28.12 2025

"Det er de svære ting, der har motiveret mig"

Han er 33 år, men allerede hårdt mærket af tilværelsen. For slagtøjsspilleren Hendrix Holm fra Aarhus er lilletrommen blevet et fokuspunkt midt i det univers af traumer, kampe og savn, som livet tidligt har budt ham.

Nu har han udgivet en EP med de fire numre for lilletromme, som har betydet mest for ham. Det gør Hendrix Holm til en historie om, hvordan musik kan blive en ræling i livets storm, hvad man kan bruge modgang til og hvordan, man på en mere utraditionel måde kan realisere sine drømme som musiker.

Vi taler sammen i lidt mere end en time i telefonen. Men indholdet i dén time rækker et betydeligt stykke længere. Det er, som kaster de 68 minutters samtale tydelige og nærmest hjemsøgende ekkoer efter én, så man i stærke glimt og sekvenser genoplever indtrykkene efter, at det digitale rør er lagt på.
Den 33-årige trommeslager Hendrix Holm med bopæl i Aarhus har netop udgivet fire numre for lilletromme. Det er selvgjort med Youtube-videoer, som han selv har optaget. For han er med egne ord en selvgjort type. Han har meget på hjerte, og han mener, hvad han siger; det åbenbares, at musikken stikker dybere ned i hans liv end blot at være noget æstetisk ædelt og et medium for nydelse og behag. Hendrix Holm kan ikke tale om sin musik uden også at tale om sin baggrund; han kan ikke tale om det, der betyder mest for ham uden også at nævne kampene, tabene og sårene bl.a. fra opvæksten. De gode, livsændrende og livsbekræftende erindringer har han dog også plads til. Hver for sig har livets oplevelser ført ham til at vælge musikken og været med til at gøre ham til den musiker, han har kæmpet for at blive.
Det hele begyndte i Grønland.

Han er født i Illorsuit i 1992 og har en grønlandsk mor og en dansk far. Sammen med sin storesøster og far flyttede Hendrik Holm til Danmark i 2001. ”Lige da jeg kommer ud af lufthavnen ved Aarhus, løber jeg afsted, fordi jeg ser et træ”, fortæller Hendrix Holm om sit allerførste møde med Danmark. ”Der kommer en bil, men jeg blev reddet af min faster, der hurtigt så faren og greb fat i mig”, husker Hendrix Holm.  
Det var imidlertid på en barsk baggrund, Hendrix Holm kom til Danmark. Uden at gå i detaljer lader han det komme frem, at det på mange måder var en utryg tid, han lagde bag sig. ”Min mor var alkoholisk, så vi havde brug for at komme afsted. Min mor blev på Grønland, og vi andre kom til min faster i Aarhus”, fortæller han. En af de første erindringer her handler om Zoologisk Have, som gjorde stort indtryk på Hendrix Holm og hans søster. ”Men det, der gjorde størst indtryk på min storesøster og mig, var myrerne – det var dem, vi syntes, var mest spændende. Og myren er stadig mit yndlingsdyr”, fortæller han.  

Skiftet til Danmark var en nødvendighed for Hendrik Holm.
”Det var meget godt at komme til Danmark. Der bor jo flere mennesker i Skive, end der gør i hele Grønland. I min bygd boede der 40 mennesker, og den nærmeste by lå 40 km væk, og der kunne man kun komme til i båd”, siger han og vurderer,  at de større byer på øen nu ligner de danske mere, bl.a. på grund af mere udbredt internetforbindelse. Samme forbindelse som gør, at hans nyudgivne musik også let kan finde vej til hans hjemstavn. Det gælder fire værker for lilletromme, som er valgt med omhu.
På Youtube-videoen kan man lytte og se Hendrik Holm spille. Man ser ham i profil. Koncentreret er han bøjet over lilletrommen. Man kan næsten se, hvordan hver fiber i ham er opmærksom på at få det bedste resultat ud over skærmkanten. Man kan selv tjekke det på: 

https://youtube.com/playlist?list=PLj5QBiScluMxqVukt-3TtnCWkoxuvxJTf&si=Gicj2QL2c6E0ppzN

