14.05 2026
“Efter denne proces kan musikerne noget mere“
Interview
Det har krævet en erfaren instruktør. Og det blev Mikkel Harder Munck-Hansen, skuespiller og direktør for Det Danske Institut for Kunst og Videnskab i Rom. Opgaven lød på opsætningen af teaterkoncerten ”DSCH” med Det Norske Kammerorkester, som nu gæster Det Kgl. Teater den 27.-28. maj 2026.
Men hvor svært kan det egentlig være at sætte klassiske musikere til at spille D. Sjostakovitj i 90 minutter? Ikke lige ud ad landevejen, viser det sig – især, når musikerne ingen noder har og når de skal bevæge sig rundt på scenen, imens de spiller under helt andre forhold.
Mikkel Harder Munck-Hansen er uddannet skuespiller og er fhv. skuespilchef på Det Kgl. Teater. Det er bl.a. dén historik, han trækker på som instruktør for Det Norske Kammerorkester.
Foto: Euishin Kim
”Der var krise, alle var helt mistroiske. Jeg var nær blevet fyret”.
Der er ingen vaklen mellem stolene. Mikkel Harder Munck-Hansen ser én direkte i øjnene og kalder en spade for en spade. Han virker som en leder, der både kan og tør se en retning midt i kaos og vanvid. Eller også er han en erfaren, modig og velfunderet instruktør med en særlig næse for, hvad der lige præcist holder.
Eller det hele på én gang.
Da Mikkel Harder Munck-Hansen blev rykket i ærmet af kontrabassist Katrine Øigaard og blev præsenteret for hendes idé om at skabe en teaterkoncert om Sjostakovitj, var han ikke i tvivl. Han ville slå til.
Det skete for en del år siden.
Da projektet for alvor begyndte at tage form i 2020, skulle han desuden blive en vigtig spiller i at få musikerne overbevist om, at ”DSCH” overhovedet kunne lade sig gøre. At musikerne godt kan bevæge sig langt ud over det, de plejer at gøre og samtidig spille musik af samme kvalitet, som de ellers er vant til og kendt for. Nu har ”DSCH” været opført flere gange i udlandet, men gæster Danmark for første gang i maj 2026. Der venter publikum 90 minutter med udvalgt musik af Sjostakovitj, som er sat op i en dramatiseret form. Musikerne bærer kostumer og bevæger sig på en scene, der er badet i lyskunst og også i en vis henseende er mørk og ugennemsigtig.
Før Mikkel Harder Munck-Hansen overhovedet kunne gå i gang med at tænke på scenelogistik, udtryk og effekter til skabelsen af ”DSCH”, gik han i en slags forsker-mode.
”Jeg gik i gang med at lytte til Sjostakovitj – alle mulige steder; læse om ham, læse hans dagbøger, undersøge hans familie, det politiske og hvad der skete i kunsten på hans tid”, remser han op.
”Så pillede jeg bidder af musikken ud og sagde: Det er det her lydspor, jeg gerne vil lave. Det præsenterede jeg for dem”, fortæller han om sit samarbejde med Katrine Øigaard og hendes mand, Øystein Sonstad, der er cellist i orkestret. Han har været en stor drivkraft i arrangeringen af D. Sjostakovitjs musik til forestillingen.
Der var imidlertid et praktisk problem i, at Sjostakovitjs klaverværker ville være svære at fremføre i sin originale form. Simpelthen fordi, at det er svært at have et klaver med på scenen i en koncert, hvor der er bevægelse med mange skift i orkestrets opstilling. Der måtte findes en substitut.
Foto:
Foto:
Bjarke Mogensen, billedet øverst, blev i 2024 udnævnt til P2 Kunstner og spiller Sjostakovitj i “DSCH“. Finske Pekka Kuusisto, billedet nederst, er kunsterisk leder for Det Norske Kammerorkester og har også en diskret lederrolle i “DSCH“.
Foto: Magnus Skrede
”Jeg ville gerne have et akkordeon, fordi det også virker russisk. Så foreslog jeg Bjarke Mogensen. Han ligner også Sjostakovitj, hvis han får et par briller på. Den åd de”, siger Mikkel Harder Munck-Hansen – med en humoristisk og ligefrem undertone.
