05.07 2025

Franske forbindelser sparede ikke på udtrykket

Klassisk bureau var med på forløbets tredje dag.
Aftenens lærerkoncert mindede visse steder om en spansk fodboldkamp: Masser af temperament, stærke udtryk og perfekte afleveringer. Det var umuligt at kede sig. 

Sikke en fuldstændig vild koncert. Voldsom, ekspressiv, indtryksmættet, løssluppen. Og fransk.

Lidt for meget frås og pral på en inspirerende måde.
Samtlige koncertens otte punkter foregik som en leg mellem de medvirkende. En meget udadvendt og overdådig, nærmest bramfri brug af værkernes fulde skala af forskellige udtryk.

Vi fik f.eks. første sats af J. Brahms første klavertrio, som Niels Ullner på cello, violinisten Sarah Nemtanu og Jean-Baptiste Doulcet førte til ørenlyd. En sats, der fik masser af liv og vellyd. Pianisten smøg sig elegant rundt i et blødt tonehav, mens cellisten indtog en mere ydmyg rolle. På den baggrund fik Sarah Nemtanu masser af plads, så den lækre musik bare bragede derudaf i den opløftende akustik.

”Jeux d’enfants” af G. Bizet skulle udføres i firhændigt klaver-setup, som Philippe Cassard og Tuija Hakkila tog sig af. Det viste sig, at førstnævnte havde sit helt eget ritual. Han indledte med at tørre klaviaturet af med en fin, hvid klud, inden han satte sig helt til rette på en almindelig stol med ryglæn. Og det konsekvent hver gang, han var på. Voila! Ret charmerende.
De to pianister bragede godt igennem i det meget livfulde og morsomme indslag. På en sprudlende og overlegen måde udnyttede de alle nuancer til det næsten maksimale, og Philippe Cassard formåede at være en ægte klaverbokser.

Verdensklasse blev det fuldt og helt, da Sarah Nemtanu og Lise Berthaud foldede en duet af W. A. Mozart ud. En ekstremt velkoordineret elegance, alle Mozarts velkendte kadencer med alle sejl sat til. I et udtalt virtuost og ekspressivt udtryk gav de begge alt, hvad den kunne trække. Måske var det lidt voldsomt, men på den anden side, hvorfor fedte med noget, der er så udsøgt lækkert og rummer så mange muligheder for næsten overjordisk luksuriøst musik? Lad os høre det! Vi kan sagtens tåle det. 

Da Jean-Baptiste Doulcet lidt senere fik scenen solo, rullede han en super lækker improvisation ud. Rock music, go home. Dét her rykker hele registret mere end en køretur i en vild rutsjebane i strålende solskin. Skiftende, drømmende, dybsindige landskaber – det voldsomme og buldrende overfor det spinkle i bittesmå toner. Lidt i stil med landsmanden E. Saties univers, hvor musikken går på opdagelse i drømmetågen. Dér har franskmændene noget af en skat og en evne.

Værre blev det ikke, da Lise Berthaud og Philippe Cassard førte os igennem 2 Märchenbilder af R. Schumann. Et stykke, der blev smurt godt ind i den største luksus med fuldt udnyttede toner, udtryk og ypperlighed. Faktisk mindede det lidt om en spansk fodboldkamp, hvor der blev driblet derudaf i fuld kontrol.
Niels Ullner gav os derefter en indføring i C. Nielsens kompositioner, hvorefter han spillede et par numre af ham med variationer. Her fik vi en mere nordisk enkelhed og et mere slankt udtryk. Jean-Baptiste Doulcet supplerede flot, mens Ullner i et lidt spinkelt og inderligt udtryk fik smerten godt frem.

Afslutningsnummeret blev en kæmpe fest, hvor fem af lærerne samlede kræfterne i første sats af G. Faurés Klaverkvintet. Masser af lækker Sul G, hvor der spilles langt oppe på gribebrættet på den dybe G-streng, mens musikken flød levende, brusende og overbevisende. Emilie Callesen Doulcet var også en del af denne festlige finale med sin violin, og hun kørte et godt svingende og tæt samspil med Sarah Nemtanu.
Somme tider talte de medvirkendes kropssprog næsten lige så meget som musikken. Og det blev nok for meget.

Alt i alt en dag, hvor der ikke blev sparet på udtrykket og kontrasterne. Noget, vi danskere kan lade os inspirere af. Måske står der noget i noderne, men man må gerne gøre stykket til sit eget. Selv forme stykket, så det passer til det, man selv kan og de styrker, man selv har, de idéer, man selv brænder for at gennemføre, de forhold i værket, man selv finder særligt interessante. Det står i hvert fald i stor kontrast til den pædagogik, jeg selv voksede op med som almindelig violinelev på en musikskole i 1980’erne.
Resultatet af denne nyere, friere pædagogik er elever, der allerede i løbet af blot én lektion får mere mod, et mere sikkert udtryk og får udvidet sit spektrum af muligheder. Sådan kan man i hvert fald konkludere efter indtrykkene fra denne tredje dag på FCA 2025.

Besøget blev en musikalsk meget givende dag i en verden med mennesker, der arbejder med musikken i lidt friere rammer og hvor lysten til at spille og skabe levende musik på et meget højt niveau bobler langt ud over randen af gryden.