Hendrix Holm spiller stykket “Danish Taptoo” (1963) af danske Børge Ritz Andersen (1915–2000), som er det mest anvendte solostykke ved konkurrencer både i Danmark og de øvrige skandinaviske lande. Der er også blevet plads til stykket “A Piece for Snare Drum” (1981), som hans gode ven og læremester Søren Monrad har komponeret. Ham hører vi mere om. Som det tredje nummer får man
“Aarhus Etude No. 9” (1969), som er komponeret af Bent Lylloff (1931–2001). Derudover er den islandske komponist Áskell Másson også repræsenteret med sit bidrag “Prím” (1984).

”Det er de værker, jeg har brugt meget tid på. De viser hele min rejse i at blive introduceret til den klassiske musikverden”, siger Hendrix Holm og lader os forstå, at udgivelsen måske kan ses som en slags komprimeret selvbiografi.

På lidt utraditionel vis blev instrumentet en del af hans indgang til den klassiske musik. Men ikke uden hjælp fra hans far, der hjalp ham til at komme ind på Orkesterefterskolen i Holstebro.
”Min far fandt skolen til mig. Alt jeg laver, er dedikeret til min far”, siger han med fasthed i stemmen om faderen, der døde af kræft for få år siden. ”Vi har altid hørt meget musik derhjemme – f.eks. hippiemusik, som min far godt kunne lide”, siger Hendrix Holm uden svøb. ”Jeg går ikke op i det mainstreamede, og jeg har altid syntes, at klassisk var fedt”.
Optagelsen på Orkesterefterskolen blev et markant tiltag i Hendrix Holms liv. Man mærker, at han stadig drager nytte af tiden der. Han nævner en af sine lærere, Søren Monrad, som han har udgivet et værk af. Men det var en særlig modgang her, som for alvor vakte ham.

Han ønskede at gå videre med musikken og komme ind på MGK. Men en sten lå på vejen. ”Sanne Lykke Larsen, min lærer på efterskolen, sagde: Ja, men du er ikke god nok til at komme på MGK. Og jeg blev rasende! Hun smadrede mit alter”, siger han frit fra leveren og dybt inde fra lilletrommehjertet. Først viste han modstand.

”Jeg ville ikke have undervisning i to uger. Men derefter tænkte jeg: Nu skal jeg virkelig bevise. Og her begynder jeg at lære den klassiske disciplin: Hvis du vil noget, så tag dig sammen”. Hendrix Holm kastede sig nu over tre værker for lilletromme for at opnå drømmen om MGK. ”Jeg øvede mig fem til seks timer hver dag. HVER dag. Også når jeg var syg”, fortæller han og nævner, at han fik Årets Øverpris på skolen. En slags intern ære der stadig giver mening. ”Jeg kom altid for sent til aftensmad, fordi jeg øvede mig”. Og så husker han med glæde i øvrigt også tilbage på sine kammerater Jonas Rasmussen og Christian Øland, der gik på Orkesterefterskolen samtidig og som nu begge har karrierer som dirigenter.

Kampene vendte imidlertid tilbage til Hendrix Holm. Hans symptomer på adhd og autisme tog med tiden til med at fylde. Han måtte trække sig i en periode fra studierne ved konservatoriet. Depressionen fyldte hans verden i to år. ”Jeg tænkte: Hvad skal jeg? Give op eller komme tilbage til trommerne?”
Resultatet kender vi nu.
”I min barndom var der ingen kontrol. Her var jeg fikseret på kontrol”, siger han med henvisning til moderens misbrug og svære ting, han måtte gennemleve. Om hvordan han klarede sig igennem og siden via trommen beholdt en vis kontrol. ”Det er de svære ting, der har motiveret mig. Trommesættet har jeg altid holdt ved lige. Jeg har været god til at øve mig og holde mig til basiske ting som opvarmningsøvelser – det er faktisk blevet et ritual. Når jeg står op om morgenen, går jeg hen og øver mig med det samme. Man starter med det, man er god til”, lyder hans opskrift på en god morgen.

