Program: G. Rossini, Vilhelm Tell E. Grieg, Anitras dans B. Strayhorn, Take the A-train A. Khachaturian, Gayane J. Brahms, Ungarsk dans nr. 5 D. Sjostakovitj, Jazzsuite nr. 2
H. Wood, Hornpipe J. Offenbach, Orfeus i underverdenen
Trash.dk, Thomas Hamilton og Jesper Mikkelsen
Islands Symfoniorkester
Eldborg, Harpa, Reykjavík, lørdag den 14. februar 2026
Foto: RE
Der var både velkendte redskaber fra hverdagen og Georg Gearløs-agtige hjemmelavede instrumenter på scenen i Harpa i Reykjavík, da den danske slagtøjsduo Trash forleden gik i luften sammen med Islands Symfoniorkester. Det kan ikke betale sig at være kedelig voksen til sådan et sprællevende show. Samtidig må man leve med, at nogle klassiske hits nok for altid er ændrede i ens bevidsthed efter, man har overværet disse humoristiske udgaver af dem.
Næste gang du går på rutinebesøg hjemme i køkkenet, kan du overveje, om du i virkelighden bevæger dig ind i et musiklokale. Find en gaffel og et par glas, så er du i gang. Efter en koncert med Thomas Hamilton og Jesper Mikkelsen fra trash.dk får man i hvert fald et lidt andet og mere musikaliseret syn på kaffekoppen, opvaskebørsten og det kedelige låg på skraldespanden. Sammen med Islands Symfoniorkester blændede den danske duo forleden op for en times veloplagt, kreativ og fængende leg med instrumenter, rytmer og temaer fra især den klassiske musik. Duoen har fungeret siden 2001, og koncertformen denne gang havde karakter af en familiekoncert med genbrug som tema. Det virkelig gode ved kategoriseringen familiekoncert var, at det gav en afslappet stemning i salen. Der var fin plads til lidt gråd, hjertelige grin og et par samtaler i ny og næ hen over musikken.
For der var hele tiden noget at kigge på og tage stilling til. Som udløser de sjove påfund på scenen en slags spontan reaktion i salen. Og det kom i spil helt fra starten, da duoen indledte sin entré på scenen med at feje for egen dør, så at sige. Med hver sin klassiske viseværtskost kom de fejende ind på scenen foran orkestret, mens deres arbejde gradvist blev et rytmisk samarbejde i fejen og banken med kosten henover gulvet. Så var optakten til hele showet slået an, og forventningerne var i top. For vi kunne se de andre opstillede, fantasifulde instrumenter i siderne af scenen. Komisk var det, da Jesper Mikkelsen pludselig trillede ind på en lille rød børnecykel. Cyklens ringeklokke blev soloinstrument i den smukke “Anitras dans“ af E. Grieg. Jesper og Thomas udviklede efterhånden cyklens funktion til et bindeled i en rigtig sjov dialog, som også gjaldt orkestret. Et ellers meget romantisk klingende stykke musik skiftede karakter til en skør og meget velfungerende hanedans.
Anmelderen må også bemærke, at det for eftertiden nok er svært ikke at høre J. Offenbachs “Orfeus i underverdenen“ uden at genopleve Thomas baske løs på de forskellige hjulkapsler på det store stativ. Igen en fantastisk måde at finde humoren i et stykke velkendt musik, fremhæve det og nærmest karikere den.
Generelt var der i øvrigt en tydelig positiv respons fra orkstret og dirigenten, hvilket også bidrog til det swung, der løftede koncerten langt ud over scenekanten.
Der blev kamp om den røde cykel med dens attraktive instrument, ringklokken.
Foto: RE
Publikum virkede til at være med fra start. Voksne som børn. I alt fik vi otte stykker musik på en time med en meget stor variation. Der var også tænkt på kontrasterne; Thomas Hamilton og Jesper Mikkelsen medvirkede i alle numre undtaget ét i midten af koncerten, som det meget smukt spillende Islands Symfoniorkester fik for sig selv. “Kommer de ikke ind igen?“, spurgte det fireårige publikum ved min side, da de to trash-folk udvandrede for at overlade scenen til orkestret. Og jo, det gjorde de. Men dejligt også at få orkestret i en slags solo. Især når det kom frem, at orkestret tog sin opgave seriøst og leverede varen.
I det hele taget fik man en fantastisk variation og et meget velproportioneret program, hvor man imponeres over den store kreativitet, duoen lægger for dagen. Som bobler Thomas Hamilton og Jesper Mikkelsen over af lyst til at formidle og give publikum en skøn oplevelse. Faktisk føler man, at de møder publikum med en slags omsorg; uden at mægle et ord, men med tydeligt kropssprog, store smil og veloplagt øjenkontakt med publikum mærker man, at iveren for at smitte os med glæde er enorm. Det brænder igennem på en meget professionel men samtidig personlig måde, som man nødvendigvis må overgive sig til. Ikke mindst da Jesper Mikkelsen fik hele salen i sving med en slags hørelære-lektion i at klappe forskellige taktmønstre. Det gav stor og omgående respons i salen. Og da to unge publikummer fra salen fik lov at medvirke på båthorn i det humoristiske stykke sømandsmusik af Henry Wood, levede vi os ind i, om de to modige mennesker kunne trykke båt-båt på det rigtige tidspunkt.
Eller som én engang sagde: „Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget“. Omformuleret i nærværende situation: Hvis man ikke giver slip på sine vante former, kommer man slet ikke ind i skraldespandens forunderlige musikalske verden sammen med det, som Jesper Mikkelsen og Thomas Hamilton har forberedt. Og det føles meget sundt at miste kontrol på denne måde i en time af sit liv.