En anden ting de også accepterede, var, at en særlig strygekvartet skulle have god plads.
”Hans ottende strygekvartet er skrevet i Dresden. Alt var udbombet efter krigen, og Sjostakovitj skulle melde sig ind i partiet, hvis han ville beholde sin stilling ved konservatoriet“, fortæller Mikkel Harder Munck-Hansen.
“Derfor er denne kvartet ekstremt dyster. Den er bygget over initialerne i hans eget navn, og de er også ledetonerne i dette stykke. Denne ottende strygekvartet blev udgangspunktet for hele forestillingen“, siger Mikkel Harder Munck-Hansen.
Deraf har vi forklaringen på navnet „DSCH“ – komponistens initialer og hans udvalgte toner i ét huk. Og nu titlen på en teaterkoncert, der endte med at blive et dramatiseret potpourri over flere af Sjostakovitjs værker.
Mikkel Harder fortæller videre, at Sjostakovitjs sidste værk blev hans Bratschsonate. Netop dette værk både åbner og lukker teaterkoncerten, og alle musikstykker i ”DSCH” præsenterer Sjostakovitjs liv i bred forstand. ”Det ved publikum ikke, og jeg vil ikke være belærende”, siger han. ”Men der er en tanke med det. Det symboliserer faktisk noget i hans liv. Men publikum skal bare have en god oplevelse. Min opgave er ikke at lære nogen noget. Vi skal ikke belaste publikum med en intellektuel belæring”, lyder hans take på opgaven.
Jeg begyndte egentlig samtalen med at spørge Mikkel Harder Munck-Hansen om, hvordan forestillingen aftenen før gik for sig i Oslo. ”Det bliver bedre og bedre. Der er altid lidt mere overskud, når man har lavet tingene nogle gange”, siger han med henvisning til, at Det Norske Kammerorkester nu efterhånden har opnået et vist momentum med opførelser i London, Bergen og Oslo. Men der er også et godt udgangspunkt i orkestret. ”De er jo bare sindssygt gode musikere. De har lært 90 minutters Sjostakovitj udenad. Det er sindssygt svær musik”, vurderer Mikkel Harder.
Måske har Mikkel Harders træningsmetoder også sine andele af æren for, at ”DSCH” er lykkedes. Men undervejs så det lidt mærkeligt ud, og Mikkel Harder indrømmer, at han har skubbet til grænserne for, hvad klassiske musikere kan. Og han ved, at det har været lidt af en mundfuld for de medvirkende.
”Vi har lavet tillidsøvelser og skøre børnelege! F.eks. skulle musikerne lege Morder, mens de spillede. Og det er for at bryde vaner og for at få dem til at føle sig trygge ved hinanden. De syntes, det var helt vildt fjollet”. Mikkel Harder smækker svesken på disken og fortsætter.
”Jeg beder dem også om at stå med ryggen mod hinanden i mørke og spille. Det er der meget få musikere, der kan”, siger han. ”Men de fik også lov at byde ind med idéer, som var bedre end mine. Det er nok usædvanligt i min branche”, oplyser han.
Dermed en vinkel på, at to verdener støder sammen: Musikere med deres instrumenter og skuespilverdenen, der har langt mere fysisk bevægelsesfrihed på en scene.
”Noget kan bare ikke lade sig gøre”, konstaterer Mikkel Harder og remser op i scenisk dialog:
”Kan man rejse sig, samtidig med at man spiller netop de takter?”
”Nej, først i takt 7.”
”Man bliver nødt til at kunne se hinanden i øjnene, når det og det sted kommer.”
”Kroppene er, som de er – så er celloen i vejen - ej, det ser virkelig klumpet ud, det, vi har lavet her”.
Det at skulle have kostumer på, har musikerne også skullet tilpasse sig. ”De har på et tidspunkt også masker på, og her må de KUN bevæge armene. ”Men vi kan jo ikke spille det så!”, sagde de til mig. Jeg har måttet holde fast nogle gange”, siger Mikkel Harder i et klart sprog – ikke i tvivl om, at hans indre overbevisning har bragt ham langt. Men det, at ikke alting har været på plads, før prøverne er begyndt, har også været noget helt nyt i klassisk musikalsk sammenhæng.
