29.05 2026


Han trives bedst med musik, der ikke er alt for planlagt

Nyt album

En svensker bosiddende i København, der samarbejder med en islænding i Island. Det må vist kaldes nordisk samarbejde på tværs.

Den svenske multiinstrumentalist Gustaf Ljunggren har bl.a. arbejdet sammen med Benny Andersen, Steffen Brandt og Eivør. Nu har han netop udgivet sit andet album ”Along The Low Road”, som han har indspillet sammen med sin islandske makker Skúli Sverrison. Albummet rummer Gustaf Ljunggrens egne værker, som hylder stilheden, evigheden og et særligt paradoks.


Klassisk bureau fik mulighed for at få en snak med Gustaf Ljunggren om udgivelsen og hvilken stærk tendens i vores tid, hans musik taler direkte imod.

  

Den islandske rå natur med sin ofte uudgrundelige ro harmonerer fint med det, som Gustaf Ljunggren er optaget af på “Along The Low Road“.  

Foto: Oliver Devaney

Måske er han en ægte storbyboer: I sin tidligste ungdom gymnasieelev i Stockholm, siden uddannet ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og nu bosiddende i hjertet af København gennem de seneste 30 år.


Men han savner de svenske skove og det svenske musikliv – især folkemusikken. Når Gustaf Ljunggren, født 1974, indimellem har overvejet at flytte tilbage over sundet, er han alligevel nået frem til, at han har en god placering i København med et godt netværk og sit indspilningsstudie tæt på. Her står hans ca. 100 forskellige instrumenter også. Han bor centralt, hans datter går i skole i byen, og det er let at rejse til Sverige. Tilbage og hilse på den tid, da Gustaf Ljunggren gik i musikalsk gymnasium i Stockholm, var omgivet af klassisk musik i hjemmet og var med sin mor og far til korprøver i et land, der ifølge Gustaf Ljunggren har en stærk kortradition.


Nu kan man i høj grad være forbundet med adskillige kontinenter, personer og fællesskaber og konstant få nyheder og input i den mangfoldige digitale verden. Man kan sidde på afstand, men alligevel følge med. Måske alt for meget. Denne betragtning har en vis forbindelse med ”Along The Low Road”.

”Man kan åbne mange informationskanaler på sin telefon. Jeg synes, det er overvældende – hvilken vej skal man gå?”, spørger Gustaf Ljunggren med en slags bekymring i stemmen. ”Jeg har brug for at passe på mit eget – at passe på et værende omkring mig selv. Brug for andre veje at gå, nogle der ikke er så voldsomme. Man må tage en pause”, forklarer han; i øvrigt i et roligt toneleje, der understreger hans indstilling og pointe.

”Og den ro finder jeg i musikken”, fortsætter han.

”Man kan opleve ro og glæde i en fornemmelse af evighed, når man er i musikken. Og det vil jeg gerne give videre. Jeg vil sende nogle signaler gennem musikken”, siger han.


For selvom han gerne vil hylde en måske lidt abstrakt tilstand, så er der alligevel et konkret sigte med de 10 værker. ”Det er ikke programmusik, men alligevel: Musikken handler om at gå en alternativ vej; at have anker i stilheden. Det er en slags mission med mit album”, siger han.

Til at fuldføre denne mission har Gustaf Ljunggren været i samarbejde med sin islandske ven og kollega Skúli Sverrison, som også medvirker på albummet.


Foto:

Det musikalske makkerpar Gustaf Ljunggren og Skúli Sverrison   

Foto: Oliver Devaney

Gustaf Ljunggren


  • Født 1974, opvokset tæt ved Stockholm
  • Uddannet saxofonist ved Rytmisk Musikkonservatorium i København
  • Har arbejdet sammen med bl.a. Steffen Brandt, Caroline Henderson og Sofia Karlsson
  • Multiinstrumentalist i mange genrer af musik
  • 2022 udkom hans album “Floreana“
  • 2015 modtog han Ken Gudman Prisen


Skúli Sverrison


  • Født 1966 i Reykjavík
  • Komponist og guitarist
  • Har et omfattende internationalt arbejdsområde
  • Har spillet med New York-bandet Blonde Redhead og Lou Reed
  • Han har komponeret musik til forestillinger ved det islandske nationalteater
  • 2024 modtog han den islandske musikpris Grímuverðlaunin for sine kompositioner

De to mødtes i Danmark i forbindelse med hvert deres undervisningsjob på et stævne på Engelsholm Højskole – et forløb arrangeret af Syddansk Musikkonservatorium. 


“Vi havde hvert vores sammenspilshold, og så skulle vi besøge hinandens hold”, fortæller Gustaf Ljunggren om kurset.

Via dette samarbejde opdagede de to musikere, at de havde en del til fælles, som de kunne arbejde videre med.

”Meget af det, Skúli Sverrison talte om, kunne jeg bruge. Der var noget fundamentalt i min egen musikforståelse og det, jeg går op i – det kunne han sætte ord på”, siger han om det venskab, der åbnede døren til en ny musikalsk eksistens for ham.

