12 Nocturnes Piano Concerto No. 3, “ La sera estatica”
Bent Sørensen
Katrine Gislinge, klaver Copenhagen Phil
John Storgårds, dirigent
Forlag: Dacapo Records
Udgivet 16. januar 2026
Det virker mystisk og dunkelt helt fra begyndelsen. Og sådan fortsætter det. Forvent ikke, at mysteriet om mørkets væsen bliver løst på denne udgivelse.
Umiddelbart opfatter anmelderen ikke klaveret som den oplagte formidler af noget i grunden uudgrundeligt, ligesom klaveret heller ikke umiddelbart fremstår med uklarhedens klang. Men de opfattelser bliver strengt udfordret, når man erfarer, hvad Bent Sørensen kan få klaveret til at gøre. Hans hustru er solist i de 12 nattestykker på den nye CD, ligesom hun også er den førende stemme i den efterfølgende klaverkoncert, som Copenhagen Phil lægger lydkulisse til.
Poesien i Bent Sørensens forstand bliver fint, nænsomt men også umiddelbart formuleret i “12 Nocturnes“. De små stykker har hver sin titel og hver sin oprindelseshistorie. Nocturnerne er komponeret i årene 2000-2014 og formulerer tiden fra solnedgang til solopgang. Stykkerne har hver sine inspirationskilder, f.eks. i vuggesange som Bent Sørensen selv har sunget for sine to døtre, lydoplevelser i Københavns aftengader eller et digt af Pia Juul.
Og det er på en måde paradoksalt: At en så undrende, flydende og nærmest retningsløs musik kan have så konkrete kilder. Samtidig er det også interessant og er en påmindelse om, hvordan konkrete oplevelser kan bearbejdes til en slags moderne kunst i bevidstheden.
Tag f.eks. stykket “Mondnacht“, som er den anden nocturne i rækken. Klaveret lægger ud i det høje register, men fortsætter ellers i samme retningsløse, undrende og søgende stemning som i den første nocturne. Klaveret funderer rundt i en slags søgen efter fred og har plads til enkelte høje toner, der hænger i luften over et dynd af intethed. I fjerde stykke, “Barcarola“, er der masser af vægelsind og dysterhed. Der er ikke alverden for Katrine Gislinge at rutte med og rive i, selvom nuancen piano naturligvis også kræver stor kontrol og tilstedeværelse. Stykke fem byder på nærmest koralharmoniserede sekvenser i en alvorsfuld og nærmest ordnet stemning, før man i stykke syv får en nærmest impressionistisk farvepalet a la Claude Monet. Det er ret behagelig mystik, som i Katrine Gislinges tonegivelse faktisk giver lidt mening.
Hvert stykke har sin egen karakter, men fælles for dem alle er, at mørket er tydeligt. Det er helt tydeligt, at Bent Sørensen arbejder i natten. Og det er en stor kvalitet. Det retningsløse virker på en måde meget utilfredsstillende og til tider irriterende, men samtidig er det en tilstand, man bare må finde fred i. Eller blot acceptere. At mysteriet ikke bliver løst. At natten er sit eget væsen og at det netop giver andre muligheder for væren end dem, dagen byder på. Mysteriet om mørket skal ikke løses. Mørket er uudgrundeligt, men musikken prøver at gribe det og klistre det fast i luften for os.
Mørket er fortsat emnet i Bent Sørensens “Piano Concerto Nr. 3“. Nærmere betegnet er det skumringen, der her får særlig sendetid; en tid i døgnet, hvor særlige møder finder sted efter dagslysets nedbrud. Skumringstiden som en overgang til de timer, hvor døgnet indbyder til en mystisk stilhed og en helt anden form for bevidsthed end dagens.
Det er i øvrigt sjovt – og helt konkret – at vide, at klaverkoncerten er inspireret af Katrine Gislinges øveaftener hjemme i parrets lejlighed under coronapandemien. At Bent Sørensen er kommet hjem efter en arbejdsdag og møder ind i sin hustrus øvning, som byder ham på brudstykker af kendte værker. Klaverkoncerten her på udgivelsen er en liveindspilning fra 2021, og der er mange typiske Bent Sørensen-elementer i den. F.eks. den måde strygerne sættes i gang på med skæve sværme af toner i fordrejede op- og nedsving. Messingblæserne svinger sig også rundt i tætte tonesværme og opfarende udråb, og det virker som om, klaveret snarere får konkurrence end opbakning fra orkestret. I klaverkoncertens anden del mødes vi af tristhed og vemod i et næppe hørligt pianissimo; et kirkeklokkespil blandes med forsigtige klavertoner, og den søgende, svævende og drømmende karakter formuleres i lange toner. Klaveret får sine egne soli, og de får et markant og flot udtryk i Katrine Gislinges formulering.
Mørket træder tydeligt frem i den måde, Bent Sørensen komponerer på, og det er en flot og imponerende præstation. At noget så abstrakt alligevel kan formuleres så tydeligt. Der er lidt mere temperament i anden del af klaverkoncerten, inden det hele ebber ud og natten helt tager over. For mysteriet skal ikke løses.
