7.11 2025

Tag på æselryg gennem gemte erindringer

CD-anmeldelse

”Platero y Yo”, musik af Mario Castelnuovo-Tedesco og digte af Juan Ramón Jiménez


Niklas Johansen, guitar


Halfdan Pisket, illustrator


OUR Recordings
Udgivet 3. Oktober 2025

Æslet nærmest smiler på coveret, og farverne stråler én i møde. Det er på ingen måde uvejsomt at tage en tur på æselryg gennem denne udgave af ”Platero y Yo” fra OUR Recordings. Godt hjulpet på vej af forfatteren Juan Ramón Jiménez’ barndomserindringer og Halfdan Piskets illustrationer i bookletten er man pakket godt ind i en skøn kunstboble. 


Det virker ret godt. Især hvis man lukker af for hverdagens støj og bare lader æslet føre an. Man skal måske ikke lige være helt oppe at køre over et eller andet, når man sætter ”Platero y Yo” i anlægget. Turen går nemlig stille og roligt på æselryg gennem et enkelt, naivt men også livligt og varieret landskab fra barndommens land. Musikken i de 28 små musikstykker for sologuitar har Mario Castelnuovo-Tedosco (1895-1968) skrevet til 28 udvalgte tekster af den andalusiske forfatter Juan Ramón Jiménez’ digtsamling med samme titel.


Bogværket ”Platero y Yo” – på dansk ”Platero og jeg” – blev udgivet i 1914. Juan Ramón Jiménez (1881-1958), der betegnes som en af de vigtigste poeter i det 20. århundredes Spanien, flyttede på grund af den spanske borgerkrig til Amerika, hvor han boede resten af sit liv. I 1956 modtog han Nobelprisen i litteratur.

Hans værk ”Platero y Yo” er små fortællinger i 138 digte, der knytter sig til forfatterens barndom. Platero er navnet på hans æselven, og scenerne udspiller sig i barndomsbyen Moguer, der på tragisk vis i 1910 undergik en omfattende naturkatastrofe og blev ødelagt. Forfatteren blev i byen indtil 1912, og digtsamlingen fremstår som en klar, livlig men også vemodig erindring om det, der var.


Disse erindringer gjorde indtryk også på den italienske komponist, pianist og forfatter Mario Castelnuovo-Tedosco, der i juni 1960 begyndte at skrive musik til 28 udvalgte digte fra Jiménez’ ”Platero y Yo”. Det er disse 28 udvalgte digte, der ligger til grund for musikværket ”Platero y Yo” og som er præsenteret her i udgivelsen. I bookletten får man således hver af de tilhørende historier på engelsk.


Med hver historie følger en illustration, der er enkel og sort-hvid, ganske som Halfdan Pisket, født 1985, har tænkt det, når han har læst de 28 fortællinger. Måske virker billederne lidt triste og dystre ved både første og andet øjekast. Men når man tager sig tiden til at studere, træder billedernes enkelhed fint frem. Og man opdager, at det netop er nok for fantasien. Halfdan Pisket er uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2009 og har baggrund i den tyrkisk-armenske kultur. For sin kunst har han vundet flere priser.
I den musikalske udførelse får man Niklas Johansens version af erindringerne, og han har ligeledes vundet flere priser for sin kunst og har været solist med bl.a. DR Symfoniorkestret.

Sådan kan en stille stund i selskab med ”Platero y Yo” se ud. Æslet er også gennemgående figur i Halfdan Piskets enkle illustrationer.
Foto: RE

Niklas Johansen har været solist for DR Symfoniorkestret, ligesom han flittigt har medvirket i forskellige kammermusikensembler rundt i verden. 
PR-foto

Således opmuntret og præsenteret for en mangfoldig række kunstnere er man klar til at indtage oplevelsen. 
Man kan jo selvfølgelig gøre, som man vil. Enten ”bare” lade musikken fylde rummet eller bilen, mens man er optaget af andre ting. Man kan også sætte sig godt tilrette og gå i total studie-mode, lytte til et nummer ad gangen, mens man studerer hvert kunststykke og læser de små historier. Det er fantastisk at have muligheden for begge dele. For begge dele giver et godt udbytte. Man bliver hurtigt betaget af, at en komponist har komponeret direkte ind i et bestemt stykke litteratur. Det bringer én videre til at sige: Det skal vi da have mere af.


For med denne formidlingsform får man ydermere mulighed for at stifte bekendtskab med en stribe - måske - nye personer og nye indtryk på én gang. Det giver noget at arbejde med. Alene det at kende de store linjer i forfatterens eget liv og hans baggrund for værket er en berigelse i sig selv og minder en om, at man måske også lige selv kan sende en taknemmelig hilsen til sin egen barndom.


Man kan roligt unde sig selv en stund med ”Platero y Yo”. Generelt er det netop en samling af eftertænksom og moderne, forståelig og egentlig simpel musik. Der er både spræl og sydlandsk temperament, men eftertænksomheden og et mere ydmygt udtryk er mere dominerende. Det passer til den bærende figur, æslet Platero, som er ledefigur i forfatterens vandring gennem sin barndomsby.
At guitarværket betegnes som et af de større inden for repertoiret for klassisk guitar er også forståeligt nok. Det er et musikværk, der bevæger og spiller i et ukompliceret sprog i velproportionerede doser med god variation og uden at ville for meget.


Hele sammenhængen i denne udgivelse er lykkedes virkelig godt. Niklas Johansen prøver ikke at overgøre værket, men forstår at tune ind i den ro, som stykkerne er styret af. Dog lader han heller ikke chancerne for ekspressive udfald gå sin dør forbi, og dermed indtræffer den fine variation.

Det er sundt at lytte til. Bare at være til og lytte og lade musikken formulere, hvad den har af nyheder til os. Man mærker, at man bare er her – ikke at man skal en masse, men bare er her. Det er da ret befriende. Og så får man samtidig gentaget, hvor meget en enkelt guitar kan fylde et rum uden at være dominerende.


Pludselig er CD’en slut, og man undres. Men så kan man heldigvis tage den næste, for der er to. Hele oplevelsen får nærværende anmelder til at komme med en opfordring til fremtidens komponister: Slå jer sammen med en forfatter og en billedkunstner! Verden vil elske det. Vi er klar.

Sluttelig kan vi bringe en fin tak til Kong Frederik X, der har givet tilladelse til, at optagelsen har kunnet finde sted i Fredensborg Slotskirke, der eftersigende har en ganske udsøgt akustik.



Rachel Einarsson