i fantastisk kontrast til orkestret, og det virker komplet fabelagtigt. Hold nu op, det er godt. Det kunne være sjovt at se, om Jokeren også kunne klemmes ind i denne afdeling en gang. I Joram Johan Paulos (JJ Paulo) tilstedeværelse får vi endnu en genre på scenen i en afslappet afro-agtig stil med lidt korsang i baggrunden. Selve sangen ligger i begyndelsen af nummeret, og derefter får Who Killed Bambi masser af solo resten af nummeret. Det er jo genialt arrangeret: Vi får tid til at tænke over det, vi lige har hørt, mens vi følges på vej af akkompagnementet, der stadig er en del af nummeret.
Lucky Lo (Lo Ersare) medvirker i et listigt nummer, hvor hun med sin dejligt naturlige stemme stråler i tæt trio med enkelte af strygerne. Der er noget livfuldt over buestrøgene; arrangementet føjer og følger solisten og står om hende som et superinteressant scenebillede. Til slut får vi en flot afrunding med Mads Langers 'Drømmeland'. Her mødes vi af en slags nationalepos med lyden af en gammel, sund ro, som vores samfund i dag måske savner og mangler. Men sangen er her nu, og den har en samlende effekt, der passer smukt som afslutningen af ”Monument”. Helt genialt.
Måske er der lidt overvægt af sange skrevet i mol på 'Monument'. Ikke al poesi på udgivelsen er lige stærk og stor. Men der er rig variation, indlevelse og en del tankevækkende pointer imellem.
Det er stærkt imponerende, hvor velklingende, velfungerende, velgørende og velfunderet Who Killed Bambi fortsat administrerer sit reservoir af musikalsk potentiale; at opleve hvordan strygergruppen kan matche alle slags stemmer og genrer. At orkestret også rigtig fint kan rumme store kontraster og nærmest imødekommer sin solist med både tjenersind og overlegen fortolkningskunst. At genopleve, hvor grotesk godt Who Killed Bambi iscenesætter en gruppe danske sangere fra helt andre genrer end den klassiske – det er fortsat helt genial og udsøgt luksus.
