Serenade, Knudåge Riisager Mosaïque Musicale Op. 54, Niels Viggo Bentzon Kammerkvartet, Fini Henriques
Forlag: dB Productions Udgivelsesdato: 6. marts 2026
Det er ikke fordi, man ligefrem sidder og kluklér, når man lytter til den her skive. Men man kan ikke undgå at have det direkte sjovt på en tænksom måde undervejs. Det vil også sige sjovere end man oftest har, når man lytter til klassisk musik.
Det er ovenikøbet dansk musik, der er kilde til morskaben. Med undtagelse af Knudåge Riisagers bidrag (1897-1974) er alt på udgivelsen desuden indspillet for første gang, og det i et samarbejde mellem danske og svenske musikere. Musikerne har også sin del af ansvaret for morskaben, fordi de spiller på en befriende fri, ukrukket men stadig musikalsk fuldendt og kompetent måde. Hvor er det skønt for ikke at sige vildt fedt at høre arbejdslydene fra instrumenterne, mens man samtidig mærker, at musikerne spiller i en fuldstændig jævnbyrdig mosaik af individuelle stemmer og med en fælles klang, hvor alle kommer til, men hvor ingen overgør hverken sig selv eller sin stemme.
Med albummet “Mosaique danoise“ har nærværende musikere ønsket at sætte fokus på det, de kalder en overset dansk kulturarv. Det betyder, at de har gravet i gemmerne, udvalgt fem værker og indspillet dem, og det i en besætning, der er kendt fra den oprindelige Danske Kvartet, som den så ud i årene 1935-1957. Repertoiret er fra mellemkrigsårene og 2. Verdenskrig fra perioden 1936–1948, og de afspejler tiden efter Carl Nielsen, da komponisterne fandt hver deres personlige udtryk. Nogle rakte tilbage til senromantikken (Fini Henriques), andre arbejdede med tydelig inspiration fra jazz (Herman D. Koppelog Niels Viggo Bentzon), nogle havde tyske forgreninger (Bentzon) og andre igen bar præg af Paris-ophold med ekkoer af Milhaud, Ravel, Roussel og Martinů (Otto Mortensen, Knudåge Riisager).
Resultatet er en samling musik, der således spejler sin tids kulturelle særpræg og giver ny lyd til en æra, da dansk kunst var præget af modernisme, især surrealisme og tidlig abstrakt kunst samt fremkomsten af funktionalistisk arkitektur. Samtlige værker kan her høres indspillet for første gang med undtagelse af Knudåge Riisagers værk, der er indspillet tidligere.
Nu er det jo efterhånden næsten blevet moderne at grave ukendt og uopdaget musik frem. Det skulle nødig gå hen og blive mainstreamet, for det er et vigtigt arbejde, som vi alle nyder godt af. I dette tilfælde må man sige, at det forekommer nærmest ubegribeligt, at ingen før nu har kunnet finde på at indspille f.eks. Otto Mortensens (1907-1986) tresatsede værk “Quatuor Concertant“. En første sats, der pibler med levende toner, der ikke er fremført i en poleret pænhed, men stadig er perfekt og veludført. I anden sats indleder Andreas Brantelid en smuk melankolsk melodi, og vi ledes videre ind i en molpassage ledsaget af klaver og fløjte. Meget smukt, let og elegant; musikalsk kunst der baner sig direkte vej ind i hjertet af lytteren. Instrumenterne fletter sig ind og ud af hinanden i hver sine soli. Der er masser af variation i udtrykket, der vokser til i intense toner hos strygerne, og vi oplever igen Janne Thomsens overbevisende håndtering af sit instrument.
Sidste sats er spændstig og sprudlende. Alt er interessant, og der er mange overraskelser. Vi oplever en vals i forårshumør, der pludselig skæres over af en brat ændring i instrumenterne, inden det hele slutter pludseligt og man får sig et spontant grin.
Kort sagt: Vi er simpelthen nødt til at høre mere til Otto Mortensen fra nu af.
Foto:
Den svenske pianist Bengt Forsberg virker som den helt rette mand til denne indspilning, idet han er kendt for sin evne til at opspore glemt og uopført musik. For sine indspilninger har han da også vundet flere internationale priser. Igennem mange år har Bengt Forsberg samarbejdet med Andreas Brantelid, ligesom han har optrådt med flere svenske symfoniorkestre.
Foto: Erik Nilsson
Udover at være en stærk og erfaren solist har den svenske violinist Cecilia Zilliacus også en lang række udgivelser på sit CV. Hun udmærker sig desuden ved at bringe mindre kendte komponisters værker på scenen, ligesom hun også bidrager som kunstnerisk leder for festivalen Katrina Kammarmusik på Åland.
Foto: Tina Axelsson
Janne Thomsen nyder status af at være en af tidens største klassiske danske solister. Hun har tidligere undervist på bl.a. Universität Mozarteum i Salzburg, og herhjemme ses hun som grundlægger af og kunstnerisk leder for Klassiske dage i Holstebro.
Foto: Susie Knoll
Utvivlsomt er den dansk-svenske cellist Andreas Brantelid også blandt de mest efterspurgte klassiske solister i Danmark. Hans karriere begyndte ganske tidligt, og han har arbejdet sammen med mange af de vigtigste orkestre i verden, mens kammermusikken også står centralt i hans karriere. I juni 2026 kan man opleve ham i front for Sønderjyllands Symfoniorkester i E. Blochs “Schelomo“ .
Foto: Ida Wang
Det er, som står Otto Mortensen lidt for sig selv i udgivelsen. Hans stil står lidt for sig selv og skiller sig ud fra de andre værker på albummet. Resten af skiven byder således på en mere moderne melodik, et andet temperament og et nyt følelsesregister. Hos Herman D. Koppel (1908-1998) er der også virkelig gang i den med riv i strengene og livlige påfund i alle instrumenter. Alt er superinteressant og nærmest sjovt, så man er med til sidste node i sidste sats. Og det gælder resten af udgivelsen, hvor man får lov at opleve forårsagtig stemning med fortsat livlige og spændstige påfund, der er veludført hos alle musikere.
Hos Fini Henriques (1867-1940) mødes vi også af en smuk og imponerende musikalsk opfindsomhed. Første sats indledes ganske smukt med en vis vemodighed, der afbrydes af skratten og hidsige toner. Der fares frem og tilbage med fart og god energi. I anden sats får Bengt Forsberg ordet i en funderende indledning, inden vi i sidste sats får masser af livfulde detaljer og hvor alt bare er lækkert hele tiden.
Alle stykker på udgivelsen har desuden den sikre kvalitet, at de er velproportionerede både med hensyn til indhold og længde. Komponisterne holder os ikke hen med luftfilosofi, men har hele tiden noget på hjerte. Med hensyn til det tekniske er dette måske en fejlagtig antagelse, men umiddelbart lyder stykkerne ikke helt uspillelige. Naturligvis kræver det sit at gennemføre, men det lyder ikke som akrobatisk opvisning i umulige fingerstillinger eller voldsomme spring. Det er et ekstra plus. Musikken boltrer sig på et opnåeligt niveau, og musikerne lyder til at have det sjovt. Et fuldstændig lækkert og fantastisk album, der bare funkler i leg, knitren af strenge, optimisme og behersket overlegenhed fremført af et hold totalt kompetente musikere. Kæmpe hurra for det.
