07.05 2026

“Det er som at springe i en trapez uden sikkerhedsnet“

Interview

Når Det Norske Kammerorkester besøger Det Kgl. Teaters Gamle Scene den 27. og 28. maj 2026, sker det i form af teaterkoncerten ”DSCH”. Men det sker også med Bjarke Mogensen på scenen. Han er tildelt en helt særlig rolle som Sjostakovitj selv, og det vil man opleve både i musik og scenografi.

Klassisk bureau har talt med Bjarke Mogensen om hans rolle, om frustration og begejstring, om det at have et helt anderledes projekt på kontoret og om, hvordan erfaring hele tiden samler sig og kommer én til gode i særlige situationer.

Bjarke Mogensen indtager rollen som D. Sjostakovitj, når han den 27.-28. maj spiller med Det Norske Kammerorkester på Det Kgl. Teater i teaterkoncerten “DSCH“. 

Foto: Magnus Skrede

Der er noget helt paradoksalt ved Bjarke Mogensen.
Noget modsætningsfyldt i konstateringen af, at han både er en prisbelønnet, enestående og anerkendt solist i den veletablerede klassiske musik samtidig med, at han på tomandshånd er en ganske rolig og ydmyg mand, der trods sin egen succes ikke har skyggen af nykker og kun virkelig nødtvungent accepterer, at man kalder ham en stjerne. Der er også noget med instrumentet – et flot, sort akkordeon, der vejer ikke mindre end 17,5 kg. At Bjarke Mogensen med sit rolige væsen bogstaveligt talt sidder dér og holder den brusende og voluminøse harmonistrøm, som han skaber, mestrer og administrerer med indfølt præcision.

Vi mødes i et af de lyse, men vinduesløse lokaler nærmest under Operaen i Oslo i januar. Emnet gælder aftenens teaterkoncert ”DSCH” i samme bygning, hvor Bjarke Mogensen skal spille akkordeon samtidig med, at han skal forestille Sjostakovitj helt personligt. Det er Katrine Øigaard Sonstad, kontrabassist i orkestret, der oprindeligt fik idéen til “DSCH“. Hendes mand, Øystein Sonstad, der er cellist i orkestret, kom tidligt med i idéudviklingen af teaterkoncerten, som er et dramatisk potpourri over forskellige værker af Sjostakovitj. “DSCH“ har været længe undervejs, men sættes nu i scene i København med hjælp fra Cumulus Teatret. “DSCH” har allerede været på plakaten i både Oslo, Bergen og London.

Først taler vi lidt om, hvordan det er for Bjarke Mogensen at være solomusiker; med et instrument, der lyser op i den store masse af orkesterinstrumenter – et nichet soloinstrument, der dog gennem de senere år er på vej frem mod flere koncerter i den brede offentlighed i Europa. Bjarke Mogensen er ikke uvant med at spille i utraditionelle konstellationer med sit instrument lig det, han snart igen medvirker i sammen med Det Norske Kammerorkester. Men der skal være en mening med at stikke ud af mængden. Eller med hans egne ord: ”Man skal bidrage til noget nyt, det skal ikke blot være til for at please publikum. Man skal ikke gøre det bare for at samle likes“, siger Bjarke Mogensen med rolig overbevisning.

Det leder os til refleksioner over, hvad han egentlig laver i “DSCH“. Helt grundlæggende er det ikke meningen, at han skal være stor solist, fordi idéen med “DSCH“ bl.a. er, at alle medvirkende skal have lige meget at lave. Men alligevel; Bjarke Mogensen får en særlig opgave. “Jeg er alter-ego af Sjostakovitj og hans ensomhed. Det er det, jeg symboliserer. Mit instrument er et fremmedelement på scenen – ligesom komponisten“, forklarer Bjarke Mogensen.