”Hvis du vil noget, så tag dig sammen”

Trods sine indre kampe fuldendte Hendrik Holm MGK i Holstebro og blev derefter optaget på RAMA/Det Jyske Musikkonservatorium – begge gange med topkarakterer. Han afsluttede sin bachelor i klassisk slagtøj, ligesom han efterfølgende fik papirer på uddannelsen Performance Master på Syddansk Musikkonservatorium i Odense.

Nu ligger hans første udgivelse klar. Men udover selve musikken har Hendrix Holm også en anden mission med at stå frem.
”Jeg vil også gerne aftabuisere depression”, siger han og fortæller, at han har stået på kanten af livet. På randen af selvmord. Men han nåede at holde fast i livet. ”Det handler om at kigge indad og se, hvad der betyder noget”, siger han. Og her har han bl.a. fundet ud af, at musikken ikke handler om at få fat i det rigtige label, når man skal indspille. Det skal ganske enkelt bare lyde godt. ”Jeg har selv indspillet min EP og også taget billederne”, fortæller han. Han fortæller også, at selv detaljer om hvorvidt, han har kasket på i videoen og hvordan han har den på, har været taget til overvejelse; som er trommespillet en handling, der nøje skal tilrettelægges, fordi han har så stor respekt for den. For lilletrommen er den ræling, han holder fast i, også når han har haft svært ved at relatere til samfundets vedtagne kategorier.
”Jeg har aldrig passet ind. Og jeg har stadig min kat og min PlayStation, mens mange på min alder stifter familie og bliver etablerede. Og jeg drikker ikke alkohol”, siger han og berører kort, at han i en periode kæmpede med misbrug i forskellige former. ”Det at passe ind har været svært. Men det hænger også sammen med, at jeg nok bare er nørdet. Lilletrommen får mig til at slappe af”, siger han.

I øjeblikket afventer han sin diagnosticering af autisme. ”Jeg har symptomerne”, forklarer han. ”Jeg mærker angst og besvær med small talk. Jeg vil hellere snakke sådan her med alle, som jeg gør nu”, siger han med henvisning til vores interview, hvor han tilsyneladende ubesværet kommer til orde. Også en tur med bussen kan være en stor opgave for ham. ”Sanser, lyde og lugte gør, at jeg må sidde med støjreducerende ørebøffer”. 

Han har som antydet ingen problemer med at betegne lilletrommen som nichet – at den også er lidt for sig, sådan som han selv har følt sig. ”Det er ikke sådan, at jeg synes, at nu skal alle bare synes, at det er fedt med lilletromme”, siger han. Men man forstår, at der ligger mere end som så i at beherske en lilletromme og at den rummer en del muligheder for nuancer. Der er mange detaljer der skal styres, for at man kan få den rette kontrol over instrumentet. ”Det handler om at få kontrol der, hvor fingrene rører ved stikken. Forte fortissimo lyder bedst bestemte steder på trommen, og jeg ved, hvor jeg bedst kan starte ”Bolero”, eksemplificerer han om instrumentets nuancer. ”Det har også betydning, om jeg læner mig ind over trommen eller om, jeg retter ryggen. Det har jeg studeret. Og der skal ikke meget til, før der bliver forskel”. Han spiller på kalveskind, som er følsomt overfor temperaturskift, og så er der en meget vigtig ting, man skal huske. ”Jeg kan jo stemme en tromme! Det er altså vigtigt! Det er ligesom, man stemmer en violin”, forklarer han om, at en tromme også har en tone, der skal stå skarpt, når Hendrik Holm skal på banen.

