Når klassisk musik bliver vist i rå nutidsbilleder
26.10 2025
Nyt album
Der er noget rå Route 66, tyk Texasaccent, brændende vækkelsestale og moderne gangster-cowboy over det visuelle univers. Men musikken siger noget helt andet.
Eller også gør den netop ikke. For hvad kører der gennem dit hoved, når du hører klassisk musik?
Emil Friis arbejder sammen med amerikanske filmskabere og er bosat i København. PR-foto
Den danske filmmusikkomponist Emil Friis er repræsentant for en særlig gren af ny klassisk musik, der søger at forene klassisk musik og moderne filmisk fortælling. Nu har han netop udgivet et album med titlen ”Moving Images”, og den begivenhed benytter Klassisk bureau som en anledning til at sætte Emil Friis og hans brug af klassisk musik under luppen.
”Jeg ønskede at bidrage til, hvordan en moderne klassisk musikudgivelse kan præsenteres og opfattes”. Sådan er Emil Friis’ egen korte argumentation for, hvordan han arbejder med klassisk musik. Og man skal bruge både øjne og ører for at forstå det.
Måske er han ikke så kendt i den brede danske offentlighed. Dog har Emil Friis i en årrække fungeret som filmmusikkomponist både i Danmark og USA. Således står han bag temaerne i danske dokumentarfilm som ”Fanget i et farligt forhold” (2021) på TV2 og en række af afsnittene i ”Operation X” på samme kanal, mens en opsigtsvækkende drabssag fra Sydafrika i serien ”Hvid mands dagbog” (2018) på DR også har været forbi Emil Friis’ musiske værksted.
Nu er hans album ”Moving Images” udkommet. Et album der ikke lader musikken stå alene, men som bringer den i eksistens i videoform. Her kan man opleve, hvordan Emil Friis sætter sin egen klassiske musik i samspil med cinematic storytelling– en genre eller en udtryksform, hvor en historie fortælles i en film med tilhørende lyd.
Det lyder jo velkendt. Især hvis man tænker musikvideogenren indenfor rytmisk musik. Men i klassisk musik er det måske lidt af en pionersti at bevæge sig ind på. Især når man som Emil Friis’ beholder de barske visuelle narrativer, man kender fra rockmusikkens musikvideoer. At de visuelle miljøer og historier ofte ligner udtrykket fra den moderne filmkultur, men i Emil Friis’ verden har klassisk musik som lydspor. Dermed får man et miks, der virker modsætningsfyldt. Hvor tit har man oplevet et barskt trekantsdrama udspillet i den amerikanske ørken tilsat behagelig klassisk strygerlyd?
Værket ”For Goodbyes” er lead singlen til albummet ”Moving Images”, der udkom den 5. september 2025 på det britiske forlag FatCat Records’ klassiske label 130701 (https://www.fatcat.online/130701). I øvrigt Emil Friis’ solodebut fra det anerkendte forlag, der sender eksperimenterende ny musik, heriblandt altså også klassisk, ud i verden.
Nok har Emil Friis skrevet musikken. Men de tilhørende videoer har han lagt i hænderne på en gruppe amerikanske filmskabere, og de har tilsyneladende haft helt frie tøjler, så videoerne i virkeligheden også er videokunstnernes fortolkning af Emil Friis’ musik. Og så er lanceringen af hele albummet foregået stykkevist, så musikken er blevet udgivet først. Derefter er de genudgivet i deres egentlige videoform, så det samlede udtryk kommer til slut efter, at lytterne har haft mulighed for udelukkende at lytte. På den måde har Emil Friis alligevel holdt lidt fast i musikkens individualitet, kan man sige.
Coveret til ”Moving Images”, som Emil Friis benytter til at reflektere over menneskets bevægelse i tid og rum gennem livet.
”Jeg kigger tilbage på den verden, jeg selv voksede op i eller den verden, mine bedsteforældre voksede op i. De verdener findes ikke mere”. Emil Friis, filmmusikkomponist
Blandt de medvirkende filmskabere finder man Kevin Brooks, der blandt andre har lavet videoen til ”For Goodbyes”. Her spiller tro og kærlighed en central rolle. To stemmer i en spoken words-funktion fortæller om det at tro på Gud – én tror, en anden virker tvivlende. Endnu en stemme fra en amerikansk baptistkirkemissionær nærmest skriger i en skinger mikrofon, mens billeder af kristne udtryk og videoer af den tabte elskede flimrer forbi i en rolig strøm.
”Meningen er, at filmen skal vise, hvordan hukommelse og tro interagerer – at ekkoet af det, vi mistede, ikke forsvinder, men i stedet bliver en del af måden, vi tror på. Det være sig kærlighed, Gud og noget, der er større end os selv“, lyder Kevin Brooks' tanker om sin videofortolkning. Det viser sig i en vis grad at hænge sammen med Emil Friis' betragtninger af erfaring, hukommelse og bevægelse.
For det at mennesker hele tiden er i bevægelse på vej nye steder hen og forlader andre, er en grundlæggende tanke bag hele albummet. ”Begrebet tid har altid interesseret mig, og jo ældre jeg bliver, jo mere relevant forekommer det. Jeg kigger tilbage på den verden, jeg selv voksede op i eller den verden, mine bedsteforældre voksede op i. De verdener findes ikke mere“, funderer Emil Friis. ”Det er denne tidens mærkelighed, der føles så fængslende, og alligevel ufattelig”.
I lead singlen bakker musikken, der hovedsageligt består af blød, meditativ og melodiøs strygermusik, umiddelbart fint op om fortællingen. Enkelte fløjtestemmer stikker hovedet frem som små blomster i en stor græseng, og mod slutningen reduceres besætningen til en kvartet, der sætter enkelte akkorder an i anstrøg og slutter af i en fadet molakkord. Tager man derimod nummeret ”Fine Corners of Blue”, oplever man et voldsomt trekantsdrama som narrativ med næsten dødelig udgang udspillet i en amerikansk ørken, mens den luftige strygerlyd stille indhyller den barske fortælling. Nummeret ”Zero” korresponderer umiddelbart med samme fortælling, og begge numre viser en stor kontrast mellem fortælling og musik.
Slutteligt er det i øvrigt et interessant hold musikere, der medvirker: Den spanske fløjtenist Jordi Gendra, der er bosiddende i København, medvirker på nummeret ”Through Air”, mens den italienske violinist Davide Rossi tager sig af de forskellige strygeinstrumenter. Sidstnævnte har i øvrigt arbejdet sammen med rockbandet Coldplay. Og så medvirker Emil Friis også med et Roland RS-202, Casiotone, så der er en blanding af akustisk og elektrisk lyd i orkestret.
Alle numrene i udgivelsen har Emil Friis lagt ud på sin hjemmeside: https://www.emilfriis.com/movingimages. Her kan man også læse om filmskabernes refleksioner over værkerne. Og det korresponderer i øvrigt med det spørgsmål, som albummet i sin helhed også er ment til at rejse: Hvad løber der gennem dit hoved, når du lytter til klassisk musik? Hvilke billeder kører på den indre film, hvilke stemninger og emner rører musikken i os?