Musikerne har skullet agere i, at lederen ikke altid har haft svarene klar ved prøverne – at mange ting er blevet testet og løbende rettet til. ”Det er enormt svært for musikere, der ikke er en del af teaterverdenen at vide, hvordan det hele ser ud på scenen, og jeg har også ændret mening undervejs. – Det er klassiske musikere ikke vant til! De er vant til, at dirigenten ved, hvad der virker.”
Et scenebillede fra “DSCH“. Lyssætningen er en stor del af oplevelsen.
Foto: Magnus Skrede
En anden ting er desuden forholdene på scenen. Musikerne bevæger sig på en forholdsvis mørk scene, der ledsages af panorerende videoer på to skærme på scenen. Derudover er der belysning fra siderne af scenen. Et helt anderledes miljø for musikere, der er vant til meget lys og til, at alt skal gøres behageligt for at musikken har de bedste forhold. Men ikke i ”DSCH”.
”Det er som at have billygter i øjnene. Det er som fire biler, der holder med langt lys i siden af scenen og skinner ind i øjnene på dem”, forklarer Mikkel Harder om forholdene i ”DSCH”. Og så konkluderer han med et fast blik, at alting fortsat kan gå galt i sådan en forestilling.
Man mærker, at Mikkel Harder er gået til opgaven med en overbevisning om, at det har kunnet lade sig gøre. Helt fra start. Og at der har været brug for én, der kunne stå dén distance.
”Jeg var den eneste, der troede på det. Men jeg sov heller ikke så meget inden premieren”, indrømmer han. ”Det var et vildt stormvejr. Katrine var spændt, ingen havde brug for en fiasko. Men det lignede det! Det var stressende”, husker han om hele prøveforløbet. ”Men det er jeg god til”, fortæller han. ”Indeni er den der, men udenpå? Jeg forstår godt musikernes frustrationer. De står med noget, som de føler, ikke virker. Jeg lytter til dem, og min opgave er at få dem til at tro, at det virker”, lyder det. Hele øvelsen har efter hans vurdering flyttet orkestret til et nyt sted. ”Nu elsker de det – og nu kan jeg få dem til hvad som helst,” siger Mikkel Harder med et roligt blik.
Også rent strukturelt er der kommet en ekstra kompetence på orkestrets CV. Ikke at orkestret aldrig har spillet i anderledes konstellationer før, men med ”DSCH” er der også blevet flyttet grænser for, hvordan orkestret agerer internt.
”De er alle store solister, men de fungerer som et kollektiv i det her. Det er meget sjældent. De er respektfulde og søde overfor hinanden – i en verden, hvor der er så meget konkurrence. Man er sårbar og udsat i sådan en opsætning her, hvor man bl.a. skal spille med bind for øjnene”, fortæller Mikkel Harder. Han har desuden haft øje for, hvad den enkelte musiker har kunnet byde ind med – og det i forskellige sammenhænge undervejs.
”En musiker er også fitnessinstruktør, så hun lavede en koreografi til en af scenerne, som jeg ikke havde kunnet lave halvt så godt. Musikerne har medindflydelse i ”DSCH”, og derfor har de ejerskab. De skal føle, at det er deres værk”, siger Mikkel Harder Munck-Hansen.
Foto:
En cello i centrum – der er meget at holde øje med i “DSCH“
Foto: Magnus Skrede
”Jeg vil gerne nedbryde den der meget skolede form i klassisk musik. Der er så mange konventioner i klassisk musik, og der er ofte en hierarkistemning i et orkester. Men det er der ikke her”, fortæller Mikkel Harder.
Han oplever, at en anderledes koncertproduktion som ”DSCH” har lært orkestret en ny måde at fungere på. ”DSCH” er et kollektiv. Og den kollektive ting kan noget – musikerne er en organisme. Jeg bliver lykkelig hver aften, når jeg overværer ”DSCH”. Efter denne proces kan musikerne noget mere – de er blevet styrkede som musikere.”
----------------------------------
Af samme skribent kan du også læse to andre artikler om “DSCH“. De ligger på
www.kulturinformation.org:
https://kulturinformation.org/klassisk-musik-dsch-kommer-til-koebenhavn-artikel/
og
https://kulturinformation.org/interview-rachel-einarsson-taler-med-folkene-bag-dsch/