05.07 2025

Fransk og dansk pædagogik rykkede unge elever til nye steder

Det kan godt være, at solen strålede, turisterne summede rundt på caféerne og udsalget gjorde opmærksom på sig selv i en farvestrålende skilteskov i Fyns hovedstad. Men indenfor i det meget stilfulde rådhus i Odense foregik der denne torsdag noget paradoksalt.

French Connection Academy kørte på sin tredje dag ud af seks. Det helt paradoksale bestod i, at dagens aktivitet var henlagt til husets elegante festsal, hvor de store og farvemættede vægmalerier af Johs. Larsen (1867-1961) fra 1930’erne dannede en behagelig baggrund. Klassisk bureau havde mulighed for at komme netop denne torsdag og støde til ved eftermiddagens program, der begyndte i festsalen kl. 14.00. Her var der åbent for publikum til at deltage i dagens masterclass ad tre omgange. Og det ikke med hvem som helst.
Nå jo, den anden del af paradokset: Der var ganske få publikummer denne eftermiddag. Det stod i en stor kontrast til det, der var mulighed for at overvære: En perlerække af kompetente musikere, der stillede sig til rådighed hver i en times offentlig undervisning. Heldigvis blev alle tre lektioner videooptaget til videre formidling i undervisningsøjemed. 

Pianisten Jean-Baptiste Dolcet tog sig af den første lektion. Jean-Baptiste Dolcet fungerer som både pianist og komponist, og improvisation er nærmest blevet hans speciale. Til denne lektion stillede hans danske elev Aleksander Roman sig til rådighed. Han fik lov at tage plads ved klaveret, mens Jean-Baptiste introducerede sit emne for undervisningen, nemlig improvisation.
Rette mand på rette sted.

Improvisatoren indledte på en slags sokratisk spørgende måde. En jordemoderens dialog der hjælper individet, eleven, med at finde frem til de rigtige svar, så at sige. Det virkede fint.
Aleksander Roman var med på legen og lagde ud med et udspil ved klaveret; et lettere mystisk, monumentalt og moderne stykke lyd, der tog sig enormt godt ud i salens hjælpsomme akustik.
”Jeg har ikke meget at kunne undervise i her”, var Jean-Baptistes første sympatiske kommentar. Og man tænkte, at noget skal der vel ske i resten af lektionen. Og det gjorde der. Jean-Baptiste videredelte flere interessante betragtninger over det at improvisere. ”Man kan ville for meget, når man vil improvisere”, sagde han, og da han spurgte eleven, hvilke idéer han havde om det, han lige havde præsteret, lød svaret: Ingen. Og det faldt i lærerens smag.

Eleven og læreren kastede sig derefter ud i et stykke, der indledtes med en kæmpe oktav – den næsten dybeste og højeste tone i klaveret. ”Alt kan ske derimellem”, blev de enige om. Som et stort lærred, der skal have farver og former.
Jean-Baptiste sigtede efter at støtte eleven i den idé, han måtte have med sit stykke. At eleven bærer sit fokus frem med overbevisning. ”Hvis DU tror på det, så tror VI også på det”, var lærerens tese. ”Jeg kan være uenig i noget, en kunstner gør. Men hvis han er overbevist, så køber jeg også idéen”, tilføjede Jean-Baptiste.

Den sokratiske samtale fortsatte. Eleven begyndte at spille mere aggressivt. Det virkede til, at han nu følte sig lidt presset til at efterleve sin undervisers ønsker.
Det fik Jean-Baptiste til at bytte klaverbænk med eleven og give idéer til, hvordan han kan variere i sit udtryk, åbne nye døre. ”Det er meget udfordrende”, nærmest udbryder eleven pludselig efter at have prøvet nogle af lærerens idéer af. Han smager på det, efterprøver og mærker, hvordan hans vaner bliver skubbet og rokket. Det er både spændende og lidt mærkeligt for ham, kan vi forstå. Sjovt blev det også, da de prøver at skifte mellem forskellige rytmer. Men man bemærker også, at læreren nu sidder lidt fast ved klaveret. At hans egen spillelyst får lidt for godt fat i ham og der gik lidt for meget demo i den. Men dog, der kommer stadig flere guldkorn.

