Listen! To the music of Uroš Krek & Else Marie Pade
CD-anmeldelse
”O LISTEN!”
Musik af Uroš Krek og Else Marie Pade
DR Vokalensemblet
Martina Batič, dirigent
Udgivet: 7. februar 2025
Forlag: OUR Recordings
Begrebet musik kan med en vis ret defineres som ’organiserede lydbegivenheder, der udfolder sig i tid’. Denne tid kan og skal opfattes på flere måder. Det er ikke kun det konkrete tidsrum, som det tager at udføre eller afspille et givet stykke musik, men tiden skal her sandelig også opfattes som den tid, som musikken er skrevet henholdsvis udført i. De to komponister, hvis kormusik kan høres på denne cd, har på overfladen ikke meget andet tilfælles, end at de er født nogenlunde samtidig, Uroš Krek i Slovenien og Else Marie Pade i Danmark. Ikke desto mindre kan man godt høre deres tid i den måde, de skriver for kor på. Den koræstetik, som i Danmark repræsenteres fornemt af komponister som Vagn Holmboe og Svend S. Schultz er meget tydeligt tilstede i en stor del af indspilningens værker.
Det, at musik er en kunstart, som udfoldes i tid, gør også, at komponisterne er stærkt afhængige af, hvilke fortolkere, hvilke musikere deres værker lige præcis kommer i hænderne på. Og her er de to komponister kommet i menneskehænder, må man sige. Vokalensemblet er et fuldstændig fantastisk kor bestående af professionelle sangere, der alle sammen kan bruges og bliver brugt som solister, og som ikke desto mindre kan indordne sig sømløst i en helt homogen korklang. Det var ikke nødvendigvis i samme grad tilfældet hos deres forgængere i Radiokammerkoret, og det er ikke kun et spørgsmål om kompetence. Det er i lige så høj grad et tidens tegn, et tegn på at man i dag i langt højere grad efterspørger denne glathed, at den er en del af en nødvendig professionalisme hos en dygtig korsanger. Vokalensemblet er helt utroligt virtuost og ledes virtuost af deres chefdirigent Martina Batič.
Værkerne på denne plade holder sig som nævnt næsten alle inden for nogenlunde den samme koræstetik. Men der er en betydningsfuld undtagelse. I pladens sidste værk, Else Marie Pades ”Maria” kommer der seriøst andre boller på suppen. Det skyldes naturligvis i første række, at den elektroakustiske musik, som hun senere fortrinsvis blev kendt for, her kommer ind i billedet sammen med koloratursopran Anna Miilmann og basbarytonen Jakob Soelberg. Hele skrivemåden er her helt anderledes end i hendes andre korværker, og det gør det til det efter min mening mest spændende værk på skiven. Her er der råt drama og overraskende klange, og i solostemmerne har de meget store intervaller, som skulle blive så karakteristiske for ny vokalmusik, vundet indpas.
Jeg er lige nødt til endnu en gang at slå et slag for at beholde sin CD-afspiller: Man vil slet ikke få den samme (store) oplevelse ud af denne udgivelse, hvis man ikke har adgang til teksthæftet med, nåja, tekster, oplysninger om komponister og meget mere. Men hvis man er interesseret i nyere kormusik, er denne udgivelse inkl. booklet et must, og så er det bare ned i kælderen efter den gamle Sony og så på med Listen! fra Our Recordings.