10.04 2026

Kvaliteten er i orden, og den bevæger sig langsomt 

Endnu engang må man rose pladeselskabet OUR Recordings for at udsende deres nyproduktioner som fysisk cd. Nu har selskabet heldigvis mod til at udsende cd’er, hvor det er absolut nødvendigt for lytteren at få noget vejledning undervejs, dels fordi der som i dette tilfælde er tale om vokalmusik, hvor teksten er uundværlig, dels fordi det ofte er helt ukendt musik, hvortil lytteren ikke på forhånd har nogen referencerammer. På denne plade er to ud af de tre værker indspillet for første gang, og da der ikke er tale om umiddelbart let tilgængelig musik, er tekstdelen, som her leveres kompetent og velskrevet af sangsolisten selv, helt nødvendig.

Der kan være flere forskellige grunde til at lave en cd-indspilning. En af de vigtigste er nok den, som er gældende her, nemlig at der er tale om musik, som ikke i øvrigt er tilgængelig i indspillet form, så professionelle og amatører, som kan have lyst til at beskæftige sig med værkerne, har et sted at gå hen. Det vil altså sige, at cd’en fungerer som en form for leksikon, hvori den videbegærlige kan slå op. Andre cd’er kan fungere som et underholdende og afvekslende koncertprogram, som lytteren med større eller mindre fornøjelse kan lytte til i sin fulde udstrækning. Det er næppe det, der er tale om her.

Det er ellers ikke fordi, kvaliteten ikke er i orden. Her præsteres på topplan, her er intet at klage over. Jakob Bloch Jespersen, som vi sidst havde fornøjelsen af at lytte til i hans fortrinlige indspilning af Schuberts ’Winterreise’, leverer også her den herlige, fuldtonende og egale klang, som er hans kendemærke. Peter Navarro-Alonso, som gjorde stort indtryk som komponist i værket ’In flagrante delicto’, spiller orgelstemmen kongenialt, præcist og med opfindsomme registreringer. Og han har ydermere transskriberet Gudmundsen-Holmgreens værk som en sammenstilling af satser fra operaen ’Sol står op, sol går ned’ fra 2015. Der er altså ifølge noterne tale om et posthumt værk med komponistens udtrykkelige tilladelse lige før, han døde. Endvidere er den kompositoriske kvalitet bestemt også på plads; Gudmundsen-Holmgreen og Bent Lorentzen har for længst slået deres navne fast med syvtommersøm, og den meget yngre Nicolai Worsaae er bestemt også et bekendt navn.

Nu kommer så til sidst det afgørende spørgsmål, om dette er en god cd? Og ja, det er den, hvis man omgås den på den rigtige måde. Som koncertprogram er den ikke anbefalelsesværdig. Den duer simpelthen ikke til aftenkaffen. For det første er alle teksterne hentet fra de mest deprimerende hjørner af litteraturen. I Gudmundsen-Holmgreens ’ Syv Salomon-sange’ er teksterne fra Prædikerens Bog, i Lorentzens ’Erotiske Salmer’ fra Brorsons ’Troens rare klenodie’ og fra Sarvigs ’Salmer og begyndelsen til 1980’erne’, og endelig stammer teksterne til Worsaaes ’A Shipwreck’ fra Simon Grotrians surrealistiske og nydepressionistiske univers. Sammenfattende kan man sige, at det går ikke så godt. Det er faktisk noget bras alt sammen. Der er ikke noget godt ved noget. Alt er tomhed og forfængelighed, de døde er lykkeligere end de levende, og de som slet ikke er født, er lykkeligere end alle de andre tilsammen. Brorson tilføjer ind imellem lidt mere optimistiske toner, men dels er dommens dag altid nær hos ham, dels bliver han straks i den næste sang pillet ned af Sarvig. Der er altså ikke mange lysglimt at klynge sig til.

Det har så medført, at alle satserne på denne cd med meget få undtagelser opleves som langsomme. Jespersen deklamerer med fuldtonende prædikerrøst og moderne intervaller rædsel og tomhed, og orglet er de fleste steder mikset så langt i baggrunden, at de harmoniske spændinger udjævnes, og den action, som de kunne have tilføjet, ikke når deres fulde effekt. Naturligvis er der undtagelser, men de er ikke mange. Stortrommen hos Gudmundsen-Holmgreen har indledningsvis ganske stor effekt, men også dens insisterende slag bliver i længden en smule monotone og irriterende.

Vi hører ellers i enkelte satser som f.eks. Worsaaes ’Lynet’ og Gudmundsen-Holmgreens nr. 5, at det ikke er nogen selvfølge, at dårskab og tomhed skal gå langsomt. Det kan man også historisk se i værker som Couperins ’Les lecons des ténèbres’, i Frank Martins ’Sechs Monologe aus Jedermann’ og i utallige rekvier. Men i de foreliggende værker er det nu fortrinsvis sådan, og jeg kan derfor ikke råde til, at man lytter til hele cd’en i ét hug. Taget hver for sig frembyder disse sange derimod udsøgt og dramatisk vokal, spændende klanglægning og en glimrende optagelse, også selvom jeg har indvendinger mod miksningen.

Ulrik Spang-Hanssen