Cecilia Damström Reetamaria Rajala, klaver Forlag: Alba Udgivet den 5. februar 2026
Der er vildskab, bastante tonebundter og skæve harmonisammenstød i ny finsk musik for soloklaver. Cecilia Damström har komponeret 12 små stykker, der alle har sine helt konkrete inspirationskilder og grundidéer, som Reetamaria Rajala fortolker på imponerende vis. Musikken pleaser på ingen måde øret, men Reetamaria Rajala formår alligevel at vise en formfuldendt kontrol over sit instrument i den komplekse musik, der kræver, at man læser instruktionerne i bookletten.
Den finske komponist Cecilia Damström pleaser ikke ligefrem sine lyttere. Det behagelige er faktisk ofte totalt væk, og lytteren må nødvendigvis læse bookletten for at forstå albummet, der er delt op i emneområder: “Stories“. Faktisk virker albummet som et leksikon. Første stykke er et minde om Cecilia Damströms tidligere underviser. Det næste stykke er skrevet som et mikset portræt af forskellige klassekammerater fra komponistens gymnasietid. Dette efterfølges af fire individuelle stykker med hvert sit tema, mens de sidste seks stykker bringer os ind i naturvidenskabens område med værker, der hver især skal lyde som forskellige fysiske former, f.eks. cirkler og ellipser.
Man er nødt til at læse leksikonet i bookletten først, for ellers famler man helt i blinde i den umiddelbart retningsløse musik. Og det er på en måde lidt besværligt: At man helst skal læse instruktionen nøje for at få noget frugtbart ud af lytningen. Det at komponisten lægger sin musik så konkret og tæt op ad bestemte objekter udformet i en abstrakt musik har både sin charme og sin ulempe. Lytteren er ligesom låst i komponistens idé. Det giver ingen form for mening at tolke det anderledes. Det virker lidt anstrengende ikke bare at kunne lytte, men at det skal være med nøje instruktion, som stod man overfor at skulle samle et møbel.
Til gengæld: Hvis man læser bookletten, er det tilsvarende meget spændende at mærke, hvordan musikken rammende og levende passer til det, den skal beskrive eller fortolke.
Vi begynder på en måde med døden. For det første stykke er som allerede antydet skrevet til minde om komponistens tidligere lærer Jouni Kaipainen, der døde i 2015. Det sker i en markant start med tydelige akkorder, der trykkes i bund med en fast og rolig hånd. Man hører allerede her fra start, hvordan Reetamaria Rajala bare behersker sit instrument på en meget nuanceret, afbalanceret og samtidig fyldig måde. Hun er ikke bange for at banke tangenterne i bund, men hun mestrer også de små detaljer, som hun former med tid og ro. Hun behersker et fantastisk register af nuancer og greb, og det giver Cecilia Damström hende her mulighed for at vise i det katastrofeagtige harmonikaos, som stykket efterhånden udvikler sig til.
De forskellige temperamenter hos gymnasiekammeraterne er også sjove at efterlytte i stykke to, men musikalsk set virker stykket ikke sammenhængende eller som en harmonisk fortælling om de spændende personligheder. Derimod er det meget behageligt at lægge sig i græsset og kigge op mod stjernehimlen i stykke tre; et dejligt roligt tempo gør, at man virkelig kan høre forskellen i, hvordan Reetamaria Rajala trykker på tangenterne og på, hvordan hun kommer fra den ene tone til den anden.
På sin vis er idéen med at musikalisere forskellige af fysikkens former rigtig sjov – som at skabe et fysikleksikon i musik! Stykkerne er skrevet ud fra nøje matematiske sandheder og forhold, der matcher den beskrevne figur. Idéen er umiddelbart fin. Men resultatet bliver, at musikken måske nærmere bliver et blik ind i et fysiklokale fremfor en tur ind i det rum, der er musikkens eget fortolkende væsen. Det er, som tvinger man musikken ind i matematikkens verden med dens mange kanter, lige linjer og ufravigelige naturlove. Musikken rummer langt flere muligheder end det, men det kommer ikke så tydeligt til sin ret her.
En overordnet styrke ved albummet er, at man helt fra begyndelsen mærker, at Reetamaria Rajala har fuld kontrol over sit instrument. Både når det bruser op og bliver uhåndterligt og når det lægger sig stille på gulvet, så man nærmest kan ae det. På ”Stories” er der brug for lidt af hvert fra Reetamaria Rajala, og hun leverer overbevisende. Det gør hun også i albummets klart bedste værk, nr. seks, ”Psychedelic”. Her er forklaringen, at Cecilia Damström leger med samspillet mellem de dybe og høje toner på klaveret. Og det gør hun i et meget enkelt og letgenkendeligt tema, som bliver ved at køre rundt i forskellige modi og oktaver. Helt klart det bedst fungerende værk på albummet, også fordi det kan stå alene uden forklaring og også har en fin melodik, der både er spændende og lidt mystisk. Man kan bare sætte den på, lytte og blive opmuntret.
