Armeniens Chopin folder sig flot ud inden for rammerne
CD-anmeldelse
'Chopin of Armenia', musik af Stephan Elmas
'Prelude nr. 1-6', 'Fantasie Polonaise'
'Valse nr. 8', med flere
Heghine Rapyan, klaver
Forlag: Solo Musica Udgivet den 24. oktober 2025
Engang imellem kan man som anmelder komme ud for, at der dumper noget komplet uventet ind ad brevsprækken. Det kan være i form af nye kunstnere, pladeselskaber man ikke tidligere har været i kontakt med eller komponister, man aldrig har hørt om før. Musikhistorien synes at være en helt uudtømmelig skatkiste, og musikernes energi og utrættelige trang til at finde et speciale, der kan være helt deres eget, bevirker at man konstant støder på komponistnavne, der er forholdsvis ukendte selv for en forholdsvis garvet lytter. Her er der tale om alle tre dele, idet jeg hverken havde hørt om pianisten Heghine Rapyan, om komponisten Stéphan Elmas (1862-1937) eller om pladeselskabet Solo Musica, som er baseret i München, før.
Alle tre viser sig at være særdeles behagelige bekendtskaber. Cd’en fremtræder i god lydkvalitet og med fyldige noter i et godt design, pianisten Heghine Rapyan spiller godt klaver og komponisten Stéphan Elmas har tydeligvis kunnet sine romantiske udtryksformer forfra og bagfra. Denne plade koncentrerer sig om mindre former som Berceuse (i bookletten to gange ’Bersuce’, hvilken formentlig må være en fejl), vals, nocturne, præludium og polonaise. Som man allerede her kan ane, så peger flaskehalsen udpræget i retningen af Chopin, som det da også allerede anføres i pladens titel.
Noterne og det fyldige pressemateriale, der fulgte med, gør meget ud af at understrege, at Stéphan Elmas med vilje undsagde sig enhver armensk arv for at blive en art romantisk kosmopolit, der sømløst kunne blende ind i den europæiske kulturelle mainstream. Hvilket da også lykkedes for ham. Han gjorde en forholdsvis stor karriere. I en ung alder havde han anledning til at spille for Liszt i Weimar, og han studerede derpå på dennes anbefaling i Wien. Oprindelig stammede han fra Smyrna, den tyrkiske by der i dag hedder Izmir, men han gjorde sig især gældende i Paris, hvorfra han i sin ungdom koncerterede flittigt i Europas hovedstæder, hvor han hyppigt blev hyldet som ’klaverets digter’ eller som netop ’den armenske Chopin’. I sine senere år led han den kranke skæbne, at han efter en tyfusinfektion i 1897 næsten helt mistede hørelsen og derefter komponerede videre på hukommelsen. Mange af de på denne cd udgivne stykker stammer netop fra denne sene periode, og det er muligvis derfor, at de forekommer ganske særligt indadvendte.
Nu er ’indadvendt’ bestemt ikke det samme som ’dårligt’, men det gør selvfølgelig, at cd’en domineres af stilfærdige, delikate småstykker. Det er musik, som er nem at lytte til. Elmas er en ypperlig melodiker med et sikkert håndværk, og det samme kan siges om Heghine Rapyan ved det pragtfuldt klingende Fazioli-flygel. Det er faktisk dejligt, om ikke for andet, så for afvekslingens skyld, at høre en klaverplade, der ikke er optaget på et Steinway, uden at der dermed er sagt noget nedsættende om dette fortræffelige mærke.
Rapyan orkestrerer sine små stykker med udsøgt smag og balancerer sine akkorder med herlig sikkerhed klangligt, ligesom hun fraserer dejligt. Noget andet er så, at repertoiret her ikke giver hende lejlighed til at demonstrere en eventuel dramatisk side af hendes kunstneriske temperament, selvom booklettens billeder klart peger i den retning med sort baggrund, udslået hår, gylden kjole med slæb og østerlandsk diadem i panden.
Lanceringen som ’Armeniens Chopin’er ikke hentet ud af det blå, den afspejler nøje stykkernes indhold. Der er ingen af kompositionerne på denne udgivelse, der ikke refererer til den store polsk-franske komponist og i nogle tilfælde endda temmelig direkte til bestemte stykker af denne.
Armenske Heghine Rapyan tager sig godt af at bringe den store komponist fra sit hjemland på bane. I 2023 udgav hun albummet "The Soul of Smyrna" med samtlige Stephan Elmas' sonater. PR-foto
Elmas har måske ikke helt det samme vingefang, ikke helt den samme vidunderlige vidtløftighed i de store ornamenter. Her er de mere metriske, mere inden for rammerne, end de er hos Chopin, og det samme kan siges om forholdet mellem form og indhold. Vi befinder os her lige på den hårfine grænse, hvor man kan begynde at diskutere, hvad der er inspiration, og hvad der er epigoneri. Det forhindrer dog ikke, at disse miniaturer i sig selv er absolut lytteværdige og charmerende.
Udgiverne lancerer denne cd og dens forgænger ’The Soul of Smyrna’, der præsenterede Elmas’ sonater, som et nybrud, ja nærmest som en genopdagelse af denne komponist. Men en hurtig internetsøgning afslørede, at indtil flere pianister allerede for længst har indspillet værker af ham, og hans tre stort anlagte klaverkoncerter er eksempelvis umiddelbart at finde på YouTube. Ikke desto mindre vil jeg klart anbefale denne cd til folk, som er i det meditative hjørne, og som gerne vil have mere Chopin, end Chopin selv nåede at komponere.