Om hans eget liv skulle tage en slags temperaturskifte á la lilletrommen helt tilbage til musikken som levevej, må fremtiden afsløre. Som freelance-musiker har Hendrix Holm allerede god erfaring og har spillet med flere danske symfoniorkestre herunder Aarhus, Aalborg, Sønderjylland og Det Kongelige Kapel. Og så komponerer han også værker for slagtøj, ligesom en gruppe privatelever også har plads i hans kalender.

Den svære depression af to års varighed har i en vis grad bremset hans karriere; dog er det også i en vis grad lykkedes ham at finde en alternativ vej i sit arbejdsliv. Han er i øjeblikket uden arbejde, men har tidligere arbejdet som socialpædagog og lagerarbejder. Han er tilknyttet en mentor hos kommunen, der hjælper med at finde et passende job. Drømmen om at vende helt tilbage til den klassiske musik lever dog intakt. ”Jeg vil gerne tilbage i livet og spille i orkester igen”, siger han. Han overvejer også at vende tilbage til studierne på Syddansk Musikkonservatorium.

”Hvis du ikke fortæller alt det andet, står der kun, at jeg spiller tromme”

”Mit mål er fortsat at leve af musikken og på sigt vende tilbage til freelancearbejde i symfoniorkestre”, skriver han til mig nogle dage efter interviewet. ”Jeg er for nylig blevet en del af det nyoprettede blæserorkester Silkeborg Blæserne, hvor jeg har fået en 1. percussion-position”. Orkestret er stiftet af hans bedste ven, Nikolaj Langgaard, som han har kendt siden MGK-tiden. ”Stillingen giver adgang til slagtøjsinstrumenter og er et vigtigt skridt i den retning”, skriver han med hensyn til at kunne få adgang til at øve sig bredt på de instrumenter, der hører til i en stilling som slagtøjsspiller.

Derudover løser Hendrix Holm forskellige opgaver for gode venner.
”Jeg får udgivet min egen musik hos Johan Svitzer (ejer af Edition Svitzer, der er et forlag for sheet music, red.). Ham laver jeg også nodekorrektur og redaktionelle opgaver for, når der er behov”, siger Hendrix Holm. ”Han har været med til at få mig tilbage på sporet, og ham arbejder jeg også for nu”.
Han nævner også Anders Lynghøj, studieleder ved Det Jyske Musikkonservatorium. ”Han har været en meget vigtig mentor og ven i mit liv. Han vejledte mig og viste mig vejen ind i slagtøjs- og orkesterverdenen og tog mig virkelig under sine vinger”, lyder den varme beskrivelse.

Det at holde sig varm på musikken klarer Hendrix Holm også ved selv at komponere musik, ligesom han bruger tid på at rette noder for andre musikere. Hvor meget han selv rent økonomisk får ud af den del, er ikke et decideret emne. ”Loyalitet og venskab er vigtigt for mig”, siger han. Men han drømmer også om at lave masterclass i USA, hvor han næste år deltager i en stor messe for slagtøj. ”Spillestilen i Danmark er mere opdateret. I USA er spillestilen mere kraftig, mens den i Danmark er mere nuanceret. Her er der plads til at øve de stille passager – den nordiske spillestil”, vurderer han.

Vi nærmer os slutningen på historien.

”Må jeg bruge alt det, du har fortalt mig her”, spørger jeg til slut i samtalen med henvisning til de mange personlige , han har åbnet for. ”Ja, endelig”, nærmest udbryder han. ”Hvis du ikke fortæller alt det andet, står der kun, at jeg spiller tromme”, siger han.  Det er ikke dækkende for den fulde forståelse af Hendrik Holm. Jeg forstår det sådan, at lilletrommen for Hendrix Holm er vokset op af en jord med et mørke, som på paradoksal vis både har fået instrumentet til at vokse, men samtidig også har været tæt på at kvæle det. Og at trommen fortsat er i gang med at vokse til i Hendrix Holms verden og langsomt ser lysere dage.

Rachel Einarsson