”Førhen så jeg ikke så meget mig selv som en skaber af musik – kun lidt på sidelinjen. Men Skúlis opmuntrende og støttende mentalitet har hjulpet mig til at acceptere de tanker, jeg har gået rundt med”, fortæller han. ”Jeg har nok haft det liggende i min bevidsthed et sted. Nogle gange skal der lige prikkes hul på det”, siger han om håndsrækningen fra vulkanøen.


Sådan indledtes altså det nordiske samarbejde, som skulle vise sig at åbne for en verden, som Gustaf Ljunggren hidtil kun perifært havde overvejet. Via venskabet kom Gustaf Ljunggren også i forbindelse med andre islandske musikere, og han har naturligt fået et indblik i musiklivet i Island, hvor han har indspillet en del af sit album.
Et indblik, der har sat tingene i perspektiv for ham.


”Der er en anden form for sammenhold i Island end i Danmark”, oplever han.

”I Danmark er der god kollegialitet. Men i Island bliver der lige brugt 20-30 pct flere superlativer, når man taler om hinanden”, vurderer han. ”De er højtidelige om deres kunst. I Danmark nedtoner man vigtigheden af musikken – de danske ord er helt anderledes”, fortæller han. At sproget i Island er anderledes i musikken, har været en ny oplevelse for ham.

”I Island bruger man stærke ord. De tager musikken alvorligt. Det er jo et lille bitte land, og der sker altid noget uventet – pludselig kommer man i kontakt med nogen, der laver noget fantastisk kunst. Der er aldrig langt til nogen, der laver noget rigtig godt. Islændingene er uforudsigelige, og det gør det sjovt. Det er anderledes”.

Man fornemmer, at en svensker føler sig tilpas i det islandske musikmiljø. Men også naturen på Island har passet til det, han vil sige med ”Along The Low Road”.


”Jeg har altid nydt stilheden”, indleder han denne del af samtalen, der bl.a. handler om hans minder fra barndommen. Her fylder oplevelserne af, at forældrene var korsangere og at hans far dirigerede et kor. Det at have siddet med og ventet på, at faderens korprøver var færdige – at sidde og lytte til stemmerne på afstand – dén stemning efterstræber han bl.a. på ”Along The Low Road”. Også den særlige atmosfære i den stockholmske Skærgaard, hvor solen går langsomt op og ned, er en konkret inspiration for ham.

”Musik behøver ikke at være supertæt på. Mine egne kompositioner er ekkoer af minder, som jeg har. Jeg tænker ikke så konkret, når jeg skriver musik. På en måde er min musik derfor uden store ambitioner”, forklarer han. 

Og så kommer han ind på en slags paradoks, som han gerne vil indkredse. ”Min musik bærer præg af, at man er nærværende og fraværende på samme tid – here and not here. Den er et forsøg på at komme tæt på den tilstand”, siger han.


Der er med andre af hans egne ord tale om en abstrakt og lidt underbevidst musik. En magisk luft, der strømmer igennem rummet, siger han. Dén strøm har Skúli Sverrison været med til at åbne.

Et koncentreret øjeblik kan se sådan ud i selskab med Skúli Sverrison og Gustaf Ljunggren. Det meste af indspilningen af “Along The Low Road“ har fundet sted i Island. Øverst: Coveret til “Along The Low Road“.

Foto: Oliver Devaney

De har således begge været involveret i albummets indspilning, der for en stor del har fundet sted i Island og siden er mikset i Sverige og lyd-mastereret i Skotland. Gustaf Ljunggrens 10 numre, der udgør ”Along The Low Road” er udført med Skúli Sverrison på elbas og Gustaf Ljunggren selv hovedsageligt på barytonukulele, men også andre instrumenter som f.eks. steelguitar, fløjte, basklarinet og klaver. 


Godt nok er den svenske musiker uddannet saxofonist, men interessen for alverdens instrumenter præger hans karriere nu – og hans studie, der ifølge eget udsagn er fyldt med instrumenter fra gulv til loft.

Han elsker alsidigheden i at være musiker; at arbejde bredt og ikke alt for skemalagt. ”Jeg har f.eks. arbejdet med DR Pigekoret. Det er helt anderledes end at spille i et jazzmiljø i Aalborg eller med en folkemusikgruppe i en lade i Sverige”, eksemplificerer han. Derudover dækker hans virke også opgaver for andre musikere og at bidrage med instrumenter til spil og soundtracks.


Det at arbejde i forskellige miljøer med sin musik har han også tilfælles med Skúli Sverrison.

”Vi elsker begge Ravel og brasiliansk musik. Og så arbejder Skúli og jeg meget bredt og har mange kontakter til mange miljøer. Det kan man kun, hvis man er klar til at indgå i konstellationer”, erfarer han. ”Man må ofre lidt af sig selv og i stedet finde et centrum i et fællesskab”.

Men den uforudsigelighed, der naturligt følger af at være i et åbent miljø, er tilsyneladende en slags primær drivkraft for Gustaf Ljunggren. Det er netop den, der har bragt ham til realiseringen af ”Along The Low Road”.

”Jeg tror, at jeg bedst kan lide noget, der ikke er for planlagt. Fornemmelsen af, at det er noget, der sker nu. Så deler man virkelig noget med sit publikum”, konkluderer han.


”Along The Low Road” udkom den 1. maj 2026, og man finder de 10 numre på Spotify.



Rachel Einarsson