Den kinesiske pianist Lang Lang modtager næste år den danske nyoprettede kulturpris Daphne Award. Prisen uddeles af Danish Research Foundation, og med æren følger 4,85 mio. kr.
Det har vakt en del debat, at Lang Lang er modtager af prisen. Ulrik Spang-Hanssen har også taget stilling til prisuddelingen og deler her sine betragtninger om valget af netop Lang Lang som prismodtager.
Ulrik Spang-Hanssen har i en årrække virket som professor i orgel ved Det Jyske Musikkonservatorium. Her bringer han den første meningsklumme på Klassisk bureau.
Danish Research Foundation har i samarbejde med tenoren Peter Lodahl uddelt en ny musikpris, Daphne Awards, som har etableret sig som verdens største, intet mindre. Det er ikke gået helt stille af, og man kan da også fundere lidt over, hvad formålet med sådanne priser mon kan være, og hvordan de påvirker eller ikke påvirker musiklivet som sådant. Det, som stiller helt skarpt på disse spørgsmål, er, at prisen i dette tilfælde netop er gået til pianisten Lang Lang.
Mange debattører har med rette nævnt, at en af verdens absolut rigeste musikere vel ikke har brug for, ja knap nok kan mærke selv et beløb af denne størrelsesorden – 4,85 millioner kroner. Det kan så godt være, at Lang Lang lader de mange penge tilfalde sin egen Lang Lang Music Foundation, der understøtter værdigt trængendes musikuddannelser på forskellig vis. Men det kan prisuddelerne jo ikke vide noget om. Det kan ligeså godt ske, at pengene bare forsvinder ind på en i forvejen bugnende konto og bliver der. De gør ikke a priori nogen som helst forskel, hverken for Lang Lang selv eller for musiklivet som sådant. Lang Lang ville alligevel have optrådt, indspillet og solgt sin merchandise. Selv de to yngre kunstnere, der hver modtager 100.000 euro som velsagtens opmuntringspriser til kunstnere af den næste generation, nemlig tenoren Johann Tetelman og sopranen Serena Sáenz, er for længst etableret på verdensplan.
’Enhver opmærksomhed omkring kulturlivet er af det gode’, hævder andre debattører. Er det nu også rigtigt? Hvis vi nu siger, at de store priser ikke gør nogen forskel for modtagerne og med sikkerhed heller ikke for de lavereliggende lag af projektskabende musikere, hvem er det så, der har glæde af denne prisuddeling? Jamen, det har fonden. Den køber sig ind i Lang Langs glitrende univers, den gnubber herefter albuer med de helt store og har etableret sig som en eftertragtet magtfaktor i musiklivets svimlende højder. Det kan givetvis gøres i penge og indflydelse på samfundets top. De mennesker, der støtter foretagender som Metropolitan-operaen, Gstaad-festivalen og lignende er blandt de reelle, stenrige beslutningstagere, som det altid er godt at kende og regnes iblandt.
Det kunne for så vidt være lige meget, kunne man sige. Jeg ser alligevel ikke meget til samfundets top, de færdes ikke henne hos købmanden og har ikke noget med mit liv at gøre. De må selv om, hvad de vil gøre med deres mange penge. Imidlertid er problemet ikke kun, at alle millionerne nu ikke går til hverken vækstlag eller alle de mange, mange musikere, der går rundt omkring og skaber spændende projekter. Problemet er snarere, at man med denne type priser understøtter og fremmer den allermest kommercielle og centrale mainstream inden for klassisk musik, og lader den fremstå som selve musiklivet.
Lang Lang er naturligvis en glimrende pianist, men han er så kantløst mainstream, at han næsten er tandløs. Ellers havde han heller ikke fået den utrolige medgang, som han faktisk har. Han ville simpelthen have irriteret for mange. Med tildelingen af prisen til en kunstner af denne type har man ikke alene ikke støttet alle de kunstnere, der vil noget andet. Man har rent faktisk taget noget fra dem ved endnu en gang at slå fast med syvtommersøm, at det kun er de bogstav- og nodetro opførelser af de kendte klaver- og violinkoncerter, kun de glitrende, borgerlige operaopførelser, ja kun den del af musiklivet, der foregår i kjole og hvidt og pailletkjoler, der kan gøre sig fortjent til den slags anerkendelse.
Derved har fonden faktisk bidraget til den klassiske musiks langsomme strådød. Af kedsomhed.
