“Den mørklagte musik – dansk musikliv under Besættelsen“
Henrik Engelbrecht
Eget forlag
Udgives den 12. februar 2026
Født som jeg er i tiåret efter Befrielsen den 4. maj 1945, ville jeg på det bestemteste have forsvoret, at der kunne siges ét eneste ord mere om besættelsesårene. Det har forekommet mig, at alt var dokumenteret, endevendt, analyseret og kommenteret til hudløshed, alt er blevet bøjet i neon, bagt i saltdej og danset som sanglege i det uendelige. Men jeg tog fejl, for nu, 81 år efter at det var slut, kommer den myreflittige Henrik Engelbrecht her med en forrygende bog om det danske musikliv under Besættelsen, og vel at mærke som den første.
Det er utroligt, at det ikke er sket før, men det kan vel til dels have skyldtes hensynet til dengang stadig levende personligheder og måske også, at man mærkeligt nok måske ikke har syntes, det var så vigtigt? Eller også er emnet så mangeartet og så spredt ud på mange forskellige aktører, at det simpelthen har ventet på en kronikør af Engelbrechts format. For det er jo det, han er, dansk musiklivs kronikør par excellence. Jeg bruger udtrykket med absolut velberåd hu. En krønike defineres i lex.dk på følgende måde: En krønike er en historisk fremstilling, der er kronologisk opbygget, og hvori begivenhederne i reglen fortælles efter angivelse af det år eller den konges regeringstid, hvori de finder sted. Og Wikipedia kan fortsættende fortælle, at genren er livligere end de tørrere annaler og sommetider ikke helt pålidelige.
Det er der dog ikke tale om her. Engelbrecht er en enestående arkivjæger og sporhund. Jeg kan slet ikke forestille mig noget arkiv eller nogen samling, nogen årbog eller avis som han ikke har haft fingrene i. Resultatet er blevet en bog på mere end 500 sider, hvor næsten alle aspekter af besættelsestidens musikliv er grundigt dokumenteret. Når jeg skriver ’næsten’, er det fordi, mit eget felt, kirkemusikken, glimrer ved sit fravær. Kun enkelte omtaler af Mogens Wöldike og Københavns Drengekor kan det blive til. Er det mon fordi, at alt har været så normalt på dette område, at det ikke er en særskilt behandling værd? Men ellers er alt indgående behandlet. Og jeg mener virkelig indgående. Alt er dokumenteret i et omfattende noteapparat, hvor alle kilder er nævnt, og det er simpelthen flot. Ligeledes er der fulgt til dørs med omtaler af, hvad der egentlig blev af skikkelserne i det brogede persongalleri, der her lægges frem. Det meget righoldige billedmateriale skal også nævnes positivt og ligeledes det smarte greb med QR-koder, der linker til 27 forskellige indspilninger fra tiden.
Legenderne om jazzlivet, swingpjatterne og Svend Asmussen og andre er fortalt mange gange før. Men fortællingen om det øvrige musikliv, operaen og Kongens Nytorv og deres vanskelige forhold til besættelsesmagten er her fortalt tydeligere end før, og jeg mindes heller ikke at have set så indgående en fremstilling af Danmarks Radios forhold med hensyn til musikken. Og det, jeg slet ikke har set før, og som er enormt spændende, er historien om de ’andre’, de musikere, som enten af nød eller opportunisme arbejdede for besættelsesmagten lige fra den ikke særligt tiltalende forlagsboghandler Bjørn Erichsen og ned til medlemmerne af DNSAP’s enkelte musikkorps.
Det er jo ikke så længe siden, egentlig. Jeg har personlig i min ungdom kendt flere af de i bogen forekommende personer, og der må være mange efterkommere, der stadig kan huske mennesker, der er omtalt. Derfor er det også velgørende, at Engelbrecht behandler alle, ven som fjende, med nænsomhed og overbærenhed og, så vidt jeg kan se, uden bias, selvom man jo nok kan udlæse hans sympatier af teksten. Og først og fremmest, så kan manden skrive dansk. Det er en sand fornøjelse at være i selskab med hans sprogbehandling, og derfor er bogen forholdsvis let læst trods sin størrelse. Man skal dog lige gøre sig klart præcist, hvad det er, man har i hænderne. ’Den mørklagte musik’ er som nævnt en krønike, og det vil sige, at den går kronologisk frem, at tidspunktet for begivenhederne er den ordnende faktor. Man får derved naturligt nok et godt overblik over tingenes rækkefølge, men ikke nødvendigvis over deres sammenhæng. Dertil skulle man have haft nogle sociologiske og musikvidenskabelige fremstillinger over enkelte emner. Og de findes da heldigvis for en dels vedkommende i Engelbrechts andre bøger, om operaens historie i Danmark, om Axel Schiøtz og andre. Her står kun tilbage at give en varm anbefaling til dette spændende værk og en lykønskning til forfatteren.