At Bjarke Mogensen ligner Sjostakovitj er nok endnu en nytænkt ting, der er kommet frem i “DSCH“. Imidlertid er det nok ikke første gang, at Bjarke Mogensen spiller Sjostakovitjs musik. Men opfordringen til at være med i “DSCH“ kom alligevel som lidt af en overraskelse for ham, fornemmer man.
“Jeg var meget skeptisk i starten. Jeg tænkte: Hvorfor skal jeg ind og ødelægge klaverværkerne?“, spørger han med sin grundliggende ydmyghed. Denne gang over for den opgave, at han skal spille stykker, der er transskriberede klavernoder efter Sjostakovitjs værker.
“Vi skulle have lov af Sjostakovitj-familien først“, fortæller han endvidere om denne manøvre. “Det godkendte de heldigvis. Og jeg må skamfuldt sige, at det giver mening“, siger han om resultatet. Atter et udslag af kunstnerens ydmyghed.

Det at der er tale om et stort fokus på en russisk komponist, har i øvrigt også været i Bjarke Mogensens overvejelser. Stadig med tanken på den aktuelle krig. “Ikke alle russere afspejler politikerne, og særligt Sjostakovitj var jo for friheden. Det er ikke bare en personlig sorg, men hele folkets sorg, han giver udtryk for. På den måde er det ikke kun et personligt format med Sjostakovitj“, oplever han.

På samme måde er der også en vis frihed i selve musikken. For Bjarke Mogensen har det folkloristiske islæt i Sjostakovitjs musik vist sig at være fleksibelt på en unik måde; en oplevelse af, at hans akkordeon bliver syngende, men at der efter hans mening samtidig intet virtuost er i forestillingen. Det kræver i stedet stor koncentration at være en del af en forestilling, hvor man i 90 minutter spiller et krævende repertoire uden noder og også skal huske, hvor på scenen man skal være hvornår, mens man bevæger sig i koordinerede grupper og opstillinger. Og alle stemmer er lige vigtige i dette samspil – måske især mellemstemmerne. 

“Det er meget sværere at huske helt enkle ting – at huske mellemstemmerne. Det vil sige lange toner, der skal følge hovedstemmen. Stemmer i bunden og toppen af nodebilledet er lettere at huske. Men man er nødt til at kende det hele for at kunne relatere“, vurderer Bjarke Mogensen. Hver musiker har et stort ansvar for sin stemme, forstår man.

“Det er solistisk spil fra alle, ikke kun fra mig. Alt fra 2. violin til bratsch er vigtigt, for det er kammerspil. Alle skal være meget velforberedte“, siger han. 

Til trods for flere veloverståede forestillinger virker Bjarke Mogensen stadig forundret over, at “DSCH“ overhovedet kan hænge sammen og gennemføres. Når sikkerhedsnettet er væk, må man holde endnu mere fast i hinanden. Lytte intenst og rette en særlig opmærksomhed mod hinanden. “Jeg var skeptisk fra start“, siger Bjarke Mogensen jordnært. “Det er som at springe i en trapez uden sikkerhedsnet. Man er så afhængig af de andre: Hvis én er usikker, må man selv være 110 pct. på“, fortæller han om tilværelsen på scenen. „Man tænker hver gang: Kan det egentlig lade sig gøre? Var det bare held ved forestillingen i går?“
Fortsat ingen nykker hos akkordeonstjernen.

Udover tvivl skal man også være forberedt på generel frustration under så krævende et prøveforløb. Som stykkets instruktør, Mikkel Harder Munck-Hansen, informerede de medvirkende om undervejs, så ville alle opleve en form for sammenbrud i forløbet – en følelse af, at ens opgave simpelthen ikke kan lade sig løse. Det genkender Bjarke Mogensen.
“Somme tider har man bare lyst til at gå op på 5. sal og smide sit instrument ud“, siger han lettere hovedrystende. “Nogle steder er jeg helt alene, men der sker noget bag scenen imens, og det skal jeg holde øje med. Det skifter med mindre grupper af musikere gennem forestillingen, og det kræver et superhold. Men orkestret har erfaring med det. Det kræver, at man har gjort det før for at kunne gennemføre “DSCH“, siger han.

Et scenebillede fra “DSCH“. Lyssætningen er en stor del af oplevelsen.