”Lav dine egne versioner. Fordøj stykket og find ud af, hvad du vil med det”, rådgiver Jean-Baptiste, mens han fortsat småspiller, fordi han ikke kan holde fingrene fra klaviaturet. ”Klaveret er en magisk boks – jeg kan gøre, præcist hvad jeg vil med den”, siger han og laver magi i luften med hænderne. Det kommer også for en dag, at Jean-Baptiste Doulcet især er fascineret af kontrasterne i et stykke. Og dem tør han godt at slå rigtig meget til.
”Smag og se, hvad det er, du prøver af. Og hvis du ikke fortolker ALT, hvad du spiller – så mister du publikum”, siger Jean-Baptiste med stor overbevisning.
Det er ok. For man mærker, at han selv praktiserer denne tankegang, når han optræder.

Der bliver stort set ingen pause efter denne første lektion, for den franske bratschist Lise Berthaud er klar til at give næste lektion. Hun er en vidt berejst solist og har optrådt med alle BBC's orkestre og spillet i bl.a. Het Concertgebouw i Amsterdam og Musikverein i Wien.
Med sig på scenen denne eftermiddag i Odense har hun sin franske elev Baptiste Athanassiadis sammen med en ganske udmærket akkompagnatør.
Den unge elev kaster sig modigt ud i et ganske krævende, virtuost og virkelig fængende værk, som han gennemfører med en slags ydmyg overbevisning. Ikke fremfusende, men en smule transparent og inderligt.
Lise Berthaud er god til at lade eleven spille lange passager. At lad eleven komme til orde og få lov at vise, hvad han har forberedt. Det virker som et sympatisk, pædagogisk træk.

Lise Bertraud tager fat på elevens vibrato. Hun vil gerne have mere af det. Hun vil gerne, at det lever mere jævnt og blødt gennem hele tonerækken. Eleven efterprøver og lykkes med det. Hun får ham til at spille endnu mere fyldigt og varmt, sammenhængende.

Hun giver selv en præsentation af, hvad hun går efter. Og da rejser hårene sig på tilhøreren. Hold op, et vibrato hun har oparbejdet. Og dertil kommer hendes fuldstændig lækre, luksuriøse instrument med en helt overlegen lyd. Det er næsten frygtindgydende. ”Vær ikke bange”, siger hun imidlertid roligt til eleven. Det virker og smitter også af på akkompagnatøren. Lise Berthaud er opmuntrende, og der kommer efterhånden mere fart og mere kontakt med strengene.
Hun når også at træne elevens pizzicato, som gerne skal have mere fylde, men ikke mere volumen. Hun har øje for, at eleven løber lidt i visse passager, og hun siger det på en fin måde uden at tage modet fra den unge mand. Hun giver letforståelige eksempler på, hvad hun vil have frem, og hun lader eleven spille.
Baptiste Athanassiadis har potentiale, kan man høre.

Den danske cellist Niels Ullner tog sig af den sidste lektion, og han indledte med at introducere emnet, som var Debussys ”Sonata”, der varer ca. 11 minutter. Skønt med en intro for os, der sad og kiggede med.
Eleven, Hattie McGregor fra Skotland, udfoldede det dybsindige, moderne og krævende stykke musik. Tydeligvist var hun velforberedt ligesom også de to foregående elever.
Niels Ullner lytter intenst og interesseret, kan man se. Han kender tydeligvis alle personlighedstræk og krinkelkroge i stykket. Eleven har måske en lidt skarp lyd, men Ullner indleder med at rose hende. ”Vi skal ikke undervise nu, men undersøge forskellige måder at fortolke på”, forklarer Ullner. Det virker interessant. ”Vi skal finde den måde, hvor du blomstrer bedst”, siger han.

Ullner vil gerne øve stykkets åbning. Han vil gerne have mere flow i frasen og mere kontakt med fingrene i bund på gribebrættet. Det virker næsten i første huk. Ullner har desuden et trick til, hvordan eleven kan få mere ud af sin buekapacitet.
”Nu skal vi have det sjovt”, siger Ullner pludselig, da de skal øve anden sats. Han indgyder en fin afslappet tilgang, så man er spændt på, hvad der kommer ud af det. Hattie McGregor lever sig ind i Ullners idéer. F.eks. hans syn på glicando. ”Det skal gøre stykket mere interessant”, siger Ullner og glider kontrolleret med sin finger, så der kommer en perfekt glicando.
I løbet af en times undervisning spiller eleven nu med tydeligt mere mod.

Der var nu en times pause inden dagens finale grande, nemlig lærerkoncerten.
Så kunne man nu alligevel nå en hurtig tur ud i byen, købe lidt at spise og måske lynshoppe lidt udsalg.

Men ikke som en sommeroplevelse, der helt kunne måle sig med lærerstabens formåen lidt senere.

Rachel Einarsson