Samarbejdskoncert mellem Aarhus Symfoniorkester og Winelab
Musikhuset Aarhus, onsdag den 18. februar 2026
Det var en kvartetudgave af ASO, der leverede de musikalske smagsprøver i Musikhuset Aarhus. På billedet ses hele orkestret.
Foto: Jes Vang
Kulturhistorien er rig på eksempler på, at man har ladet forskellige kunstarter indgå i et samarbejde eller et samspil, om man vil, med det formål, at to eller flere forskellige ytringsformer skulle kunne befrugte hinanden på en sådan måde, at helheden forhåbentlig skulle opleves større og mere berigende end summen af de enkelte foreteelser hver for sig. Nogle af disse samarbejder har ligefrem vundet hævd og er blevet standardiserede og har fået deres helt eget navn – opera og ballet og strålende eksempler på samvirke mellem scenekunst og musik, der højner virkningen af begge dele, når det lykkes. Man ser også jævnligt samarbejde mellem digtekunst og jazz eller mellem musik og malerkunst, og i alle disse tilfælde er det naturligvis åbent for efterfølgende diskussion, om den synergieffekt, man har været ude efter, rent faktisk også er blevet opnået. Nogen gange lykkes det, men nogen gange synes man, at de to kunstarter sådan set ville have trivedes bedre hver for sig.
Det var derfor med nogen skepsis, at jeg drog afsted til Aarhus Symfoniorkesters og Winelabs fælles produktion SMAG TONERNE, hvor altså øvelsen gik ud på at lade musikkens og vinens kunst møde og befrugte hinanden. Vi mødtes på scenen i Symfonisk Sal, hvor der var dækket op med to langborde, der stod lidt på skrå, så alle med nogen rimelighed kunne se, hvad der foregik på det lille podium, hvor strygekvartetten skulle sidde. I scenens anden ende havde sommelieren dækket op med et appetitvækkende udvalg af flasker, på bordet stod der snacks og vand til fri afbenyttelse. Aftenens indhold skulle nu være, at hvert stykke, som aftenens strygekvartet fremførte, skulle parres med en vin, der havde relation til komponistens og stykkets oprindelse. Det gjaldt først og fremmest komponistens og vinmagerens nationalitet, men jo også den ikke uvæsentlige ting, at begge parter var kvindelige. I to så udpræget mandsdominerede brancher kan det ikke have været helt let at få denne kabale til at gå op.
Om sådan nogle forehavender lykkes, er ikke mindst afhængigt af de involveredes faglighed og karisma. Her var alt på plads. De to værter, Christine Hagge Larsen fra symfoniorkesteret og Mads Jordansen fra Winelab Academy fortalte levende, engageret og yderst velinformeret om aftenens programsammensætning og de enkelte punkter – ikke for meget og ikke for lidt.
Aftenens strygekvartet løste deres del af opgaven på forbilledlig vis. Den bestod af de fire solospillere fra deres respektive grupper i symfoniorkesteret, nemlig koncertmester Christian Civu, 1. violin, Sarah Foldager, 2. violin, Luminita Marin, bratsch og Eugene Hye-Knudsen, cello. Hvis man nu tror, at kvindelige komponister som udgangspunkt er mere tilbøjelige til at skrive fredeligere og mindre kompleks musik end deres mandlige kolleger, så kan man godt tro om igen. Kvartetten var virkelig kommet på en meget stor opgave her, da langt hovedparten af den ofte komplicerede musik må have været dem aldeles ubekendt på forhånd. Strygekvartetmusik bør afgjort nydes live, det er en helt anden tredimensionel oplevelse end at høre det på plade. Det gælder sådan set al musik, men ikke mindst strygekvartet. Og de spillede som nævnt formidabelt. Nuanceret og præcist og med stort engagement i de enkelte værker fremstod de som glimrende ambassadører for disse halv- eller helglemte toner.
Vinene var ligeså forskellige som musikken, og de umage dele var sammensat med stor omhu og indsigt, således at den næste vin blev skænket op, mens det kommende værk blev præsenteret. Jeg syntes rent faktisk, at f.eks Grazyna Bacewicz’ meget franskpåvirkede strygekvartet nr. 4 hang vældig godt sammen med Beata Jantons lidt champagneagtige Blanc de blancs, og at man rent faktisk fik mere ud af begge dele, end man ellers ville have haft. Og husk, at jeg var ret skeptisk, da jeg kom! Ligeledes hang også Nancy Dalbergs musik i sin fynske danskhed godt sammen med Karin Hvidtfeldts og Lou Langdons vin fra Fejø, som var en klart mere tilbageholdende og meditativt rund vin end f.eks den argentiner, der fulgte lige efter.
Der er gået et imponerende researcharbejde forud for denne – ja, hvad skal man kalde det? Koncert, forestilling, seance? Der var udfoldet stor fantasi og faglig indsigt både på den ene og den anden front, og kombineret med strygekvartettens mageløse indsats gjorde det, at jeg tilbragte en af de mest inspirerende og morsomste aftener i lang tid.