Foto: Magnus Skrede

Det viser sig, at Bjarke Mogensen også selv høster ekstra frugt af noget andet, han selv har gjort mange gange før. “Jeg har ikke kunnet gøre det her uden erfaringen fra mine 150 skolekoncerter. Det kræver, at man har øvet sig“, lyder erkendelsen. Han tilføjer, at der på basis af alle ens tidligere oplevelser er forskellige valgmuligheder og erfaringer, man trækker på i øjeblikket på scenen. Dertil kommer, at han også selv har været medbestemmende i selve udformningen af sin egen rolle i “DSCH” og har skullet adaptere fra klaveret til akkordeonet. “Nogle soli har været planlagt få uger før premieren, og jeg har lagt tingene lidt om, så de kommer til at passe”, fortæller han.
Hele sammenhængen i “DSCH” er han godt tilfreds med. “Øystein Sonstad har haft øre for, hvad der kan lade sig gøre, og det er rørende, hvad han har fået frem. – Jeg ved ikke, om jeg får rost de andre nok“, tilføjer Bjarke Mogensen.  

Det står klart, at “DSCH” kræver meget af sine musikere udover selve musikken; at de er omstillingsparate, som det hedder på arbejdsmarkedet – at de må lære at håndtere kriser og have nerver af en slags stål.

Herudover funderer Bjarke Mogensen også lidt over de forskellige rum, holdet har opført forestillingen i. Scenerummet i Operaen i Oslo betegner han som skræddersyet til forestillingen.

Man fornemmer, at en teaterkoncerts ensemble på 18 musikere er følsomt over for skiftende scenerum. “Vi har en lydmand, der også er medspiller og hjælper med at fordele lyden“, fortæller han. “Lyden kan være forsinket hen over scenen, hvor der somme tider er 30 meter mellem os, og vi bruger ikke In-Ears“, fortæller Bjarke Mogensen om arbejdsforholdene, hvor han sommetider sidder for sig selv i det ene hjørne forrest på scenen, mens orkestret sidder i andre grupper længere tilbage på scenen. “Den klassiske ting med at man orienterer sig efter en andens vejrtræk i et sammenspil, virker ikke her. Man er i nogle positioner, man ikke kommer i i klassiske situationer. I kammermusik laver man ikke sådanne opstillinger. Men Mikkel Harder har virkelig banet nye veje for hvad, der kan lade sig gøre“, siger han roligt med en sikker overbevisning.

Dog, det har også været en opgave at tænke menneske og instrument sammen. For også instrumenterne er følsomme og forskellige, og det skal tænkes med, når man laver så dynamisk en forestilling: 

Jeg får lyst til at vide, hvad Bjarke Mogensen selv personligt har fået med sig fra “DSCH“. Hvad mon rollen som Sjostakovitj har givet ham med af yderligere erfaring?

“Lektien har været, at det faktisk betaler sig at satse stort. At give en ting så meget opmærksomhed. Det er en satsning, men det giver afkast. Man føler, at man overlever hver gang“, konstaterer han. Samtidig ligger det ham også på sinde at tænke på publikum – at projektet vækker genklang og gør indtryk på den anden side af scenekanten. “Det er enormt at mærke, at det bliver taget godt imod. Der har været stående applaus hver gang og skønne reaktioner“, siger han om opførelserne. 

Arbejdet med “DSCH” har tydeligvis ikke skræmt ham. “Jeg kunne godt forestille mig at lave sådan noget igen. Jeg kan varmt anbefale, at man tager nogle satsninger. Selv om det virker urealistisk, så udvikler det et ensembles lytten og måde at spille sammen på“, fortæller han. “Det skærper sanserne og nogle sceniske elementer. Man bliver opmærksom på nogle ting, man ikke før har tænkt over. Nu er det jo blevet så normalt for os, alt det, der føltes så mærkeligt i starten“, konstaterer han også.

“Når man er på scenen, så er man i det. Det er så helstøbt. Man kan ikke undgå at leve sig ind i det“, siger han og lader frygten lande på jorden igen; som en havørn, der er vendt hjem fra jagt. “Men det kræver et andet prøveforløb. Måske én gang om året kunne et orkester lave sådan en koncert. Måske kun hvert andet år. For det tager lang tid at indøve det“.

----------------------------------

Af samme skribent kan du også læse to andre artikler om “DSCH“. De ligger på 
www.kulturinformation.org:

https://kulturinformation.org/klassisk-musik-dsch-kommer-til-koebenhavn-artikel/

og 

https://kulturinformation.org/interview-rachel-einarsson-taler-med-folkene-bag-dsch/

Rachel Einarsson